Skip to main content

Ejerkredsen bag Center for Offentlig-Privat Innovation (CO-PI) valgte for en god uge siden at trække stikket. En proces der langt fra har været skøn fremgår det af en artikel i vores søstermedie OPS-Indsigt.

I den officielle udmelding lyder det, at arbejdet med innovation ”nu løftes af andre aktører”.

Dermed afvikles den eneste tværsektorielle innovationsenhed, som siden 2012 har arbejdet på at skalere løsninger på tværs af stat, regioner, kommuner og private virksomheder.

Paralleller til regional udvikling

I Region Hovedstaden vækker beslutningen genklang. Sidste år blev regionale udviklingsopgaver på klimaområdet tilsvarende flyttet væk fra regionerne i forbindelse med sundhedsreformen med begrundelsen, at kommuner og andre aktører kunne løfte indsatsen.

Men hvad betyder det, når staten fjerner opgaver, som dem man fjernede sidste år ifb med sundhedsreformen?

“Ressourcerne forsvinder, men opgaven består,” siger udviklingsdirektør i Region Hovedstaden, David Meinke og fortsætter:

“Bortfaldet af opgaver, som man kaldte det, drejede i høj grad om klimaopgaven. Her har alle regioner lagt en stor indsats ift den grønne omstilling på tværs af kommunerne.”

Det er nu overgået til det, som hedder klimaalliancen under KL,

“Her forstår jeg, at kommunerne er godt i gang med at finde ud af, hvordan de bl.a kan fortsætte arbejdet i forhold til bl.a. at få implementeret klimaplaner”, lyder det fra David Meinke.

Implementeringen forventes bl.a. at ske via EU-projektet, Life Act, som alle regioner kørt, men Region Midt har stået i spidsen for projektledelsen, hvorefter Aarhus Kommune har overtaget opgaven.

Læs også: Kommune byder ind på regionalt EU-projekt 

“Kommunerne har fået ansvaret, men vi må bare konstatere, at den finansiering og manpower, vi lagde i opgaven herfra, falder væk. Som jeg hører det, er kommunerne fortsat i gang med at finde pengene, for at se hvad de kan lægge i det,” fortæller David Meinke.

Han ser lighedspunkter med lukningen af CO-PI, som han først lige har hørt om og derfor svært ved at konkretisere, hvilke eventuelle konsekvenser det kan have, men han påpeger at den type af tværgående projekter, som regionerne og CO-PI hver for sig, har stået med kræver, at der er nogen som står for at samle kræfterne på tværs.

Risiko for tab af partnerskaber

Beslutningen om at lukke CO-PI rammer nemlig konkrete samarbejder med regionerne. CO-PI og Region Hovedstaden har bl.a. arbejdet sammen om bæredygtigt byggeri og reduktion af råstofforbrug i partnerskabet

“Det er en vigtig dagsorden og et vigtigt partnerskab. Jeg vil være ked af, hvis det falder på gulvet,” siger David Meinke og fortsætter

“Vi må lige se, om vi ikke kan finde nogen, der kan gøre det sammen med os, for det her er jo en regional indsats, der har til formål at sænke råstofforbruget. Så det jeg kan sige nu, er, at vi vil gerne lægge kræfter i projektet, hvis der er brug for at videreføre det.”

Men han har ingen ide om, hvor partnerskabet skal bo. Den side må man lige afvente og håbe på at andre aktører også ønsker at medvirke og tage ansvar.

En bredere tendens?

Lukningen af CO-PI og bortfald af flere regionale udviklingsopgaver deler en fælles logik: Staten kigger ned i budgetkolonnerne, peger på et bredere økosystem og forventer, at innovation og udvikling sker ”naturligt” i sektorerne.

Kritikere frygter, at koordinationskraft går tabt, mens beslutningstagerne mener, at arbejdet allerede er forankret.

I et interview med OPS-Indsigt udtrykker den tidligere CO-PI-direktør Pia Gjellerup det således:

“Innovation sker ikke af sig selv. Folk sætter sig ikke sammen spontant for at løfte ting i fællesskab. Hvis ikke nogen tager stafetten og samler kræfterne, så får vi et hav af gode løsninger – som  risikerer ikke at blive til noget, eller i bedste fald skal afprøves i et større antal kommuner, inden de slår igennem.”

Et åbent spørgsmål

Mens kommunerne står foran store transformationsopgaver – fra arbejdsstyrkemangel til grøn omlægning – er spørgsmålet, hvem der nu skal holde fast i de tværgående innovationsprocesser.

For som David Meinke formulerer det:

“Ressourcerne forsvinder, men opgaven består.”

Vil du læse resten af artiklen?

Prøv Regional-Indsigt gratis i 4 uger

Få adgang med det samme - ingen binding - ingen kreditkort 4 ugers gratis prøveperiode

Log ind