Skip to main content

Det nye hospitalsbyggeri på Hvidovre Hospital som blev sat i gang for 7 år siden, er blevet indviet.

Byggeriet tilføjer Hvidovre Hospital 43.000 kvadratmeter og omfatter blandt andet en ny akutmodtagelse, et barselsafsnit og hele 240 ensengsstuer, hvoraf 23 er familiestuer, fremgår det af en pressemeddelelse.

”Med det nye hospitalsbyggeri har vi skabt en fantastisk og tidssvarende ramme for både patienter, pårørende og de mange medarbejdere,” sagde Indenrigs- og sundhedsminister Sophie Løhde under indvielsen og lagde vægt på, at de moderne rammer vil bidrage til en tryg og værdig behandling.

Akutte funktioner ét sted

Den nye akutmodtagelse vil skabe en mere sammenhængende og overskuelig oplevelse for patienterne. Regionsrådsformand Lars Gaardhøj forklarede, at akutmodtagelsen er designet, så patienterne undgår at skulle transporteres mellem afdelinger til diverse undersøgelser.

“De fleste af os har oplevet, at et hospital kan virke uovers​kueligt og stort – med den nye akutmodtagelse bliver det nemmere og mere trygt for patienterne. Når du har brug for hjælp i Akutmodtagelsen, så kommer specialisterne kommer til dig – ikke omvendt.” sagde regionsrådsformand Lars Gaardhøj (S).

Det vil sige, patienterne skal ikke gå eller køres rundt til diverse undersøgelser og skanninger. I den nye akutmodtagelse vil speciallæger fra hospitalets mange specialafdelinger være til stede i akutmodtagelsen, hvor der er både røntgen, CT- og MR-skanning.

Det nye akuthus har nemlig samlet størstedelen af hospitalets akutte funktioner ét sted, hvilket betyder, at patienterne blot skal henvende sig ét sted med akutte behov.

Tidssvarende rammer

Hvidovre Hospitals nye afdeling er bygget med patienternes trivsel i fokus. De 240 ensengsstuer giver både patienter og pårørende mulighed for mere privatliv og ro.

”Der er god plads til både patienter og deres nærmeste, hvilket giver en mere tryg og værdig oplevelse,” forklarede Sophie Løhde. For hjertepatienterne, de nyfødte og deres familier er disse moderne rammer en stor gevinst, da de nu kan få behandling i rolige omgivelser uden forstyrrelser.

Både børn og hjertepatienter vil få glæde af de nye omgivelser. Hospitalsdirektør Birgitte Rav Degenkolv udtrykte stolthed over de nye faciliteter, især de nye familiestuer, der giver både mor og barn plads til at være indlagt sammen, mens far eller en anden partner kan være til stede.

 ”Som Danmarks største fødested er vi glade for at kunne tilbyde de bedste betingelser for de nye borgere og deres familier,” sagde Degenkolv ved indvielsen.

Om det nye Center A

Hvidovre Hospitals nye byggeri, Center A, er en del af et større kvalitetsfondsprojekt, som har omfattet flere hospitalsudvidelser og moderniseringer i Region Hovedstaden. Selve projektet på Hvidovre Hospital har kostet omkring 1,4 milliarder kroner og er støttet af Statens Kvalitetsfond, som finansierer moderne sygehusbyggerier i Danmark.

Dette beløb dækker ikke kun det nye byggeri på 43.000 kvadratmeter, men også ombygningen af eksisterende faciliteter, som blandt andet inkluderer opgradering af sengeafdelinger og modernisering af venteområder og ambulatorier.

Fakta:

  • 43.000 kvadratmeter, herunder en parkeringskælder.
  • 240 ensengsstuer, inklusiv 23 familiestuer.
  • 80 undersøgelses- og behandlingsrum.
  • En stor ny hovedindgang og ambulancehal.
  • Samling af de akutte funktioner i én akutmodtagelse for bedre patientoplevelser.

/lou-Jen/

Vil du læse resten af artiklen?

Prøv Regional-Indsigt gratis i 4 uger

Få adgang med det samme - ingen binding - ingen kreditkort 4 ugers gratis prøveperiode

Log ind