Der var engang, hvor lægers placering i sundhedsvæsenet var et spørgsmål om personlig motivation, attraktive faglige miljøer og individuelle valg. Den tid er ved at rinde ud i Østdanmark.
Med Region Hovedstadens beslutning om at indføre et såkaldt kvalificeret ansættelsesstop for speciallæger og læger i uklassificerede stillinger på regionens hospitaler per 1. juni 2025, træder regionen nu direkte ind i det politiske projekt om at sikre en mere jævn geografisk fordeling af læger – også med styringsmidler.
“Vi må derfor påtage os et ansvar, og vi kan ikke opretholde en tilstrømning af læger. Vi skal sikre læger i hele Østdanmark og være solidariske med Region Sjælland,” siger regionsrådsformand Lars Gaardhøj (S).
Kritik fra lægerne: “Mærkelig tankegang”
Beslutningen møder imidlertid kritik – ikke mindst fra Yngre Læger, som repræsenterer en stor del af de berørte ansatte. Forperson Wendy Sophie Schou kalder tiltaget ærgerligt og advarer mod utilsigtede konsekvenser.
“Det er virkelig et ærgerligt tiltag at ty til ansættelsesstop. Som arbejdsgiver er det mærkelig tankegang, at hvis man bare sætter prop i nye ansættelser, så flytter lægerne sig,” siger hun til TV2 ØST.
Hun understreger, at mange læger har andre muligheder:
“Det er jo muligt for lægerne at få job andre steder end i regionen. For eksempel i private virksomheder eller på den anden side af Øresund. Så man risikerer at miste god arbejdskraft ved det her.”
Ifølge Schou burde regionen i stedet have satset på aktiv rekruttering. Hun mener bl.a. at regionen burde have startet med at kontakte de læger, der har været i uddannelsesforløb eller midlertidige stillinger, og spurgt, hvad der skulle til, for at de ville blive.
Fra stop i Hovedstaden til tvang i Sjælland
Ansættelsesstoppet kommer mindre end en måned efter, at Region Sjælland beordrede 94 læger til at flytte fra Roskilde og Køge til det hårdt pressede Nykøbing Falster Sygehus. En beslutning, der blev truffet, efter frivillige tiltag havde slået fejl – og efter at regionen samtidig havde valgt at nedtrappe brugen af dyre vikarløsninger.
Læs også: Region tvinger læger til nyt sygehus – tidligere har vikarer dækket hullerne
Dermed tegner der sig et mønster: Hvor Region Sjælland tvinger allerede ansatte læger til at rykke ud, vælger Region Hovedstaden at bremse nye ansættelser. Fælles for begge tiltag er, at de bryder med forestillingen om, at lægearbejdskraft fordeler sig frivilligt og effektivt via markedet.
Et paradigmeskift i lægedækningen
Samtidig peger begge regioner frem mod en ny fælles struktur: Region Sjælland og Region Hovedstaden bliver fra 2027 én samlet region under navnet Region Østdanmark. Det kvalificerede ansættelsesstop i Region Hovedstaden skal bidrage til en mere ligelig lægedækning op til fusionen.
”Vi skal have et stærkt blik for det samlede østdanske sundhedsvæsen […] Der er ikke én løsning, men mange,” siger regionsdirektør Jens Gordon Clausen, der også lover en evaluering i starten af 2026.
Han peger på, at når der skal sikres lægedækning i hele geografien af Region Østdanmark, er det vigtigt at blive klogere på, hvad det gode lægeliv er.
Men uanset hvad markerer de to regioners handlinger et skifte fra frivillig incitamentlogik til aktiv styring og strukturelle begrænsninger. Regeringen og Danske Regioner forhandler sideløbende om et nationalt loft over antallet af speciallæger på bestemte hospitaler – et signal om, at udviklingen i Østdanmark kan blive første trin i en bredere national kursændring.
Spørgsmålet er nu, om det nye paradigme vil føre til den ønskede fordeling – eller om det vil øge lægeflugt, mistrivsel, ubesatte stillinger og øge vikarforbruget.