Skip to main content

Regeringen lægger med sit forslag til en sundhedsreform op til et regionalt ansvar for akutsygeplejen. Det mener Danske Regioner er godt nyt for patienterne, men i KL og nær den nuværende praksis er tonen en anden.

Hvis regeringen følger deres plan om at flytte akutsygeplejen fra kommunerne til regionerne, vil det få store konsekvenser for de ældre borgere. Sådan lyder det fra KL og FOA i et fælles opråb. Det fremgår af en artikel i Danske Kommuner

”Jeg er bekymret for, at det her kommer til at gå ud over de mange ældre og syge borgere, der i dag har stor gavn af, at akutsygeplejen er en integreret del af både det nære sundhedsvæsen og ældreplejen,” siger Sisse Marie Welling (SF), der er formand for KL’s sundheds- og ældreudvalg,

Det er egentlig ret enkelt: Uden sygepleje er helhedsplejen ikke længere hel, sådan cirka lyder det fra sektorformand i FOA Tanja Nielsen i et opslag.

”Hvis man flytter akutsygeplejen, er spørgsmålet om der vil være nok sygeplejersker til stede til alle de små tværfaglige teams. Hvis mange sygeplejersker ansættes i regionale enheder, kan de små tværfaglige teams blive klemt på sygeplejebemandingen, og bare blive til små teams,” skriver hun.

Risikere at tabe et reformperspektiv

Tanja Nielsen peger på, at man på ældreområdet har iværksat en omfattende reform med en ny ældrelov, hvor et af de mulige værktøjer er små teams.

”Vi plejer at sige, at man skal kunne sige: Vi ses i morgen, når man siger farvel efter et borgerbesøg. Og det store fremskridt skal vi passe på, at vi ikke taber på gulvet,” konkludere hun.

Hun udfolder dermed det dilemma og den konfliktmulighed, som hele tiden har ligget latent i debatten om ældrereformen:

Hvad nu hvis sygeplejen blev rykket fra kommuner til regioner?

Potentielt ser det ud til, at lige adgang til akutsygepleje og tanken om små teams i hjemmeplejen er klemt mellem de to reformer, med hver deres perspektiver under hver deres minister.

Akutsygepleje en del af ligningen

Men det er ikke kun på organisationsplan, at man mener, at regeringens udspil er galt afmarcheret.

Charlotte Laubek, der er strategisk konsulent i Aalborg Kommunes Ældre- og Handicapforvaltning og har en ph.d. i tværsektorielt forbedringsarbejde, mener der mangler politisk indsigt.

”Politikerne forstår simpelthen ikke, hvad akutsygepleje er. Akutsygeplejen er integreret i hele sygeplejens måde at handle og tænke på. Det er ikke noget enkeltpersoner udfører, så man kan ikke bare sige, at nu tager vi 10 ud af 100 sygeplejersker, og så er akutsygeplejen fjernet. Sådan fungerer det ikke,” siger hun til Kommunal Sundhed.

Hun peger dermed ned i, at når man taler kommunal sygepleje, er akutsygeplejen en rigtig vigtig del af ligningen, som man ikke kan flytte uden konsekvenser.

Lige adgang til akutsygepleje

I de Danske Regioner er perspektivet anderledes.

”Regionerne vil ikke bryde med det, der fungerer godt i nogle kommuner. Men det skal fungere godt for alle danskere,” skriver Anders Kühnau og Mads Duedahl, som er henholdsvis formand og næstformand i Danske Regioner i et debatindlæg.

De er på deres side ude og argumenterer for lige adgang til akutsygepleje og henviser på den led til den problematik, som sundhedsminister Sophie Løhde rejste på pressemødet, hvor regeringens udspil til en sundhedsreform blev fremlagt:

”Vi har brug for, at vi kan levere døgndækket akutsygepleje i hele Danmark. I dag har vi 58 kommuner, der har under 50.000 indbyggere. Det vi kan se – også dokumenteret fra Sundhedsstyrelsen – er, at de kommuner, som er ret mange, de har simpelthen ikke ressourcer, kompetencer, faglig bæredygtighed, ej heller økonomisk til at kunne levere døgndækket akutsygepleje,” lød det den gang fra ministeren.

En garanti for lokal akutsygepleje

Anders Kühnau og Mads Duedahl understreger i deres indlæg, at regionerne ikke går til opgaven med den hensigt at bryde med gode indsatser, der allerede eksisterer.

”Hvis en kommune allerede har en velfungerende akutfunktion, som lever op til Sundhedsstyrelsens krav, så har vi ingen ønsker om at bryde med det. Men der, hvor det ikke er tilfældet, kan regionerne nu give garanti for, at borgerne får den,” skriver de og peger på, at akutsygeplejen skal fortsat være tæt på borgerne.

”Akutsygeplejen skal også fremover være lokalt placeret – og ikke på hospitalerne. Indlæggelser forebygges ikke på sygehuset, men inden der bliver behov for hospitalet…Med andre ord: Akutsygeplejen skal være lige så tilgængelig som i dag – men fremover alle steder i landet og ikke kun i de bedst fungerende kommuner,” lyder det fra formandskabet i Danske Regioner.

Vil du læse resten af artiklen?

Prøv Regional-Indsigt gratis i 4 uger

Få adgang med det samme - ingen binding - ingen kreditkort 4 ugers gratis prøveperiode

Log ind