Danske Regioner har gennem organisationens bestyrelse truffet flere konkrete beslutninger, som efterfølgende er blevet præsenteret som gældende for alle landets regioner.
Det gælder et stop for anvendelsen af lægevikarer i psykiatrien i længerevarende vikariater. Det gælder en øvre aldersgrænse på 55 år for mænd i offentlig fertilitetsbehandling. Og det gælder beslutningen om, at patienter selv skal betale for donorsæd, hvis de ønsker et andet barn med samme donor, og regionen ikke har en indkøbsaftale med den pågældende sædbank.
Regional-Indsigts gennemgang har vist, at beslutningerne ikke er blevet forelagt regionsrådene som politiske beslutningssager. I enkelte tilfælde er de alene kommet frem som orienteringssager efter henvendelse fra Regional-Indsigt, eller er de gennemført administrativt.
Læs også: Lukket referat afslører Danske Regioners magt over din sundhed
Det er ifølge Roger Buch, forskningslektor og centerleder ved Danmarks Medie- og Journalisthøjskole, dybt problematisk.
“Danske Regioner og KL har en enorm magt i praksis, men de har ikke nogen formel myndighedskompetence. Derfor kræver det, at den enkelte region følger op med en regional beslutning. Ellers er der reelt ikke truffet en formel beslutning,” siger Roger Buch.
Han har gennem tre årtier fulgt udviklingen i det kommunale og regionale demokrati.
En beslutning må ikke ende som orientering
Danske Regioner består af de danske regioner og ledes af en politisk bestyrelse, men organisationen er ikke en offentlig myndighed, som står over regionsrådene.
Organisationen kan koordinere regionernes interesser og udarbejde fælles anbefalinger. Men det er fortsat de kompetente organer i de enkelte regioner, der skal træffe beslutningerne. Det betyder ifølge Roger Buch, at en efterfølgende politisk behandling ikke blot er en formalitet.
“Det er dybt problematisk, hvis Danske Regioners beslutninger ikke følges op af lokale beslutninger. Det er i regionsrådet, at politikerne har mulighed for at protestere og sætte et regionalt præg på beslutningen,” siger han til Regional-Indsigt.
På den ene side kan den efterfølgende behandling i regionsrådene komme til at fremstå symbolsk, fordi den reelle beslutning allerede er forhandlet og annonceret centralt. På den anden side er behandlingen afgørende for, at den demokratiske og formelle beslutningsgang bliver overholdt.
“Man kan med en lidt kynisk betragtning sige, at den efterfølgende behandling risikerer at blive symbolsk eller en form for staffage, fordi beslutningen i realiteten allerede er truffet i Danske Regioner. Men både juridisk og demokratisk er det enormt vigtigt, at regionsrådene faktisk følger op,” siger Roger Buch.
En sag, der alene forelægges regionsrådet til orientering, giver ikke politikerne den samme mulighed for at godkende, ændre eller forkaste beslutningen.
Juraprofessor: Kan ikke træffe formelle beslutninger
Roger Buchs vurdering ligger på linje med professor i forvaltningsret ved Aalborg Universitet Sten Bønsing.
Han har over for Regional-Indsigt i en tidligere artikel fastslået, at Danske Regioner ikke er en besluttende myndighed og derfor ikke kan træffe formelle beslutninger på regionernes vegne. Kompetencen kan heller ikke delegeres fra regionerne til Danske Regioner.
Læs også: Juraprofessor: Danske Regioner kan ikke træffe beslutninger for regionerne
Organisationen kan derimod fremsætte en anbefaling, som de enkelte regioner efterfølgende kan tage stilling til.
Det afgørende spørgsmål er derfor ikke, om regionerne må koordinere deres politik gennem Danske Regioner. Spørgsmålet er, om en fælles beslutning i organisationens bestyrelse efterfølgende bliver behandlet som en anbefaling – eller som en allerede bindende beslutning, der blot skal gennemføres.
Mere konkret end en økonomiaftale
Roger Buch skelner mellem de årlige økonomiaftaler, som Danske Regioner og KL indgår med regeringen, og de konkrete beslutninger om eksempelvis fertilitetsbehandling. En økonomiaftale fastlægger en overordnet ramme. Inden for den ramme har de enkelte regionsråd og kommunalbestyrelser fortsat mulighed for at foretage forskellige politiske prioriteringer.
Aldersgrænsen for fertilitetsbehandling og kravet om egenbetaling for donorsæd er derimod konkrete beslutninger, som direkte afgør borgernes adgang til offentligt finansieret behandling.
“I de sager er der ikke blot tale om en overordnet ramme. Det er helt konkrete beslutninger. Derfor bliver det endnu mere relevant at spørge, hvad vi skal med regionspolitikerne, hvis beslutningen reelt træffes et andet sted,” siger Roger Buch.
Han peger også på, at ikke alle partier og politiske grupper er repræsenteret lige stærkt i Danske Regioners bestyrelse. Små partier og eventuelle regionale lister kan stå helt uden for det rum, hvor de reelle beslutninger bliver truffet.
Regionerne skyder sig selv i foden
Problemstillingen rammer ifølge Roger Buch ind i selve begrundelsen for at have folkevalgte regioner.
Regionerne har gennem årtier forsvaret deres eksistens med, at væsentlige sundhedspolitiske beslutninger bør træffes af regionalt valgte politikere og ikke centralt af staten, ministerier eller ikke-folkevalgte bestyrelser.
Den argumentation bliver svækket, hvis konkrete beslutninger i stigende grad flyttes fra regionsrådene til Danske Regioners bestyrelse i København.
“Regionerne skyder sig selv lidt i foden. De har i årtier argumenteret for, at de er nødvendige, fordi folkevalgte regionale politikere skal træffe de vigtige sundhedspolitiske beslutninger. Det argument undergraver de, hvis beslutningerne reelt træffes centralt i Danske Regioner,” siger Roger Buch til Regional-Indsigt.
Han anerkender, at der kan være gode praktiske grunde til, at regionerne koordinerer deres indsats og finder fælles løsninger. Men jo flere konkrete beslutninger der gøres til ensartede nationale standarder, desto vanskeligere bliver det at forklare, hvorfor beslutningerne fortsat skal være et regionalt ansvar.
“Pointen med kommuner og regioner er, at der kan træffes forskellige beslutninger. Hvis man ønsker det samme overalt og vil fastlægge nationale standarder centralt, peger det i retning af en statslig model.Fælles beslutninger og ensretning er ikke et særligt godt argument for at have et regionalt demokrati,” fastslår Roger Buch.
