Forberedelserne til sundhedsreformen ruller lige nu. Landets kommuner står over for en aftaleforpligtelse, som kun få uden for maskinrummet reelt har forstået rækkevidden af:
De skal indgå horisontale samarbejdsaftaler med regionerne om rehabilitering, akutsygepleje, sundheds- og omsorgspladser og patientrettet forebyggelse – uden at økonomi, serviceniveau, kvalitetsstandarder eller datakrav er fastlagt endnu.
Det viser en række dokumenter, som Regional-Indsigt er i besiddelse af.
Det bekymrer flere aktører, men ingen har lyst til at udtale sig til citat om konsekvenserne af de her aftaler, som regionerne og kommunerne lige nu forhandler for fulde omdrejninger. Derfor har vi bl.a. taget fat i Dansk Erhverv, der med sin solide erfaring med aftaleindgåelse ser kritisk på udviklingen. – Det vender vi tilbage til.
Aftalerne er juridisk gyldige – men økonomisk tomme
De horisontale aftaler giver hjemmel i sundhedsloven mellem to myndigheder og skal bl.a. sikre, at region og kommune kan samarbejde uden udbud, når regionen fremover får myndighedsansvaret for en lang række nære sundhedsopgaver. Men i de udkast, som Regional-Indsigt har gennemgået, står ét forhold lysende klart: at økonomien er ikke udfyldt.
Alle aftaleudkast har et punkt under ”Økonomi” med teksten: ”Udfyldes senere.” – forstået som efter underskrift.
Samtidig fremgår det, at kvalitet, målgrupper, serviceniveau og dokumentationskrav først bliver fastlagt i løbet af 2026, ligeledes efter aftaleindgåelse.
Dermed forventes kommunerne at skrive under før de ved:
- hvor mange borgere det drejer sig om ift de enkelte opgaver,
- hvilke personale- og kapacitetskrav de forpligter sig til,
- hvordan økonomien reguleres ved aktivitetsændringer,
- og hvilke sanktioner der udløses ved manglende levering.
I flere aftaler beskrives direkte, at regionen kan stille ”krav til kapacitetsudnyttelse” og definere datakrav og registreringspraksis i journal- og IT-systemer, som kommunerne fremover skal anvende.
Kommunerne bliver operatører – regionen bliver bestiller
Selv om aftalerne formelt beskrives som ”samarbejde mellem myndigheder”, lægger konstruktionen en entydig opgavefordeling:
- Regionen har myndighedsansvar, visitation og ret til at definere målgrupper.
- Kommunerne får leverandøransvaret, herunder døgndækning, personale, udstyr, servicefunktioner og registreringsarbejde.
- Ved kapacitetsmangler eller underleverancer kan kommunen modregnes økonomisk med op til 20 pct. af kontraktbeløbet.
Det skaber en skævhed, som flere kommunale embedsmænd over for Regional-Indsigt har udtrykt bekymring for: Regionen bestemmer – kommunen betaler.
Dansk Erhverv: ”Det her er meget diffust”
Branchedirektør i Dansk Erhverv, Morten Jung, er ikke imponeret over aftalekonstruktionen.
Han vil ikke forholde sig til, hvorvidt en privat virksomhed nogensinde ville underskrive en sådan aftale, men grundlæggende bryder Dansk Erhverv sig ikke om konstruktionen med horisontale aftaler, da det er en afgrænsning af markedet.
“Sådan som aftalerne er nu, så er de lidt diffuse og det er derfor svært at afklare, hvad det egentlig er, kommuner og regioner samarbejder om og hvad er det der egentlig ligger i konkurrencefeltet,” siger han.
Dermed peger han ned i, den udfordring, der er med horisontale aftaler, nemlig at hvis de mere ligner et rent bestiller og leverandørforhold end et samarbejde mellem to ligeværdige myndigheder (regioner og kommuner), så ville flere af opgaverne antageligt være “konkurrencepligtige”
Og det er netop den oplevelse Regional-Indsigt hører fra flere og flere kommunalfolk.
Der er tale om aftaleudkast, der mere ligner dokumenter, der bruges i leverandør-bestiller forhold end ved samarbejdsrelationer mellem to ligeværdige myndigheder.
Og dermed kan man stille spørgsmålstegn ved om der overhovedet er tale om reelle horisontale aftaler, eller om man blot omgår konkurrencemuligheden?
Samtidig befinder kommunerne sig i en situation, hvor de forventes at skrive under på noget, en privat leverandør ikke umiddelbart ville gå ind i, når vi taler med virksomheder i markedet – netop fordi risikoen er ukendt, mens forpligtelsen er omfattende.
Hvorfor haster det?
Regioner og kommuner skal have aftalerne på plads inden 1. april 2026. Men som det fremgår af dagsordener og bilag fra tværsektorielle fora, er en række centrale elementer først klar senere i 2026 og 2027:
- nationale kvalitetsstandarder,
- visitationskriterier,
- datakrav,
- tilsynsmodeller,
- økonomisk fordelingsnøgle.
Dermed opstår det paradoks, som flere kommunale direktører internt betegner som ”at underskrive en kontrakt med tomme bilag”.
Kommunerne kan få krav uden kompensation
Udfordringen og en kommende strid mellem kommuner ligger skjult i, når regionen senere fastlægger serviceniveau og målgrupper, for det udløser ikke automatisk mere økonomi. I en af økonomimodellerne beskrives direkte, at udgangspunktet bliver kommunernes nuværende udgifter – ikke de krav, der kommer.
Dermed risikerer kommunerne:
- at få et større og mere komplekst patientflow end budgetteret,
- at blive målt og sanktioneret for manglende kapacitet,
- at skulle finansiere nye digitale systemer og datakrav,
- at levere sundhedsopgaver på kvalitetsniveauer, der overstiger DUT-midlerne.
Ser vi ned i aftale udkastene som vi er i besiddelse af, må vi konkluderer, at medens regionerne får klar styringsret, visitation og myndighedsansvar, får kommunerne driftsansvaret – uden afklaring af økonomi, volumen og krav. Aftalerne er juridisk bindende, men politisk ufærdige.
Det efterlader et centralt spørgsmål:
Bør kommunerne skrive under på horisontale aftaler, før de ved, hvad de faktisk skriver under på?
