Hvordan kan sundhedsinvesteringer øge samarbejde, innovation og robusthed i EU? – Det var hovedspørgsmålet på dette års Sundhedspolitiske Topmøde.
Men inden du kan svare på det spørgsmål, er der et andet der trænger sig på. Det er, hvad der egentlig skal til, før sundhed kan fungere som investering – og ikke blot som udgift.
Over 200 aktører tirsdag formiddag svar på de her komplicerede spørgsmål, da de tryllebundet sad og lyttede til de to keynote speakers, som foretog præcist det, man ofte savner i debatten: et realitetstjek.
Sundhed kan være en investering – men vi kan sjældent måle det
Tidligere overvismand og professor i økonomi fra Aarhus Universitet Torben M. Andersen understregede i sit enkle og samtidig kondenserede oplæg, at sundhedsindsatser har klare samfundsøkonomiske gevinster. Bedre helbred giver færre sygedage, højere produktivitet og lavere offentlige udgifter. Men derfra og til at tale om investering er der et spring.
“Hvis vi skal svare på de specifikke effekter af konkrete sundhedsindsatser, kan vi ikke flyve rundt i helikopteren. Vi skal ned og måle – og det er svært,” lød det.
For selvom de overordnede mekanismer er velkendte, er det langt sværere at dokumentere effekten af enkeltstående indsatser. Ikke mindst fordi de økonomiske gevinster kommer senere, mens udgifterne er der allerede fra projektfasen.
Andersen gjorde det også tydeligt, at den største udfordring ikke ligger i økonomien – men i menneskers adfærd.
“Udgifterne kommer med det samme, men effekterne kommer først hen ad vejen – og de afhænger af adfærd. Det er her, udfordringen ligger,” sagde han.
Når klinisk praksis fortsætter uændret, trods investeringer i nye behandlingsformer, mister investeringer deres effekt, hvis tidligere praksis fortsætter.
Samtidig må vi erkende, at i sundhedsvæsenet er det sjældent muligt at teste nye tiltag i kontrolleret skala – man kan ikke eksperimentere med befolkningens helbred. Derfor bliver styringen ofte baseret på det man kender ”plejer”.
Det gør sundhedsområdet markant sværere at investere i end mange andre sektorer. Og det skaber en kontrast til topmødets ambition om, at sundhed skal være en økonomisk motor:
Det betyder, at hvis vi har svært ved at ændre indlært adfærd ift eksempelvis valg af behandling, virker investeringerne ikke optimalt og de forventede effekter udebliver.
Reguleringen vokser hurtigere, end systemerne kan følge med
Hvor Torben M Andersen pegede på udfordringerne i økonomiens maskinrum, leverede EU-professor Dorte Sindbjerg Martinsen fra Københavns Universitet et blik på de strukturelle rammer, sundhedsinvesteringer skal udfolde sig i. Og hendes analyse var skarp.
“Vi ser en vedvarende vækst i antallet af gældende retsakter – og især i forordninger, som virker direkte i medlemsstaterne,” fortalte hun samtidig med at hun metodisk gennemgik udviklingen fra 1960-erne og til nu.
Med andre ord: EU’s greb om sundhedsområdet er vokset eksplosivt. Og det er ikke kun antallet af regler, der stiger – det er også detaljegraden og kompleksiteten. De store reformer om medicinsk udstyr, sundhedsdata og EU4Health har gjort reguleringen både tungere og mere centraliseret.
Men måske vigtigere: reguleringen er ofte ufærdig, når den vedtages, særlig, hvis man spørger ned i de mere operationelle lag.
“Lovgivningen opfattes som både utydelig og forhastet. Mekanismerne er ikke tilstrækkeligt gennemarbejdede.”
Det betyder, at implementeringen – især for regionerne – bliver en kamp med uklarhed, manglende guidance og omfattende templates og guidelines, som i praksis udgør et ekstra lag af regulering.
Resultatet er et spændingsfelt: Europa vil gerne styrke sundhed som en del af sin konkurrenceevne, men samtidig øges kompleksiteten i et omfang, der risikerer at kvæle innovationskraften.
Når man kombinerer de to oplæg, står ét billede klart
Topmødet ville vise, at sundhed kan være en investering. Men de to keynotes viste, hvorfor det i praksis er svært:
- Andersen viste, at optimal effekt af sundhedsinvesteringer kræver adfærdsændringer – og at vi sjældent kan måle effekterne, på samme vis som på andre områder.
- Martinsen viste, at reguleringen bliver tungere, hurtigere og mere kompleks – og at implementeringen sjældent følger med.
Dermed opstår et dobbelt problem:
- Investeringer virker kun, hvis adfærden ændres.
- Adfærden ændres kun, hvis rammerne gør det muligt – og her spænder reguleringen ofte ben.
Det er en helt anden fortælling end den simple politiske version af sundhed som vækstmotor.
Hvad betyder det regionalt?
For regionerne tegner der sig tre umiddelbare konsekvenser:
- at dokumentation og effektmåling bliver en kernekompetence
- at EU’s regulering vil influere både drift og strategiske investeringer, hvad enten de er offentlige eller privat finansieret
- at implementering bliver en af de vigtigste – og mest ressourcekrævende – discipliner
Hvis sundhed virkelig skal fungere som investering, kræver det derfor et sundhedsvæsen, der kan navigere i usikkerhed, ændre praksis og samtidig håndtere en regulering, der både vokser og forandrer sig.
Topmødets vision om at sundhedsinvesteringer bør øge samarbejde, innovation og robusthed i Europa er ambitiøs, og ambitionen er nødvendig.
Men realiserbarheden afhænger ikke kun af vilje og politiske signaler. Den afhænger af:
- om vi kan måle effekterne og leve med udgifterne,
- om praksis kan ændre mere dynamisk adfærd,
- og om reguleringen understøtter – snarere end hæmmer – udviklingen.
Som de to eksperter tilsammen viste:
Sundhed kan være en investering med effekt. Men det kræver både viden og styring – og et reguleringssystem, der ikke gør det sværere, end det behøver at være.
