I Danmark har vi i de seneste 20-25 år set en positiv udvikling på kræftområdet.
Flere mennesker overlever kræft, og stadig flere lever længere med og efter kræft, men vi er fortsat udfordret af, at forekomsten af kræft og risikofaktorer er høj sammenlignet med de øvrige nordiske lande, lyder det i Sundhedsstyrelsens anbefalinger til regeringens kommende kræftplan V.
“Når kræftbehandlingen er afsluttet, får mange psykiske eller fysiske senfølger, som de ofte ikke er blevet informeret tilstrækkeligt om, og de oplever, at det kan være svært at få hjælp og støtte til at takle problemer med eksempelvis svær træthed, smerter eller angst for tilbagefald,” lyder det fra Indenrigs og Sundhedsminister Sophie Løhde, da hun onsdag modtager anbefalingerne.
Hun ser frem til at skulle arbejde videre med anbefalingerne, så vi i efteråret 2025 får regeringens bud på en ny kræftplan. Særligt har hun fokus på, at den nye kræftplan, skal forbedre livet for kræftpatienter – ikke kun under behandling, men også i tiden efter, hvor mange oplever senfølger.
Læs også: Fakta om de 11 anbefalinger til ny kræftplan
Planen tegner godt
I Danske Regioner tager man godt imod anbefalingerne:
“Oplægget er et vigtigt skridt til at styrke indsatsen på en klog måde,” siger formand for Danske Regioners sundhedsudvalg, Karin Friis Bach i en pressemeddelelse.
Samlet set mener hun, at der er tale om en stribe fornuftige initiativer, der kan arbejdes videre med, og som regionerne står parate til at løfte.
For hende er det afgørende, at en ny kræftplan kan være med til at håndtere de mange ekstra patienter, som vi kan forvente bl.a. på baggrund af en større andel af ældre i Danmark.
Hun peger desuden på, at vi allerede har haft en stor stigning af kræftpatienter, og den vil fortsætte. Fremskrivninger har vist, at der om fem år vil være 3.700 flere patienter end i dag, og i 2040 vil vi skønsmæssigt have 7.000 flere kræftpatienter.
“Derfor har vi brug for midler for at opretholde hurtig og effektiv udredning og behandling,” siger Karin Friis Bach. Hun understreger , at det derfor er meget vigtigt, at de ekstra midler, der blev tilført området for to år siden, videreføres i Kræftplan V, og ikke ophører efter første halvår af i år.
Glem ikke innovative behandlinger
Hos Lægemiddelindustriforeningen (Lif) ser man gode takter i Sundhedsstyrelsens faglige oplæg til Kræftplan V
“Med fokus på tidlig og risikobaseret opsporing og diagnostik samt livet efter en kræftsygdom og palliation, er der grund til at glæde sig over, at der er tænkt på kræftbehandling i alle faser af forløbet,“ siger Ida Sofie Jensen, koncernchef i Lif i en pressemeddelelse.
Men vi må ikke glemme at prioritere adgang til nye innovative kræftbehandlinger, og at bedre brug af sundhedsdata kan understøtte bedre kræftbehandling, lyder det fra Lif.
Samme hjælp om du er fra Thisted eller Tappernøje
Hos Kræftens Bekæmpelse får anbefalingerne også en positiv modtagelse:
“Efter at have læst oplægget er jeg særdeles optimistisk på patienternes vegne. Sundhedsstyrelsens oplæg indeholder nemlig en lang række anbefalinger, som kan forbedre kræftområdet betydeligt, hvis de bliver gennemført,” skriver foreningens direktør Jesper Fisker på LinkedIn.
I en mere officiel pressemeddelelse skriver Kræftens Bekæmpelse, at foreningen længe har arbejdet for, at der oprettes senfølgeklinikker i alle regioner, så patienter får den nødvendige hjælp til at håndtere de fysiske og psykosociale senfølger efter kræft.
“Det er afgørende, at man som senfølge-ramt kan få hjælp, uanset, hvor man bor. I dag er der nok viden, men uens tilbud på tværs af landet. Hjælpen skal have samme høje kvalitet, uanset om man er fra Thisted eller Tappernøje” siger Jesper Fisker.