Region Midtjylland vil lukke døgninstitutionen Ulfborghus i Ulfborg. Forslaget sendes nu i høring og skal behandles politisk senere på vinteren.
Dermed kan regionen for anden gang på under syv år ende med at lukke et specialiseret tilbud på samme matrikel med nogle af de samme udfordringer.
Ifølge en pressemeddelelse fra regionen skyldes lukningsforslaget en samlet vurdering af vedvarende faglige, organisatoriske og økonomiske problemer, som ikke vurderes mulige at løse inden for de eksisterende rammer.
Skærpet tilsyn og gentagen faglig kritik
Ulfborghus blev i sommers sat under skærpet tilsyn af Socialtilsyn Midt, som konkluderede, at tilbuddet samlet set ikke leverede den fornødne kvalitet. Kritikken handlede ikke alene om bygningerne, men i høj grad om den pædagogiske praksis og den faglige kultur i hverdagen
Socialtilsynet pegede blandt andet på:
- En hård tone og manglende anerkendende kommunikation over for børnene
- Gentagne og mange magtanvendelser, som vurderes at påvirke børnenes trivsel negativt
- Manglende forebyggelse af konflikter og utilstrækkelig læring af tidligere hændelser
- Utilstrækkelig viden om reglerne for magtanvendelse
- Et arbejdsmiljø præget af højt sygefravær og brug af ikke-fastansatte, som udfordrer kontinuiteten i den pædagogiske indsats
Tilsynet vurderede samtidig, at der var tale om gentagne kvalitetsmangler, som rækker flere år tilbage, og som tilbuddet ikke i tilstrækkelig grad havde formået at rette op på.
Forbedringer – men grundproblemerne består
I december fik regionspolitikerne en opfølgningsrapport, som beskrev en række forbedringer og igangsatte tiltag. Regionen havde blandt andet iværksat kompetenceforløb for medarbejderne med fokus på konfliktnedtrapning, anerkendende kommunikation og lovgivning om magtanvendelse. Der var også styrket ledelsesmæssig opfølgning og øget fokus på inddragelse af børn og unge.
Ifølge regionen ændrer disse tiltag dog ikke ved, at de grundlæggende problemer fortsat er til stede.
“Medarbejderne har gjort en stor indsats for at få hverdagen til at fungere, men vi må erkende, at de grundlæggende problemer ikke kan løses inden for de rammer, Ulfborghus har i dag. Derfor foreslår vi at lukke tilbuddet,” siger socialdirektør Ann-Britt Wetche i pressemeddelelsen.
Økonomi og belægning presser tilbuddet
Ulfborghus er godkendt til 12 pladser, men bygningens indretning betyder, at der reelt kun er plads til syv børn. I dag bor der fem børn på tilbuddet, og ét barn flytter i løbet af januar.
Det lave børnetal betyder, at de faste udgifter ikke kan dækkes. Regionen oplyser, at Ulfborghus har haft underskud i flere år, uden at der er en realistisk mulighed for at bringe økonomien i balance.
Hvis lukningen vedtages, vil de resterende børn få tilbudt andre løsninger i samarbejde med hjemkommuner og pårørende. Regionen understreger, at ingen børn flyttes, før der er fundet individuelle løsninger, der passer til det enkelte barn.
Historien gentager sig
Lukningsforslaget vækker opsigt, fordi det ikke er første gang, at Region Midtjylland står i denne situation på netop denne adresse.
I 2018 lukkede regionen et andet regionalt døgn- og specialtilbud på samme matrikel efter alvorlig kritik fra Socialtilsynet. Også dengang handlede kritikken blandt andet om magtanvendelser, konflikter, ledelse og en hård tone over for børnene – forhold, som ifølge Socialtilsyn Midt igen har været centrale i vurderingen af Ulfborghus
I efteråret 2025 blev regionen konfronteret med, at kritikpunkterne lignede dem, der også knyttede sig til det tidligere tilbud på samme adresse.
Her svarede administrationsleder Merete Bjerremann Petersen Dagbladet Holstebro/Struer:
“Jeg forstår godt sammenligningen med den tidligere sag. Som organisation må vi erkende, at vi ikke har været gode nok til at sikre, at erfaringerne fra dengang satte sig dybt nok i organisationen. Det tager vi ansvar for – og vi handler nu med et stærkere fokus på ledelse, læring og kultur, så historien ikke gentager sig.”
Medarbejdere berøres
Ulfborghus har omkring 33 fastansatte medarbejdere inklusive ledelse. En lukning vil medføre opsigelser, men regionen oplyser, at man vil forsøge at hjælpe så mange medarbejdere som muligt videre til andre stillinger.
Forslaget om at lukke Ulfborghus sendes nu i høring. Regionsrådet forventes at træffe endelig beslutning på sit møde den 25. februar 2026.



