Skip to main content

Et højt arbejdspres, konstante afbrydelser og ustruktureret opgavestyring præger hverdagen i mange danske akutmodtagelser. Nu dokumenterer et forskningsprojekt, at en relativt enkel digital løsning kan gøre en målbar forskel – dog især for de medarbejdere, der står midt i koordineringen.

Studiet er gennemført i Akutmodtagelsen på Aalborg Universitetshospital og tidligere publiceret i Dansk Tidsskrift for Akutmedicin. Her er effekten af en mobilapp til koordinering af patientflow blevet målt i klinisk drift.

Ifølge interne observationer i afdelingen blev koordinerende læger i enkelte tilfælde afbrudt op til 184 og 214 gange i løbet af en enkelt 9-timers vagt – et arbejdspres, der kan have alvorlige konsekvenser.

”Højt arbejdspres i akutmodtagelsen medfører kognitiv overbelastning og stress hos sundhedspersonalet. Det øger risikoen for koncentrationssvigt, fejl i kliniske vurderinger og kan i sidste ende få betydning for patientsikkerheden,” siger Anne Lund Krarup i en pressemeddelelse.

Hun er til daglig overlæge og klinisk lektor ved Aalborg Universitetshospital og en af forskerne bag studiet.

Bedre arbejdsmiljø – men ikke for alle

Aalborg Universitetshospital deltog derfor i udvikling og test af workflow-appen Clinical Tasking, der digitaliserer opgavefordeling, konferering, triagering og overdragelse af patienter. I stedet for mundtlige beskeder og telefonopkald oprettes og fordeles opgaver digitalt, så hele teamet kan følge med.

Resultaterne viser, at appen især har haft effekt dér, hvor presset er størst:

  • Koordinatorers oplevede arbejdsmiljø steg fra 38 til 70 på en skala fra 0–100
  • 53 procent af koordinatorerne oplevede bedre håndtering af travlhed
  • 71 procent ønskede at beholde løsningen efter forsøget

Blandt ikke-koordinerende medarbejdere var effekten mere begrænset, men her steg oplevelsen af kontakten med patienterne fra 38 til 60.

Dermed peger resultaterne på en vigtig pointe i den digitale udvikling af sundhedsvæsenet: Én løsning løfter ikke hele organisationen ens – men kan målrettet aflaste de funktioner, der er mest belastede.

Dokumenteret effekt med enkel løsning

Ifølge forskerne bag projektet er det netop det målrettede greb, der gør resultaterne interessante.

”Vi har dokumenteret en tydelig forbedring i arbejdsmiljøet med en relativt enkel løsning. Vi fik mere struktur, overblik og fokus til opgaverne, og det kunne måles direkte på arbejdsglæden blandt medarbejderne,” fortæller Anne Lund Krarup.

Forskerne vurderer, at løsningen har potentiale i andre hospitalsafdelinger med tilsvarende arbejdsgange – særligt i en tid, hvor presset på sundhedsvæsenet forventes at vokse yderligere.

Workflow-appen Clinical Tasking er udviklet i samarbejde med softwarevirksomheden Systematic A/S som led i et innovationsfondsprojekt gennemført af Aarhus og Aalborg Universitetshospitaler i samarbejde med Aarhus Universitet.

Vil du læse resten af artiklen?

Prøv Regional-Indsigt gratis i 4 uger

Få adgang med det samme - ingen binding - ingen kreditkort 4 ugers gratis prøveperiode

Log ind