Når udgifterne til hospitalsmedicin stiger med næsten en milliard kroner på to år – som det ifølge Danske Regioner er sket fra 2022 til 2024 – er det ikke bare et sundhedsøkonomisk faktum.
Det er en trussel mod den daglige drift på hospitalerne og ser vi på en simpel fremskrivning så galoperer milliarderne ud af regionernes kasse.
Klik her for at se fremskrivning
Regionerne peger i en pressemeddelelse under økonomiforhandlingerne med regeringen på, at nye og dyre lægemidler presser budgetterne og har derfor foreslået en risikodelingsmodel med staten i de igangværende økonomiforhandlinger.
“Derfor er det afgørende med en model for, hvordan regioner og stat deler risikoen,” sige næstformand for Danske Regioner Mads Duedahl.
Men spørgsmålet melder sig: Hvilken risiko er der egentlig at dele – og mellem hvem?
Én kasse, to navneskilte
I modsætning til kommunerne, der har skatteudskrivning, har regionerne ingen selvstændig finansieringskilde. Deres driftsbudgetter er fastlagt gennem økonomiaftaler med staten, og de må hverken optage lån eller gå i underskud.
Når uforudsete medicinregninger vælter ind, kan regionerne i praksis ikke gøre andet end at skære ned – eller bede staten om hjælp.
Dermed bliver idéen om risikodeling let en konstruktion uden substans. Lidt groft sagt, kan man have den tilgang, at det svarer til at lave en forsikringsaftale med én, der ikke har råd til præmien, men som alligevel hæfter.
Symbolsk risikodeling med politisk funktion
Trods det strukturelle paradoks er der en politisk rationalitet i regionernes forslag. Ved at indføre en formel model for risikodeling signalerer man behovet for, at staten tager et automatisk medansvar, når f.eks. Medicinrådet godkender nye lægemidler, som regionerne ikke har haft mulighed for at budgettere med.
Modellen skal i den forstand ikke ses som en økonomisk forsikring, men som et politisk sikkerhedsnet, der som et andet kinder-æg indrammer tre ting:
- Den skaber forudsigelighed i en virkelighed præget af stigende kompleksitet i behandlingsformer.
- Den kan reducere behovet for ad hoc-ansøgninger om ekstrabevillinger.
- Den indrammer et systemansvar, hvor staten ikke bare står i skyggen af egne beslutninger.
Alternativer til “fælles risiko”
Man kunne dog spørge, om andre modeller ville være mere ærlige og effektive – for eksempel:
- En statslig bufferpulje, som automatisk aktiveres ved udgifter over en vis tærskel.
- Et system for løbende efterregulering, hvor staten dækker merudgifter ved bestemte lægemiddelgodkendelser.
- Et lovfæstet princip om, at udgifter over et bestemt beløb pr. patient udløser statslig medfinansiering.
Disse forslag er langt fra perfekte, men har den fordel, at de ikke foregiver økonomisk symmetri, men anerkender, at det er staten, der i sidste ende holder hele pengekassen.
Afslutningsvis må man konkludere, at en risikodelingsmodel, sådan som det fremstår i regionernes forslag kan godt have værdi – men kun hvis man forstår den som et administrativt og politisk redskab snarere end en egentlig økonomisk mekanisme.
I sidste ende kan regionerne ikke tage risikoen for noget, de ikke har penge til at løse.
Det reelle spørgsmål er derfor ikke, om man skal dele risikoen – men hvordan staten påtager sig sin rolle i at håndtere konsekvenserne af sundhedspolitiske beslutninger, der koster dyrt.
