Dansk Industri (DI) og Medicoindustrien tager i et fælles debatindlæg skarpt afstand fra regionernes nuværende indkøbsstrategi, der ifølge dem gør det “umuligt at investere i fremtidens sundhedsvæsen”.
“Vi kan ikke blive ved med at spare os ud af sundhedsvæsenets udfordringer,” lyder det fra de to organisationer i et indlæg i Sundhedsmonitor, som peger på, at regionernes krav om årlige besparelser på mindst 200 millioner kroner på indkøb af udstyr, teknologi og digitale løsninger direkte modarbejder sundhedsreformen.
Ifølge Peder Søgaard-Pedersen, branchedirektør i DI og, Mads Koch Hansen, direktør i Medicoindustrien bliver regionernes indkøbsafdelinger i dag målt på, hvor meget de sparer – ikke på, hvor meget værdi eller innovation de skaber.
Behov for et paradigmeskifte
Det betyder, at kortsigtede effektiviseringskrav trumfer de politiske mål om digitalisering, hjemmebehandling og brug af kunstig intelligens.
“Man får ikke flere og bedre teknologiske sundhedsløsninger ved at reducere budgettet til indkøb af dem,” skriver de og opfordrer til et paradigmeskifte, når regionernes nuværende indkøbsstrategi udløber ved årsskiftet.
Organisationerne foreslår i stedet at styre efter konkrete resultater – eksempelvis Life Science-Rådets mål om at frigøre 10.000 årsværk hos sundhedspersonalet – frem for rene besparelsesmål.
“Uden et kursskifte i indkøbsstrategien bliver implementeringen af sundhedsreformen og omstillingen af sundhedsvæsenet en langt større og mere udfordrende opgave,” advarer de.