Susanne Ekman, der er lektor i Ledelse, organisation og arbejdsliv ved Roskilde Universitet har tidligere vist i bogen “Giftig gæld og udpint velfærd,” hvor svært det er for både ledere og medarbejdere i velfærdsstatens maskineri at adressere systemiske problemer
Nu nu går hun tættere på velfærdssystemet i “Opråb indefra” på DRlyd med Svend Brinkmann.
Her kommer de vidt omkring, men lægger man et regionalt net ned over samtalen, så får man et interessant billede af vore sygehusvæsen.
Susanne Ekmann har talt med medarbejdere på skadestuer og akutafdelinger, som føler sig fanget mellem modsatrettede krav. De skal være både nærværende og effektive, dokumentere alt, men samtidig håndtere flere patienter, end der er tid til.
Hun beskriver velfærdssystemet som ”et anorektisk væsen på syvdobbelt epo” – trimmet og effektiviseret til det yderste, men samtidig pålagt nye og komplekse opgaver.
Sætter ikke forventningerne ned
”Vi ser, at velfærdsstaten forsøger at gabe over alt for meget med alt for få ressourcer. Det udhuler de basale ydelser – som på hospitalerne, hvor sårbare patienter bliver tabt mellem systemer og registreringer,” lyder det.
Alligevel sætter vi ikke forventningerne ned. “Vi laver nogle uendelige krumspring for ikke at få øje på, at de krav og løfter, vi giver om velfærdsstaten, er urealistiske, siger Susanne Ekman
På en akutafdeling observerede hun, hvordan personalet modtager klager over de mindste detaljer:
Her var klager over mangel på saftevand, at man selv skulle gå på toilettet.
”Patienter klagede også over, at en sygeplejerske sad og tastede på en computer, mens der er ventetid. Men de bliver også vrede, hvis ikke deres journal er udfyldt til punkt og prikke. Det viser, hvor modsatrettede kravene er – og hvor svært det er for personalet at gøre det rigtige.”
En kollektiv erkendelse nødvendig
Ifølge Ekman er situationen blevet ”følelsesmæssigt giftig”, fordi medarbejderne står i et konstant spænd mellem at ville yde omsorg og samtidig leve op til et system, der tror, det kan levere alt.
Hendes pointe er, at vi tror, at vi kan effektivisere os ud af problemerne. At endnu en reform, endnu en smart arbejdsgang eller et digitalt værktøj kan fjerne presset. “Men det gør det faktisk dobbelt lidelsesfuldt,” siger Susanne Ekman.
Man kan her sammenligne velfærdssystemet med en bonde, der hver dag tager et halmstrå væk fra hesten for at gøre den mere effektiv – indtil der til sidst ikke er mere tilbage, og hesten dør.
For at undgå, at systemet kollapser, mener Susanne Ekman, at både politikere, ledelser og borgere må erkende, at det offentlige ikke kan alt.
”Velfærdsstaten skal selvfølgelig hjælpe dem, der er hårdest ramt, men også turde indrømme, at der følger smerte og lidelse med til det at være menneske. For så længe systemet imiterer, at det kan det hele, er både borgere, patienter og ansatte i velfærdsstaten faktisk udsat for mere lidelse end nødvendigt,” lyder det.
