To omfattende lovforslag på over 600 sider er netop fremsat til behandling i Folketinget og udgør det samlede fundament for en ny sundhedsstruktur i Danmark.
Det drejer sig om overgangsloven (L213), der skal sikre en kontrolleret overførsel af opgaver og ansvar fra kommuner til regioner, og forslaget til ændring af regionsloven (L214), der fastlægger den fremtidige styringsmodel for regionerne.
Kernen er bl.a. en fusion af to regioner og oprettelsen af Region Østdanmark, samt en omfattende overførsel af sundhedsopgaver fra kommunerne til regionerne.
Men bag de tekniske bestemmelser gemmer sig en tydelig forskydning i magtbalancen – og en ministeriel sikkerhedsventil, der kan tvinge kommunerne til at hjælpe, hvis regionerne ikke magter opgaven.
Nye rammer, gammel opgave: Et komplekst brud med kommunalt selvstyre
Overgangsloven har til formål at sikre en glidende transformation af opgaver, ansvar og struktur i sundhedsvæsenet. Det tekniske udgangspunkt er nøje defineret:
Fra 2027 sammenlægges Region Sjælland og Region Hovedstaden til Region Østdanmark, og en lang række sundhedsopgaver flyttes fra kommuner til regioner. Det drejer sig bl.a. om forebyggelse, genoptræning og drift af midlertidige pladser.
Opgaveoverførslen indebærer, at regionerne overtager både personalet, de fysiske rammer og det økonomiske ansvar. Det betyder, at kommunerne i praksis opgiver betydelige styringsmuligheder – og overlader helhedsansvaret til de regionale myndigheder.
Styrket regional rolle – og centralisering af ansvar
Den nye struktur bygger på en grundtanke om styrket koordinering og ensartethed.
Regionerne får ikke alene flere opgaver; de får også en tydeligere ledelsesrolle i det samlede sundhedsvæsen. Dette cementeres gennem de nye sundhedsråd, hvor kommunerne godt nok er repræsenteret, men hvor det er regionen, der har det overordnede ansvar og beslutningskompetence.
Kommunerne har alene indstillingsret til den geografiske afgrænsning af sundhedsrådene, mens det er indenrigs- og sundhedsministeren, der fastlægger den endelige inddeling. Det understreger, at kommunernes rolle i det nye system primært er som bidragydere, ikke beslutningstagere.
Foruden Region Østdanmark består det nye Danmarkskort af tre andre regioner: Nordjylland, Midtjylland og Syddanmark. Overalt vil opgaveporteføljen vokse, og med den følger også en større forventning til planlægning, økonomistyring og borgernær drift.
Med den nye struktur sker også en tilpasning af de politiske organer:
Antallet af regionsrådsmedlemmer reduceres i de vestdanske regioner.
KLIK IND HER for at se tilpasningen af regionsrådene
Der sker en reduktion i det samlede antal regionsrådsmedlemmer i Danmark, hvor vi går fra 205 regionrådsmedlemmer til 134 medlemmer i 2026.
📉 Fald i antal regionsrådsmedlemmer i Jylland og på Fyn
- Region Midtjylland: Går fra 41 → 31 medlemmer
- Region Syddanmark: Går fra 41 → 31 medlemmer
- Region Nordjylland: Går fra 41 → 25 medlemmer
📈 Stigning i Østdanmark
- Region Østdanmark (fusion mellem Hovedstaden og Sjælland): Går samlet fra 82 (2×41) → 47 medlemmer
Hvad betyder det?
Det kan tolkes som et ønske om mere effektiv politisk ledelse og lavere omkostninger, især i vest.
Samtidig afspejler det en tilpasning til befolkningsgrundlaget: Østdanmark bliver betydeligt større befolkningsmæssigt, mens de vestdanske regioner fortsat har færre indbyggere.
Det nye befolkningsrige Region Østdanmark vil få 47 medlemmer. Det betyder en samlet reduktion i antallet af folkevalgte på Sjælland, Lolland og Falster på 34, men også en tilpasning til befolkningsgrundlaget og måske et skridt i retning af mere effektiv politisk styring.
Ministeriel sikkerhedsventil: Kommunal driftspåbud
Et af de mere opsigtsvækkende elementer i overgansloven er en bestemmelse, som giver indenrigs- og sundhedsministeren mulighed for at pålægge kommuner at fortsætte driften af visse sundhedsopgaver – eksempelvis midlertidige pladser – hvis regionen ikke selv kan varetage dem, og ingen frivillig aftale er indgået.
Dermed får staten en nødmekanisme, der skal sikre borgerne mod et tomrum, hvis overgangsprocessen slår revner. Kommunerne bliver altså muligvis tvunget til at udføre opgaver, som de ikke længere har hverken finansieringsansvar eller styring over. Det er en usædvanlig konstruktion i forhold til det traditionelle kommunale selvstyre.
Sikring mod overgangskaos: Erfaringer fra 2007 trækker spor
Indenrigs- og Sundhedsministeriet vurderer i bemærkningerne til overgangsloven, at der er behov for at kunne imødegå uhensigtsmæssige beslutninger i overgangsperioden, som kan underminere reformens hensigt.
Derfor indeholder loven bestemmelser, der giver de forberedende regionsråd mulighed for at omgøre eller tilsidesætte kommunale beslutninger truffet fra 2. halvår 2025 og frem, hvis de har betydning for de opgaver, der overføres i 2027. Det gælder fx økonomiske dispositioner, ansættelser og aftaleindgåelser.
Denne form for styringsret er ikke ny. Under kommunalreformen i 2007 blev lignende redskaber brugt til at sikre, at de nye enheder ikke blev belastet af uoverskuelige eller uforpligtende beslutninger truffet i overgangsperioden. Lovforslaget bygger dermed på et erfaringsgrundlag, der viser, at forvaltningsomlægninger kræver stram styring i overgangen.
Regionsloven konkretiserer magtskiftet
Det nye forslag til ændring af regionsloven (L214) bekræfter og forstærker overgangslovens hensigt.
Her fastlægges, hvordan sundhedsrådene fremover bliver formelle forvaltningsenheder under regionsrådene. Samtidig nedlægges de tidligere samarbejdsorganer som sundhedsaftaler, sundhedsklynger og kontaktudvalg.
Kommunerne mister deres medfinansieringsrolle, og regionerne får et forenklet, statsligt finansieringsgrundlag. Ministeren bevarer bemyndigelse til at justere sundhedsrådenes geografi, hvilket understreger den fortsatte statslige styring. Regionsrådene får samtidig større frihed til selv at organisere udvalg og ledelsesstruktur.
Tidsplan og usikkerheder
Tidsplanen er ambitiøs: Allerede i efteråret 2025 skal et yderligere lovforslag om konkret opgaveoverdragelse behandles, og i løbet af 2026 skal forberedende regionsråd og sundhedsråd etableres. Samtidig skal overdragelsesforhandlinger, budgetter og personalespørgsmål afklares.
For kommunerne betyder det, at de inden for det næste halvandet år skal afgive væsentlige dele af deres sundhedsområde – og samtidig være klar til at holde liv i opgaverne, hvis regionerne ikke bliver klar i tide.
Overgangsloven og ændringen af regionsloven udgør samlet en reformpakke, hvor sundhedsområdets ledelsesstruktur centraliseres og ansvarskæden forkortes. Magten flyttes opad – fra kommuner til regioner – men staten bevarer en aktiv rolle som garant for systemets robusthed. Hvor balancen mellem større sammenhæng og kommunalt selvstyre lander i praksis, bliver et centralt opfølgningstema i årene efter 2027.
