Når de første kronikerpakker træder i kraft den 1. januar 2027, får patienter med KOL nye rettigheder til behandling og forebyggelse. Men i Nordjylland viser sundhedsprofilen, hvor sammensat en patientgruppe de nye pakkeforløb skal fungere for.

Hele 56 procent af nordjyderne med KOL har også andre sygdomme, viser Region Nordjyllands opdaterede sygdomsspecifikke sundhedsprofil, som blev offentliggjort i september. Samtidig har 89 procent af KOL-patienterne været hos en praktiserende læge inden for det seneste år mod 66 procent af befolkningen generelt.

Det er dermed en patientgruppe, hvor mange allerede har omfattende kontakt med sundhedsvæsenet, og hvor behandlingen ofte skal tage højde for flere sygdomme på samme tid.

Netop derfor rejser de kommende kronikerpakker et spørgsmål: Hvad bliver egentlig anderledes for patienterne, når de praktiserende læger fremover skal have en central rolle i at koordinere deres behandling?

Det spørgsmål optager Dinah Høngaard, der er forkvinde for PLO-Nordjylland og praktiserende læge i Hjørring.

”Vi ved ikke, hvad der er i pakken. Vi ved ikke, hvad det er for en koordinering, vi skal lave i forbindelse med pakkerne. Det man også skal huske er, at vi praktiserende læger jo allerede nu har behandlingsansvaret for rigtig mange patienter med kroniske sygdomme. Når patienterne kommer til deres planlagte kontroller, aftaler vi den videre behandling og prioritering af behandlingen i samarbejde med patienten,” siger hun.

Nye rettigheder – men også velkendte tilbud

Med kronikerpakken får patienter med KOL ret til en personlig behandlingsplan hos egen læge inden for 30 kalenderdage efter diagnosen. De får desuden ret til opstart af relevante forebyggelsestilbud inden for 21 kalenderdage efter henvisning, når lægen vurderer, at der er behov for det.

Det kan eksempelvis være rygestop, fysisk træning, kostvejledning eller rehabilitering. Formålet er at skabe mere sammenhængende patientforløb og sikre, at den enkelte patient får den nødvendige støtte og behandling.

Men ifølge Dinah Høngaard er en række af de indsatser, som kronikerpakken skal samle, allerede en del af de praktiserende lægers arbejde.

“Hvis vi forestiller os, at pakken for KOL, handler om, at man skal tilbydes henvisning til kommunens sundhedscenter i forhold til rygestop, og man skal anbefales at opstarte noget fysisk træning, at de evt. skal opstarte noget medicin og henvises til noget rehabilitering, så er det jo det samme, som vi gør nu.”

Dinah Høngaard håber, at kronikerpakken kan give patienterne et bedre overblik og tilpasses deres individuelle behov. Men hun er samtidig bekymret for, om faste tidsfrister og standardiserede tilbud risikerer at presse patienterne.

”Jeg kan godt tænke, at hvis en patient kommer ned til mig og får konstateret KOL, og så skal henvises til rygestop, rehabilitering og samtidig starte medicin op, så bliver det meget skal, skal, skal for patienten. Jeg kan godt være nervøs for, fordi når der bliver lagt en eller anden tidsfrist ned over patienten med kronikerpakken, så kan patienten føle sig lidt overrumplet,” siger hun.

Fagligt selskab advarer mod pakkeforløb

Bekymringen for, om standardiserede pakkeforløb altid er den rigtige løsning for patienter med kroniske sygdomme, findes også hos Dansk Selskab for Almen Medicin, DSAM. I et nyhedsbrev fra 28. oktober, der omtaler selskabets høringssvar om pakkeforløb for lænderygsmerter, rejser DSAM en mere principiel kritik af diagnosespecifikke pakkeforløb.

“DSAM ønsker en styrket omsorg for patienter med kronisk sygdom, men mener ikke, at pakkerne er den rigtige løsning. DSAM har ikke kunnet finde evidens for, at diagnosespecifikke pakkeforløb for mennesker med kronisk sygdom giver bedre behandling. Tværtimod ser DSAM en risiko for, at pakkeforløb kan fjerne opmærksomheden fra andre sygdomme og patienter.”

Selskabet peger samtidig på risikoen for, at flere krav ikke nødvendigvis fører til bedre behandling.

