Skip to main content

Fra 1. januar 2026 vil regionsrådsformænd være underlagt nye regler i forhold til deres lønvilkår, så de er underlagt samme regler som ministre og folketingsmedlemmer.

Det fremgår af en pressemeddelelse fra Indenrigs- og Sundhedsministeriet.

Med nye regler for eftervederlag, vil regionerne og deres øverste politiske ledere nu møde en ændret økonomisk struktur, når det kommer til aflønning efter deres afgang.

Indtil nu har borgmestre og regionsrådsformænd haft ret til et eftervederlag uafhængigt af, om de efterfølgende tiltræder et nyt job.

Senest i forhold til Heino Knudsen, der fratrådte som regionrådsformand i Region Sjælland i september for at blive Direktør for Danske Håndbold.

Frasagde sig efter pres  

Ordningen har oprindeligt været tænkt som et sikkerhedsnet for at tiltrække dygtige politikere til centrale politiske poster. Men der har også været kritik af systemet, da det i visse tilfælde kunne føre til dobbelt lønkompensation, hvis en fratrådt regionrådsformand fik et nyt, lønnet job.

En af den mere spektakulære sager drejer sig om den tidligere regionrådsformand i Region Syddanmark Carl Holst. Han undrede sig i sommeren ifølge TV2 i 2015 over at han fik kritik for at få eftervederlag fra tiden som regionsrådsformand med, at han modtog ministerløn.

Efter sagen havde kørt i medierne i et par uge, valgte Carl Holst – efter at have modtaget knap 486.000 kroner – at frasige sig resten af vederlaget, hvilket han strengt taget ikke havde behøvet, hvis han havde holdt fast i reglerne.

Et sikkerhedsnet og ikke en dobbelt løn

Indenrigs- og sundhedsminister Sophie Løhde vil nu ca. 9 år senere ændre reglerne for modregning og bortfald af eftervederlag til borgmestre og regionsrådsformænd, så de fremover vil blive modregnet i eftervederlag, hvis de stopper på rådhuset eller regionsgården for at begynde i et nyt job. 

”Borgmestre og regionsrådsformænd varetager vigtige hverv, og derfor skal de også have rimelige vilkår, når de går af. Det er helt afgørende for vores lokaldemokrati. Men det skal være et sikkerhedsnet – og ikke en ’dobbelt-løn’ – og derfor ændrer vi nu reglerne,” siger Sophie Løhde.

Ændringen betyder, at politikerne fra næste valgperiode vil miste enten sit eftervederlag eller blive modregnet, hvis man som borgmester eller regionsrådsformand fortsætter direkte videre i et nyt job. Det svarer grundlæggende til de regler, som i dag gælder for folketingsmedlemmer og ministre, lyder det fra ministeren.

Fortsat uens vilkår

KL’s formand undrer sig dog over, at man ikke har valgt at harmonisere reglerne fuldt ud.

Der vil nemlig stadig være forskel på eftervederlagets størrelse. Borgmestre kan således højest få 12 måneders vederlag, mens folketingsmedlemmer kan få 24 måneder og ministre 36 måneder.

”Når nu man er i gang med at ændre på tingene, så kan det undre, at man ikke har valgt at harmonisere reglerne 100 pct. Borgmestre, folketingspolitikere og ministre er alle fuldtidspolitikere, som lægger krop og sjæl i deres job. Men vi må jo så konstatere, at et folketingsflertal åbenbart synes, at vilkårene skal være dobbelt så gode for folketingspolitikere og tre gange så gode for ministre i forhold til borgmestrene,” siger KL’s formand Martin Damm i en pressekommentar.

Flere politiske hverv omfattes

Som reglerne er i dag, påvirkes en fratrådt borgmesters eller regionsrådsformands ret til eftervederlag ikke, hvis han eller hun indtræder i et nyt, lønnet job eller har andre indtægter. Dog er der ikke ret til nogen form eftervederlag, hvis vedkommende tiltræder som folketingsmedlem, minister, regionsrådsformand eller som borgmester på ny. 

De nye regler betyder, at der indføres modregning af arbejdsindtægter for afgående borgmestre og regionsrådsformænd. I lighed med folketingsmedlemmer vil de dog have ret til et eftervederlagsbeløb uden modregning på 157.564 kr. 

Derudover bortfalder retten til eftervederlag for flere hverv end hidtil. Det gælder f.eks. hvis en borgmester eller regionsrådsformand tiltræder som medlem af Europa-Parlamentet, medlem af Europa-Kommissionen eller som statsrevisor. 

De nye regler træder i kraft fra den 1. januar 2026, og der vil blive fastsat overgangsordninger for borgmestre og regionsrådsformænd, der genvælges.

Vil du læse resten af artiklen?

Prøv Regional-Indsigt gratis i 4 uger

Få adgang med det samme - ingen binding - ingen kreditkort 4 ugers gratis prøveperiode

Log ind