Når formanden for Danske Regioner, Anders Kühnau, nærmest på dagen for opstarten af årets økonomiforhandlinger rykker ud med et debatindlæg i Ingeniøren, er det ikke blot politisk koreografi – det er også en nødvendig påmindelse om, at det danske sundhedsvæsen i sin nuværende form ikke er gearet til at håndtere den næste store krise.
Kühnau bruger erfaringerne fra COVID-19-pandemien som afsæt, men hans analyse stopper ikke ved pandemier.
Det handler nu også om strømnedbrud som i Spanien, brudte forsyningskæder og voksende cybertrusler. Pointen er tydelig: Et robust sundhedsvæsen er ikke kun noget, man skal bruge i undtagelsestilstand – det er en samfundskritisk infrastruktur, der må være permanent beredskabsparat.
Men hvor står Danmark så i dag?
Småkriser som advarselslamper
Danmark har indtil videre været forskånet for større strømnedbrud, men tegnene på skrøbelighed er allerede til stede – og de kommer indefra.
For under to måneder siden oplevede Region Midtjylland et alvorligt it-nedbrud, hvor en fejl i en firewall lammede hospitalsdriften i halvanden time. Patienter måtte sendes hjem, og personale gik tilbage til papirjournaler og analog hjerteovervågning. Ifølge it-ekspert John Gøtze var det ”et mirakel, at ingen døde”.
Læs også: Ekspert om it-nedbrud: Det er et mirakel, at ingen døde
Han kalder hændelsen “et råb om hjælp” og udtaler, at personalet i regionen “løber livet af sig for at holde noget gammelt it i live”. Det peger på en generel tendens: Vores sundhedsteknologiske infrastruktur er ikke designet til krisesituationer – og nogle steder heller ikke til nutidens hverdag.
Også Rigsrevisionen har gentagne gange kritiseret niveauet af cybersikkerhed i sundhedssektoren. Særligt for regionerne er der tale om et efterslæb, når det gælder både beredskabsplanlægning og modstandsdygtighed over for it-angreb.
Læs også: Ny rapport afslører fortsatte udfordringer i regionernes cybersikkerhed
Fra effektivitet til robusthed
Det danske sundhedsvæsen er internationalt kendt for sin effektivitet – men det er også det, der gør det sårbart. Vi har optimeret til daglig drift, ikke til undtagelser. Just-in-time-lagre, digital afhængighed og minimale bufferzoner betyder, at vi risikerer at stå uforberedte, når næste krise rammer.
Kühnau sætter fingeren præcist dér, hvor det gør ondt: “Den effektivitet kommer også med en pris.”
Centralt i Kühnaus indlægg står ønsket om, at sundhedsberedskabet gøres til en fælles statslig-regional opgave. Regionen vil ikke længere stå alene med ansvaret for nødstrøm, lagerkapacitet og cybersikkerhed. Københavns Stat skal med – også med penge.
Det rejser det velkendte spørgsmål i økonomiforhandlingernes maskinrum: Skal regionerne finansiere det via de eksisterende rammer – eller skal der nye midler til?
Læs også: Regionalt databrud udløser dom på millionbøde
Forhandlingernes egentlige slagmark
Kühnau bruger sin platform til at gøre det klart, at regionerne ikke kan løfte beredskabsansvaret alene. Det kræver en fælles statslig-regional strategi – og ikke mindst: penge. Ikke som generel driftsforøgelse, men som målrettede investeringer i nødstrømsanlæg, lagerkapacitet, cybersikkerhed og evt. offentlig lægemiddelproduktion.
Når de statslige forhandlere fra Finansministeriet og Sundhedsministeriet i disse dage sætter sig til bordet med regionerne, er det derfor ikke kun drift og aktivitetstal, der skal diskuteres.
Det handler også om hvorvidt vi som samfund er villige til at betale for et sundhedsvæsen, der kan overleve næste krise – før den er en realitet.
Den næste krise kan komme som en pandemi, et hackerangreb, eller et systemsvigt på et hospital. Men vi ved med sikkerhed, at den kommer. Derfor er det ikke længere et spørgsmål om, om vi skal investere i robusthed – men hvornår og hvor meget.
Anders Kühnau har skubbet en vigtig diskussion i gang. Nu er spørgsmålet, om regeringen kvitterer med et økonomisk løft – eller med endnu et effektiviseringskrav.