”Vi er desuden bekymrede for, at standardiserede pakkeforløb, faste tidsfrister og nye dokumentationskrav kan føre til unødvendige kontakter, øget behandlingsbyrde og mindre tid til de patienter, der har størst behov.”

Digitale løsninger møder patienter med begrænsede kompetencer

En anden udfordring fremgår af Region Nordjyllands sundhedsprofil. På ti ud af 11 spørgsmål om digitale sundhedskompetencer svarer borgere med KOL mindre positivt end nordjyderne generelt.

Det er relevant, fordi digitale løsninger skal være med til at understøtte kronikerpakkerne og samarbejdet mellem de forskellige dele af sundhedsvæsenet. Dinah Høngaard efterlyser derfor mere konkret information om, hvordan den digitale understøttelse kommer til at fungere i praksis.

“Vi mangler oplysning om den digitale understøttelse. Hvad gør man med dem, der ikke kan finde ud af at bruge det digitale?” spørger hun og uddyber:

”Hvordan kommer det rent teknisk til at se ud – er der en app, et link eller en hjemmeside, man kan logge sig på?”

Hun peger samtidig på erfaringerne med de digitale forløbsplaner, som praktiserende læger allerede anvender til patienter med blandt andet KOL og type 2-diabetes.

Planerne kan tilgås af patienterne, men hendes erfaring er, at patienterne ikke i særlig høj grad benytter sig af muligheden. Til gengæld fungerer planerne som et redskab for lægerne og deres personale til at bevare overblikket over behandlingen.

Regionen: Digitale kompetencer er ikke en forudsætning

Region Nordjylland oplyser i et skriftligt svar til Regional-Indsigt, at de digitale løsninger blandt andet skal understøtte almen praksis’ koordinerende rolle, arbejdet med fælles behandlingsplaner og samarbejdet mellem sektorerne. Regionen understreger samtidig, at patienterne ikke skal være afhængige af digitale kompetencer for at få hjælp.

”Patienter med begrænsede digitale kompetencer vil ikke være afhængige af digitale løsninger for at modtage støtte, vejledning og opfølgning som en del af deres forløb.”

I et supplerende svar oplyser regionen, at borgerne som led i kronikerpakkerne skal gennem en indledende vurdering ved hjælp af et såkaldt PRO-skema, som kan udfyldes både digitalt og på papir. Vurderingen skal blandt andet omfatte patienternes digitale sundhedskompetencer og være med til at afgøre, hvor meget støtte den enkelte patient har behov for.

Regionen oplyser desuden, at behandlingsplanen skal udarbejdes i samarbejde mellem patienten og den praktiserende læge, som også skal orientere patienten om planen.

Dermed beskriver regionen, hvordan der skal tages højde for patienternes forskellige forudsætninger. Men svaret afklarer ikke, hvordan de konkrete digitale løsninger kommer til at fungere i lægernes og patienternes hverdag.

Hvem skal samle behandlingen?

Spørgsmålet om sammenhæng bliver særligt relevant for de mange KOL-patienter, der også lever med andre sygdomme.

Region Nordjylland oplyser, at det almenmedicinske tilbud får det samlede ansvar for koordinering og opfølgning på patientens forløb, også hvis patienten bliver omfattet af flere kronikerpakker.

Målet er, at patienterne skal opleve ét sammenhængende forløb frem for flere parallelle forløb, og at indsatsen skal koordineres på tværs af pakkerne.

Men for Dinah Høngaard er koordinering af patienter med flere sygdomme allerede en velkendt del af hverdagen i almen praksis.

”At patienten kan fejle mange ting, er allerede en ret stor del af min hverdag. Som det er i dag, koordinerer vi som praktiserende læger allerede behandlingen omkring patienter, også patienter, der kan fejle flere sygdomme,” siger Dinah Høngaard.

De kommende kronikerpakker skal således skabe mere sammenhæng og tydeligere rettigheder for patienterne. Men spørgsmålet om, hvordan de nye rammer konkret skal forbedre det arbejde, som allerede foregår i almen praksis, står fortsat centralt for de læger, der skal omsætte reformen til hverdag.

Vil du læse resten af artiklen?

Prøv Regional-Indsigt gratis i tre uger

Få adgang med det samme - ingen binding - ingen kreditkort 3 ugers gratis prøveperiode

Log ind