Skip to main content

Aldrig før har så mange danskere givet deres mening til kende forud for et valg.
Over 100.000 borgere har deltaget i Epinions store undersøgelse ”Dit valg – Vores Danmark”, der dækker både kommunal- og regionsvalget den 18. november 2025.

Samtidig viser undersøgelsen, at vælgerne i de fire regioner står midt i et historisk åbent valg, hvor mellem 46 og 50 procent ca. fire uger før valget endnu ikke havde besluttet sig for, hvilket parti de vil stemme på.

Det betyder, at stort set alt kan ske i de sidste uger af valgkampen.

Og det er ikke tilfældigt, at så mange stadig er i tvivl, siger Ulrik Kjær, professor i statskundskab ved Syddansk Universitet til DR.

Vi har faktisk set ved de senere valg, at det er flere og flere, som er i tvivl om, hvem de skal stemme på, når valgkampen starter, siger han.

Ifølge ham er den stigende usikkerhed en klar tendens: På bare 20 år er andelen af vælgere, der først beslutter sig sent i forløbet – altså i den sidste måned inden valget – vokset med hele 20 procent.

Flest ubeslutsomme i Region Østdanmark

I de data, som vi på Regional-Indsigt har adgang til, er Region Østdanmark det sted, hvor flest vælgere vakler. Her svarer 50 procent, at de vil stemme, men endnu ikke ved på hvem.
Til sammenligning ligger tallet i Nordjylland på 47 procent, i Midtjylland på 46 og i Syddanmark på 47.

At usikkerheden er størst i Østdanmark, kan hænge sammen med både det nye regionskort, mange nye kandidater og uklare partipositioner  i forbindelse med den kommende fusion. Samtidig peger flere på, at vælgerne fortsat har vanskeligt ved at gennemskue, hvad regionerne egentlig bestemmer over.

Mangel på spænding og Folketingets magt

Men er det ikke så paradoksalt, at danskernes interesse for regionspolitik kan opleves lille på nuværende tidspunkt i valgkampen, da netop regionernes primære ansvar for sundhedsvæsenet altid er blandt danskernes politiske topprioriteter?

“Måske skyldes det, at regeringen og Folketinget i vælgernes optik driver sundhedsområdet politisk, mens regionerne forekommer reduceret til administrative enheder,” skriver Thomas Gyldal (S), fhv. borgmester i Herlev i Børsen.

“Måske handler det manglende nærvær i forhold til regionsvalget desuden om fraværet af reel spænding om hvem, der vinder,” skriver Martin Geertsen (V) er tidligere regionsrådsmedlem i hovedstaden.

Og det kan han måske ret i, hvis man overfladisk ser på, de foreløbige vælger tilkendegivelser i meningsmålingen (se senere). Her ser det nemlig ud som om, at Socialdemokratiet holder sine tre formandsposter og Venstre sine to. I Nordjylland har Mads Duedahl (V) allerede på forhånd sikret sig opbakning fra SF og Enhedslisten, så hvor er spændingen?

Den savner vi helt tydeligt. Kandidaterne gør deres arbejde – det er der ingen tvivl om, når vi taler med dem, men der er for lidt larm til at de kan bryde igennem lydmuren, så de kommer på niveau med kommunerne.

Sundhedspolitikken fylder – men ikke i målingen

Det bekræftes i et vist omfang i Epinion-undersøgelsen, hvor man har spurgt vælgerne om, hvilke emner de finder vigtigst i deres kommune – men ikke specifikt, hvad de prioriterer i regionerne.

På kommunalt niveau topper skoler, sundhed og trivsel samt ældrepleje, mens klima, trafik og økonomistyring ligger længere nede.

Dermed får man et billede af et Danmark, hvor velfærd og nærhed fylder mest, men uden at man kan aflæse, om vælgerne forbinder sundhed og trivsel med regionernes ansvar.

Kort om de regionale forskelle i “partistøtte”

På partiniveau viser den første måling et vist spænd mellem regionerne:

Socialdemokratiet står stærkest i Syd og Nord, mens partiet er markant svagere i Østdanmark, men sammen med resten af venstrefløjen kan man nå over 50 pct., hvis denne pejling holder.

PartiRegion MidtjyllandRegion NordjyllandRegion ØstdanmarkRegion Syddanmark
Socialdemokratiet23%28%20%28%
Radikale Venstre2%3%5%3%
Det Konservative Folkeparti7%5%13%8%
SF12%8%17%10%
Liberal Alliance9%8%9%7%
Moderaterne2%1%1%2%
Dansk Folkeparti4%5%7%6%
Venstre18%21%9%18%
Danmarksdemokraterne13%15%5%11%
Enhedslisten7%5%12%6%
Alternativet1%0%2%1%

Fakta:

  • Undersøgelsen ”Dit valg – Vores Danmark” er gennemført af Epinion mellem 4. september og 13. oktober 2025.
  • Over 100.000 danskere har deltaget – heraf godt 5.200 i regional-delen.
  • Data dækker de fire regioner: Midtjylland, Nordjylland, Syddanmark og Østdanmark.

Vil du læse resten af artiklen?

Prøv Regional-Indsigt gratis i 4 uger

Få adgang med det samme - ingen binding - ingen kreditkort 4 ugers gratis prøveperiode

Log ind