Der var både symbolik og selvtillid, da Anders Kühnau torsdag holdt sin formandstale for Danske Regioner til en fyldt sal af delegerede ved årets politiske topmøde.
Billedligt ramte det jeres udsendte, at en socialdemokratisk formand med et bagtæppe, der mindede om en asiatisk solnedgang, holdt sin sidste tale til det regionale folk. (Se fotografiet)
På præcis 20-årsdagen for regionernes etablering lagde han vægt på én hovedfortælling: At regionerne har leveret.
“Vi har i dén grad været i vælten undervejs, men i dag – 20 år senere – kan vi sige: Det lykkedes,” lød det fra talerstolen.
Det er ikke bare en historisk markering – det er et politisk eftermæle. Kühnau tegner et billede af et sundhedsvæsen, der er løftet markant siden 2006: flere patienter, højere kvalitet og international anerkendelse .
Men vigtigere: Han insisterer på, at regionerne stadig er relevante – også i en tid, hvor deres rolle igen har været til debat.
“Vi har vendt udviklingen” – men kun lige
Den anden centrale akse i talen er fortællingen om krise og genopretning.
Anders Kühnau peger direkte på, at regionerne overtog et presset sundhedsvæsen efter corona og strejker – men at udviklingen nu er vendt:
“Ventetiderne til behandling af fysiske sygdomme er nu tilbage på samme niveau som før coronapandemien.”
Og det er ikke staten eller reformer, der får æren – men medarbejderne:
“Tusind tak til jer! I er kernen – grundstoffet – i god behandling.”
Det er klassisk socialdemokratisk framing: systemet virker, når det offentlige får ro, investeringer og medarbejdere.
Men under overfladen ligger også en erkendelse: Det her er kun stabilisering – ikke løsningen på de strukturelle problemer.
Fra politisk kamp til implementeringsmaskine
Hvis man læser talen som et politisk testamente, er det især ét sted, Kühnau sætter en tyk streg: Reformen er vedtaget – men arbejdet begynder først nu.
“Vi er langt fra færdige.”
Han fremhæver især tre ting:
- Sundhedsrådene som det nye politiske omdrejningspunkt
- Opgaveflytning og integration (psykiatri/somatik)
- Ambitionen om mere nærhed og mindre ulighed
Og så den måske vigtigste pointe:
“Vi sidder ikke i sundhedsrådene med en regionskasket eller en kommunekasket.”
Det er i praksis et forsøg på at afpolitisere den kommende og til en vis grad allerede pågående magtkamp mellem regioner og kommuner.
Men netop her ligger også spændingen: For mens Kühnau taler om fællesskab, ved alle i rummet, at implementeringen bliver konfliktfyldt.
Den blinde plet: Praksissektoren og lægedækningen
En af de mere interessante – og mindre kommunikerede – pointer i talen er kritikken af reformens blinde vinkel: Praksisområdet.
Kühnau peger mere eller mindre direkte på, at reformen ikke i tilstrækkelig grad får hele det nære sundhedsvæsen med:
- fysioterapeuter
- psykologer
- tandlæger
- øvrige praksisaktører
Samtidig adresserer han en af de mest politisk sprængfarlige udfordringer: Der er færrest læger dér, hvor der er flest syge
Det er en direkte invitation til kommende politiske konflikter – og et område, hvor den nye formand kommer til at få sin sag for og stå i krydspres.
Systemskifte uden dramatik: Fra S til V
Og så til det politiske lag. For selv om talen i sig selv er afdæmpet, er sceneskiftet alt andet end det.
Efter 20 år med socialdemokratiske formænd (Bent Hansen og Anders Kühnau) overtager Venstres Mads Duedahl.
Det sker:
- få dage efter et folketingsvalg
- efter et stort Venstre-tilbagefald på Sjælland
- og med en formand fra Nordjylland
Det ligner næsten et geografisk og politisk skifte i én bevægelse:
Fra øst til vest. – Fra S til V. – Fra opbygning til implementering.
Anders Kühnau selv sætter scenen i sin afsked: “Nu indtager du cockpittet i førerflyet.”
Det er ikke bare en høflighed – det er en klar markering af, at næste fase kræver meget mere styring, ikke så mange visioner.
Regional-Indsigts take på talen
Anders Kühnaus tale kan læses som et forsøg på at skrive én fortælling fast:
- Regionerne virker
- Reformen er rigtig
- Systemet er stabiliseret
Men samtidig efterlader han en række åbne fronter:
- Lægedækning og geografisk ulighed
- Praksissektorens rolle
- Psykiatriens kapacitet
- Magtbalancen i sundhedsrådene
Og vigtigst: Implementeringen.
For det er her, Mads Duedahl tager over. Ikke i en opbygningsfase – men i noget der kunne minde om en situation, hvor man lægger skinnerne samtidig med at man tester sporet.
Hvor spørgsmålet ikke længere er, om regionerne kan levere, men om de kan holde sammen på et system i forandring.
