Hvad optager egentlig regionerne i 2026? – Svaret er ikke nødvendigvis hospitaler.
Når Danske Regioner samler politikere, fagfolk og organisationer til omkring 30 debatter over tre dage på Folkemødet, er det slående, hvor lidt plads der bruges på supersygehuse, operationskapacitet og ventelister.
I stedet kredser programmet om psykiatri, mistrivsel, sociale tilbud, lægedækning, forebyggelse og prioritering.
Det er emner, der har én ting til fælles: De ligger et sted mellem kommunerne og hospitalerne. – Nogle vil endda, sige at “det nære sundhedsvæsen”, har taget regionernes dagsorden på Folkemødet og det kan godt være et signal om et tovtrækkeri med kommunerne.
Programmet afslører en ny fortælling
Folkemødeprogrammer bliver sjældent til ved tilfældigheder. De afspejler de dagsordener, organisationer ønsker at sætte, og de problemer de forventer vil præge de kommende år.
Derfor er det bemærkelsesværdigt, at regionerne ikke primært bruger deres største scene på at diskutere sygehusdrift.
I stedet finder man debatter som:
- Hvad nu hvis vi byggede psykiatrien forfra?
- Hvad kan en Congosnegl, som en psykiater ikke kan?
- Skolevægring: Hvordan hjælper vi børnene tilbage?
- Et styrket specialiseret socialområde
- 3x beliggenhed – findes lykken og lægen på landet?
- Prioritering af medicin: Når der ikke er råd til alt
Ingen af disse emner kan løses af hospitalerne alene. Ingen af dem kan heller løses af kommunerne alene.
Psykiatrien binder det hele sammen
Hvis der er én rød tråd gennem programmet, er det psykiatrien. Den dukker op direkte i flere debatter, men også indirekte gennem emner som skolefravær, mistrivsel, sociale tilbud og udsatte børn.
Det er næppe tilfældigt. Psykiatrien er blevet det område, hvor grænserne mellem sundhedsområdet og socialområdet er mindst tydelige.
Her mødes regionernes behandlingsansvar med kommunernes sociale ansvar. Og netop derfor er psykiatrien blevet et af de steder, hvor spørgsmålet om organisering fylder mest.
Socialområdet banker på døren
Et af de mest interessante programpunkter er debatten om det specialiserede socialområde.
For samtidig med at regionerne sætter emnet på scenen i Allinge, er der begyndt at opstå nye diskussioner om organiseringen af de mest specialiserede sociale indsatser.
I den nye regeringsperiode ventes debatten om ansvar, kapacitet og specialisering at fortsætte.
For her agter regeringen at gennemføre specialeplaner på den komplekse del af det højt specialiserede socialområde. Der står direkte i regeringsgrundlaget:
“Som en del af arbejdet med specialeplanlægningen flyttes ansvaret for de pågældende målgrupper fra kommunerne til regionerne, hvor opgaverne varetages af de nye sundhedsråd. Endvidere belyses, om opgaver inden for social- og handicapområdet også med fordel kan placeres i regionerne og sundhedsrådene.”
Flere af de udfordringer, der præger handicapområdet, socialpsykiatrien og de mest komplekse borgerforløb, handler netop om, hvorvidt opgaverne er blevet for specialiserede til at blive løftet hver for sig i 98 kommuner.
Derfor kan regionernes interesse for området læses som mere end blot faglig interesse. Det kan også være et signal om, hvor de helt klart ser deres fremtidige rolle.
Læger, der ikke findes
Det samme gælder lægedækningen. Debatten om læger uden for de største byer handler i virkeligheden om meget mere end rekruttering.
Den handler om sundhedsreformens største udfordring. For hvis borgerne ikke kan møde en læge tæt på deres bopæl, bliver ambitionerne om nærhed, forebyggelse og behandling tættere på borgerne vanskelige at realisere.
Lægedækning er derfor blevet et spørgsmål om hele sammenhængen mellem regioner, kommuner og almen praksis.
Prioritering er blevet en del af virkeligheden
Også debatten om medicinprioritering fortæller noget om regionernes aktuelle selvforståelse. For få år siden handlede debatterne ofte om nye behandlinger og flere muligheder.
Nu handler de også om valg og fravalg. Om hvordan ressourcerne anvendes bedst. Og om hvordan man forklarer borgerne, at der ikke nødvendigvis er råd til alt.
Det er ikke længere en teknisk diskussion. Det er blevet en politisk kerneopgave.
Mellem kommunerne og hospitalerne
Når man lægger de mange programpunkter oven på hinanden, tegner der sig et mønster.
Regionerne taler mindre om mursten og mere om sammenhæng. Mindre om afdelinger og mere om borgerforløb. Mindre om sygehuse og mere om de områder, hvor forskellige dele af velfærdssamfundet mødes.
Måske er det den vigtigste fortælling i Danske Regioners telt.
For mens sundhedsreformen ændrer sundhedsvæsenet, og en ny regering gør klar til nye reformdiskussioner, ser regionerne ud til at placere sig dér, hvor de største velfærdsudfordringer opstår.
Ikke hos kommunerne. – Ikke på hospitalerne. – Men i det voksende felt mellem dem.
