Den faglige voldgift om deltidsansattes merarbejde er en af de mest principielle arbejdsretlige afgørelser på det offentlige område i mange år. Kendelsen slår fast, at de gældende overenskomstregler strider mod EU-retten, og at deltidsansatte ikke må stilles ringere end fuldtidsansatte ved ekstra timer. – De skal takseres som “overarbejde”.
Befinder man sig uden for det offentlige overenskomstområde kan begrebet “merarbejde” lyde underligt, men i bl.a. den offentlige social- og sundhedssektor er merarbejde en del af den “billige” lim der har holdt sektoren sammen, når der manglede hænder ved fx sygdom.
De deltidsansatte på fx. 30 timer har ganske enkelt ageret billig buffer-vikar for arbejdsgiverne (regionerne), fordi de først har skullet honoreres med overarbejdsbetaling efter 37 timer. – Den leg er slut nu.
Fagbevægelsen fik nemlig medhold i en voldgiftssag, man indledte i 2024. Sagen blev rejst efter en EU-dom i 2024 (Dialyse-dommen), som ændrede forståelsen af deltidsdirektivet.
Læs også: Kendelse kan udløse millionkrav i den helt store klasse
Men hvis man ser på reaktionerne blandt aktørerne, ligner det ikke en klassisk sejrssag. Der er ingen, der står i kø for at kræve penge. Ingen, der taler om historisk oprejsning. Og fra arbejdsgiversiden – regionerne – er der næsten stille, da vi henvender os. – Det vender vi tilbage til.
En klar faglig sejr
Forhandlingsfællesskabet lægger ikke skjul på i en pressemeddelelse, at kendelsen ændrer spillereglerne. Formanden Mona Striib, der også er Forbundsformand for FOA konstaterer, at:
“Der som udgangspunkt ikke må være forskel mellem offentligt ansatte på deltid og fuldtid, når de skal aflønnes for timer ud over deres normale arbejdstid.”
Samtidig understreger hun, at opgaven nu bliver omfattende: “Det bliver lidt af et hovedbrud … det er faktisk en kompleks størrelse.”
Og hun peger på, at der kan ligge krav tilbage i tid for mange ansatte:
“Det er helt åbenlyst en rigtig stor opgave, det drejer sig om virkelig mange mennesker.”
Også Dansk Sygeplejeråd taler om en afklaring snarere end en sejr:
“Jeg er også glad for, at der nu er kommet en afklaring … Nu skal vi sammen finde ud af, hvordan vi håndterer den nye situation,” siger Dansk Sygeplejeråds forkvinde, Dorthe Boe Danbjørg i en pressemeddelelse.
Her lægger hun også vægt på at det har været et fælles ønske fra fagforeninger og arbejdsgiverne at få vurderet de overenskomster, man i fællesskab har indgået.
FOA: Penge til gode – men praktisk fokus
I FOA’s fagblad lyder det mere direkte, at medlemmer kan have penge til gode:
“Tusindvis af deltidsansatte kan have penge til gode.”
Her vurderes det, at efterbetalingen sandsynligvis kan række op til fem år tilbage.
Men også her er fokus ikke på konflikt, men på registrering af krav og praktisk håndtering.
Regionerne: Afventende svar
Regional-Indsigt har kontaktet Danske Regioner, for at få svar på en række spørgsmål om bl.a. hvilket skøn regionerne har over, hvad kendelsen kan komme til at koste?
Men også her er signalerne meget afdæmpede:
”Afgørelsen er kommet under de igangværende overenskomstforhandlinger. Vi vil læse afgørelsen grundigt igennem og derefter,” skriver Danske Regioner i et svar til os.
Der er:
- ingen vurdering af økonomiske konsekvenser
- ingen kritik af afgørelsen
- ingen politiske signaler om finansiering
Det er et klassisk, teknokratisk svar – og bemærkelsesværdigt i en sag, der potentielt kan koste trecifrede millionbeløb alene for regionerne.
Den fælles erkendelse: Regningen kan blive stor
Den afdæmpede tone peger på en fælles realitet:
- Kendelsen falder midt i overenskomstforhandlingerne.
- Den kan få betydelige økonomiske konsekvenser.
- Og ingen kender endnu den endelige regning.
Fagbevægelsen taler om, “hovedbrud”, “kompleks størrelse” og en “rigtig stor opgave”, hvor arbejdsgiverne taler om at læse kendelsen og drøfte håndteringen.
Det ligner ikke en konflikt, men en fælles erkendelse af, at det her er en nød, der skal knækkes i fællesskab – og at den kan vise sig at være dyr.
En sejr uden jubel
Formelt set vandt fagbevægelsen sagen.
Formelt set tabte arbejdsgiverne – og dermed også regionerne.
Men reaktionsmønstret ligner ikke en klassisk arbejdsmarkedssejr.
Det ligner mere en situation, hvor begge parter:
- har fået en juridisk realitet på bordet
- og nu står over for en økonomisk og forhandlingsmæssig udfordring, som ingen har interesse i at puste op.
En sejr uden jubel. – Et nederlag uden protester – Og en regning, som endnu ikke er gjort op, samlet set står vi med en voldgift uden strukturelle vindere.
