Skip to main content

Da Pia Kjærsgaard meldte sig som spidskandidat for Dansk Folkeparti til det kommende valg i den nye Region Østdanmark, sendte det et signal om, at regionens første valgkamp kan blive alt andet end rutinepræget. 

Den tidligere partiformand og eks-folketingstaler er ikke bare en politisk veteran – hun er en kendt kampmaskine, der sjældent deltager i en valgkamp uden at sætte dagsordenen.

Og spørgsmålet melder sig: Hvad betyder hendes entré for det øvrige felt af spidskandidater?

En anderledes kandidat i et rutinepræget felt

De øvrige spidskandidater i Region Østdanmark ligner – med al respekt – mere klassiske regionspolitikere: Erfarne, lokalt forankrede og løsningssøgende på tværs af traditionelle Christiansborgskel.

Socialdemokratiets Lars Gaardhøj, Konservatives Christoffer Buster Reinhardt og SF’s Peter Westermann er velkendte navne i regionalpolitikken og ligesom Venstres Camilla Hove Lund der også er kommunalpolitiker kender de det regionale game. 

De har altså alle trådt deres sko i det eksisterende regionssystem – og de har det til fælles, at de i større eller mindre grad bakkede op om sundhedsreformen og sammenlægningen af Region Sjælland og Region Hovedstaden.

Pia Kjærsgaard er det stik modsatte. Hun er ny i regionalpolitik, men med et landsdækkende katalog af skarpe holdninger og et uforligneligt politisk brand. Hvor de fleste i feltet gerne vil tale udvikling, organisering og samarbejde, har Kjærsgaard allerede sat en dagsorden med kritik af bureaukrati, krav om mere nærhed og et velkendt fokus på danske værdier.

“Det er alt for stort. Vi risikerer, at den gode og personlige behandling kommer til at drukne i centralisering og bureaukrati,” lød det fra hende i et opslag på Facebook.

Et valgkampstema formes

Kjærsgaards mærkesager er letforståelige og konkret appellerende: flere ambulancer, ordentlig mad på hospitalerne, rengøring og sprogkrav til sundhedspersonale. 

Det er emner, som alle borgere – uanset region eller partifarve – kan forholde sig til. Og de har potentiale til at skubbe valgkampen i en mere folkelig og værdipolitisk retning, væk fra struktur og modeller og hen mod mavefornemmelser og hverdagserfaringer.

Det lægger et nyt pres på de andre spidskandidater: De skal ikke kun levere visioner og administrative løsninger – de skal kunne svare folkeligt igen. Og det bliver ikke nødvendigvis nemt i en region med 2,8 millioner borgere og et ansvar, der spænder fra højt specialiseret sygehusdrift til akutområdet i hele Østdanmark.

Et taktisk træk for DF – og for Messerschmidt

Kjærsgaards kandidatur er ikke bare et personligt comeback – det er også et taktisk træk for Dansk Folkeparti. Partiet har haft svært ved at vinde fodfæste regionalt. 

Ved sidste valg var DF næsten usynlige i regionsrådene. Nu forsøger partiformand Morten Messerschmidt at vende den tendens ved at sende sin mest ikoniske figur på banen:

“Pia er en af Danmarks mest kompetente politikere. Hun skaber altid forandring der, hvor hun er,” udtalte han i en pressemeddelelse.

Kan hun gøre en forskel?

Selvom Pia Kjærsgaard med egne ord er “ganske grøn” i regionalpolitik, vil hendes tilstedeværelse alene forandre dynamikken. Ikke nødvendigvis i regionsrådet – men i valgkampen. 

De øvrige kandidater må nu forholde sig til en kandidat, som ikke spiller efter embedsværkets præmisser, men som taler direkte til vælgernes bekymringer. Det gør hende til en faktor, som de færreste kan ignorere.

Historisk er det prøvet før SF`s Villy Søvndal prøvede et comeback og tabte med et brag til Venstres Stephanie Lohse i Region Syddanmark.

Lone Møller, der sad en menneskealder for Socialdemokratiet på Christiansborg, fortalte ofte hvor svært det havde været for hende at skifte til kommunalpolitik, da hun blev valgt til Gribskov byråd i forbindelse med kommunalreformen.

Regionerne har ikke nødvendigvis samme bredde som kommunerne i deres portefølje af opgaver, men et valg til regionsrådet kan alligevel blive en øjenåbner for både Pia Kjærsgaard og embedsværket.

For spørgsmålet er, om Pia Kjærsgaard kan omsætte sin mangeårige erfaring fra et liv på Christiansborg til den virkelighed der vil præge en fusionspræget storregion.

Region Østdanmark er ny, men allerede genstand for stærke følelser. Med sammenlægningen af Region Sjælland og Hovedstaden skal en ny fælles identitet formes – og her kan spørgsmål om nærhed, centralisering og værdier meget vel komme til at fylde. 

Med Pia Kjærsgaard i front vil den slags værdier næppe gå ubemærket hen og her skal administrationen lige forberede sig på en ny virkelighed.

Læs også: Lavere priser og faldende behov for lægevikarer i Region Sjælland 

Vil du læse resten af artiklen?

Prøv Regional-Indsigt gratis i 4 uger

Få adgang med det samme - ingen binding - ingen kreditkort 4 ugers gratis prøveperiode

Log ind