Med udgangspunkt i de 76 milliarder kroner, som kommuner og regioner årligt bruger på ældres sundheds- og plejeindsatser, viser sundhedsøkonom og professor emeritus Kjeld Møller Petersen i et debatindlæg i Altinget, hvordan det nuværende sundhedsvæsen i høj grad er indrettet efter lægelige specialer og subspecialer – ikke efter de patienter, der fylder mest i fremtiden: de multisyge ældre.
Hans indlæg er værd at læse for pointen er skarp. Det nuværende system er bygget op om 39 lægelige specialer, men mangler generalister og geriatere, der kan håndtere patienter med flere samtidige sygdomme, aldersbetingede forandringer og komplekse forløb.
Geriatrien nævnes knapt nok i hverken Lægeforeningens efterspørgselsprognose eller Sundhedsstyrelsens udbudsfremskrivninger. Og det er netop her, Kjeld Møller Pedersen identificerer en systemisk kortslutning.
“Hvis der i forvejen har været for få geriatere, fastholder prognosen jo netop dette,” skriver han og kritiserer dermed det grundlag, som planlægningssystemet opererer efter.
Et opgør med fagpolitisk vanetænkning
Med sit indlæg udfordrer han både Lægeforeningens fagpolitiske position og Sundhedsstyrelsens forvaltningslogik.
Begge arbejder med fremskrivninger, der i høj grad viderefører det eksisterende – snarere end at stille det kritiske spørgsmål: Hvilke kompetencer har vi faktisk brug for?
Dermed rammer han ind i kernen af den sundhedsstrukturelle debat: Er det antallet af speciallæger, der bestemmer sundhedsvæsenets retning, eller er det sygdomsmønstret i befolkningen?
En efterlysning af sund fornuft
Kjeld Møller Pedersen konstaterer, at både speciallægeuddannelse og prognosemodeller savner det, han kalder “sund (lægelig) fornuft”.
Det er ikke kun en ironisk bemærkning – men en dybt alvorlig kritik af, at sundhedsvæsenet risikerer at blive teknisk kompetent, men fagligt og organisatorisk fejlkalibreret.
Og det er netop denne fejlkalibrering, som ældre med komplekse forløb betaler prisen for.
