Der gik mere end et år fra den amerikanske softwarevirksomhed Progress Software Corporation anlagde sag mod Region Syddanmark, til regionsrådet modtog en generel skriftlig orientering om sagen.

Det oplyser Region Syddanmark til Regional Indsigt efter Sø- og Handelsrettens dom i den omfattende strid om regionens brug af it-programmet Chef Infra.

Læs også: Region dømt i endnu en it-sag 

Progress anlagde sagen den 14. maj 2025, fordi de efter et længere forløb oplevede at regionen brugte deres produkt uden at betale. Ifølge regionens svar blev regionsrådet skriftligt orienteret den 19. maj 2026. På det tidspunkt krævede Progress, at regionen skulle betale op til 595.750 dollar for sin anvendelse af softwaren.

Regionen oplyser samtidig til Regional-Indsigt, at politikerne blev orienteret om sagsanlægget “som en del af det løbende arbejde med sagen”. 

Brevet blev betragtet som drift

Progress havde allerede den 18. januar 2024 sendt et formelt brev til Region Syddanmark om den manglende licens.

Brevet blev ikke forelagt regionspolitikerne.

“Det formelle brev af 18. januar 2024 blev ikke forelagt politikerne, da det blev vurderet som en driftsmæssig sag på daværende tidspunkt,” oplyser Region Syddanmark i sit skriftlige svar til Regional-Indsigt.

Senere samme måned uddybede Progress licenskravet. Regionen oplyste på dette tidspunkt, at Chef blev anvendt på 2.382 såkaldte noder og to Chef-servere. Her afviste regionens kontraktstyring kravet, men meddelte samtidig leverandøren, at regionen ville være ude af systemet ved udgangen af februar 2024.

En intern ændringssag fra den 14. februar 2024 angav, at Chef-klienten skulle fjernes, “da vi bryder licensen”, fremgår det af domsmaterialet.

Regionens nye svar viser, at alle servere allerede den 15. februar var migreret fra Chef-serveren til erstatningsproduktet Cinc. Den 22. februar var Chef-klientfilerne ifølge regionen fjernet fra samtlige servere. Dermed oplyser regionen nu for første gang de præcise datoer for udfasningen.

Ingen politisk dagsordenssag

Licensstriden blev aldrig behandlet som et lukket dagsordenspunkt i regionsrådet, forretningsudvalget eller et politisk udvalg. Det forklarer, hvorfor Regional Indsigts søgning i de offentlige dagsordener og referater ikke har afdækket en politisk sag om Progress.

Det betyder imidlertid også, at den generelle skriftlige orientering den 19. maj 2026, må formodes at være den eneste.

Regionens svar afklarer ikke, hvorfor regionsrådet først modtog denne orientering et år efter sagsanlægget. Det fremgår heller ikke, om regionsrådsformanden, forretningsudvalget eller enkelte andre politikere kendte sagen tidligere via en mundtlig orientering.

Advokater kostede 440.296 kroner

Sø- og Handelsretten dømte den 14. august 2026 Region Syddanmark til at betale 242.500 dollar til Progress. Beløbet skal tillægges procesrente fra sagsanlægget den 14. maj 2025. Regionen blev desuden pålagt at betale 393.250 kr. i sagsomkostninger til Progress.

Regionen oplyser nu, at dens egne advokater har kostet yderligere 440.296 kr. eksklusive moms. Udgifterne er fordelt over 2024, 2025 og 2026.

De oplyste danske omkostningsposter udgør dermed tilsammen 833.546 kr. Dertil kommer domsbeløbet på 242.500 dollar og procesrenterne. Ialt omkring 2,5 mio. kr. og heri er ikke indregnet internt ressourceforbrug.

Regionen har endnu ikke besluttet, om dommen skal ankes.

Ingen hensættelse i regnskaberne

Vi har spurgt til om Region Syddanmark hensatte penge til sagen i årsregnskaberne for 2024 eller 2025, men er ikke sket og sagen blev heller ikke omtalt som en særskilt eventualforpligtelse. I stedet blev der reserveret penge inden for Regional IT’s eget budget.

“Der blev reserveret midler til potentialet for erstatning i Regional IT’s budget, da det oprindeligt blev vurderet, at eventuelle omkostninger i denne sag ville kunne håndteres inden for enhedens eksisterende budgetramme,” oplyser regionen.

Ifølge svaret fremgik reservationen ikke af regionens overordnede årsregnskab, fordi den udgjorde en mindre del af en underliggende enheds budget.

Regionen oplyser ikke, hvor stort et beløb Regional IT reserverede, eller hvornår reservationen blev foretaget. Dermed kan det heller ikke vurderes, om den interne reservation dækkede det oprindelige krav, den nu idømte betaling eller et mindre forventet tab.

Nye kontroller efter dommen

Regionen oplyser, at sagen har ført til skærpede procedurer for kontrol med softwarelicenser.

Regional IT gennemfører nu faste halvårlige gennemgange af produkterne i regionens it-infrastruktur med særligt fokus på licensbetingelser. Ledelsen undersøger desuden behovet for yderligere kontrolforanstaltninger.

Det er endnu ikke oplyst, hvor bredt gennemgangen omfatter open source-komponenter, automatiske opdateringer og software, som er installeret uden en traditionel indkøbs- og kontraktproces.

Vil du læse resten af artiklen?

Prøv Regional-Indsigt gratis i tre uger

Få adgang med det samme - ingen binding - ingen kreditkort 3 ugers gratis prøveperiode

Log ind