I sidste uge iværksatte Region Sjælland en hasteindsats for millioner, hvorefter regionen er begyndt at ringe ud til tusinder af patienter, der havde ventet længe på en behandling på sygehuset.
Læs også: Regionens “julegave”: Tusindvis af patienter bliver ringet op
Aktuelt melder Region Hovedstaden sig på banen med en tilsvarende indsats i kampen mod ventetiden. Her har man afsat 43 mio. kr. for straks at forkorte ventetiderne på udvalgte behandlinger, hvor ventetiden og presset fortsat er stort – herunder særligt knæoperationer og kæbekirurgi.
Det fremgår af en pressemeddelelse fra regionen, hvor regionsrådsformand Lars Gaardhøj fremhæver, at hospitalerne samlet set klarer sig “rigtig flot”, men at der fortsat er områder med udfordringer.
“Vi har lyttet til de ønsker, som er kommet fra hospitalerne – de ved, hvor skoene trykker, og der er områder, hvor der stadig er alt for lange ventetider, som vi skal have nedbragt,” siger Lars Gaardhøj (A).
I gennemsnit ser alt godt ud, men
Hospitalerne oplyste politikerne i september om, at der var behov for 42,2 mio. kr. i forhold til det man beskrev som meraktiviteter (ventelisteindsats), hvis man skulle gøre et reelt indhug på en række særligt udfordrede områder.
Men hvordan ser det egentlig ud med ventedagene?
I gennemsnit ligger ventetiden til somatisk behandling i regionen på 28 dage, altså under den politiske målsætning på 30 dage. Alligevel prioriteres ekstra midler nu målrettet de specialer, hvor lange ventetider har bidt sig fast.
Knæområdet skiller sig markant ud
De seneste data fra Sundhedsdatabanken viser, hvorfor knæoperationer igen er blevet et fokusområde.
I august 2025 var den gennemsnitlige ventetid for en knæoperation 46 dage i Region Hovedstaden og kun 196 patienter ud af 838 var blevet behandlet inden for 30 dage. Samtidig viser opgørelsen, at:
- 496 patienter ventede mere end 30 dage
- 146 patienter havde ventet mere end 90 dage
Tallene tegner et billede af en betydelig pukkel af patienter, som falder langt uden for både ventedagsgarantien og regionens eget gennemsnit for somatikken.
Gennemsnit vs. virkelighed
Forskellen mellem regionens samlede gennemsnit og situationen på knæområdet er slående.
Mens regionen kommunikerer en generel ventetid på 28 dage, ligger knæoperationer 18 dage højere i gennemsnit, og flere hundrede patienter venter væsentligt længere end målsætningen. Det illustrerer, hvordan pæne gennemsnitstal kan dække over store forskelle mellem specialer – og over meget lange ventetider for bestemte patientgrupper.
Det er også forklaringen på, at Region Hovedstaden nu afsætter 15,6 mio. kr. specifikt til ortopædkirurgien og sender flere patienter videre til både privathospitaler og speciallægepraksis.
Kæbeområdet får særlig indsats
Også kæbekirurgien er blandt de områder, hvor regionen erkender lange ventetider. Her afsættes 8,2 mio. kr. blandt andet til, at 200 patienter kan få bøjlebehandling før og efter operation hos privatpraktiserende bøjletandlæger – et forsøg på at forkorte samlede forløb og aflaste Rigshospitalet.
” Forløbene hos bøjletandlæge vil blive påbegyndt i 2025, og varer frem til patienterne er opereret,” lover formand for Sundhedsudvalget Christoffer Buster Reinhardt (C).



