Vi beskrev i sidste uge på Regional-Indsigt, hvordan kommunerne står over for – på ultra kort tid – at skulle indgå horisontale samarbejdsaftaler med regionerne om centrale sundhedsopgaver som akutsygepleje, rehabilitering samt sundheds- og omsorgspladser.
Aftalerne skal være på plads inden 1. april 2026 – men økonomi, kvalitetsstandarder og dokumentationskrav er endnu ikke fastlagt – og lige nu kører forhandlingsmøllen mellem regioner og kommuner.
Det har fået flere kommunale aktører til over for Regional-Indsigt at udtrykke bekymring for, om de reelt risikerer at skrive under på aftaler uden fuldt beslutningsgrundlag.
Vi har derfor henvendt og stillet en række spørgsmål til direktør i KL, Christian Harsløf, for hvad tænker KL egentlig?
Læs også: Kommunerne risikere at skrive under i blinde på aftaler med regionerne
KL: Risiko for, at politikerne ikke får et oplyst grundlag
På spørgsmålet om, hvorvidt det er forsvarligt, at kommunerne skal indgå juridisk bindende aftaler, før økonomi, serviceniveau og datakrav er fastlagt, lægger Christian Harsløf ikke skjul på, at KL deler en grundlæggende bekymring:
”Vi kan godt frygte, at politikerne i de nye sundhedsråd simpelthen ikke får tid nok til at træffe beslutningerne på et oplyst grundlag. Derfor har vi en reel bekymring for, om sundhedsrådene overhovedet får mulighed for at leve op til deres politiske ansvar,” siger han til Regional-Indsigt.
Samtidig peger han på, at de horisontale samarbejdsaftaler netop er konstrueret, så de kan justeres over tid:
”De horisontale samarbejdsaftaler giver mulighed for at lave tillægsaftaler, når der senere fastsættes nye nationale krav. Det er vigtigt, så de gældende aftaler afspejler både de faktiske omkostninger og det serviceniveau, der skal leveres.”
KL: Kommunerne kan godkende – men kun med mulighed for tilføjelser
Ifølge KL er det ikke i sig selv problematisk, at aftalerne indgås før de nationale kvalitetsstandarder og dokumentationskrav foreligger – men det forudsætter, at der er klare mekanismer til efterfølgende justering, forstår vi på Christian Harsløf.
”Kommunerne kan godt godkende aftalerne, så længe der er en fælles forståelse af indholdet og muligheden for at lave tilføjelser, når vi kender de nationale kvalitetsstandarder og dokumentationskrav.”
Her understreger Christian Harsløf, at det efterfølgende skal være entydigt, hvad kravene er, og hvordan kommunerne forventes at leve op til dem:
”Når vi kender dem, kan regioner og kommuner lave et tillæg til kontrakten, så det er helt tydeligt, hvad kravene er, og hvordan kommunerne skal leve op til dem og sikre, at de har de nødvendige økonomiske rammer for at løse opgaven fagligt betryggende.”
Samtidig stiller KL en klar – men ikke juridisk håndhævet – forudsætning:
”Og så er det en betingelse, at regionerne stiller kompetencer til rådighed, så opgaverne kan løftes både fagligt og økonomisk ansvarligt.”
Forventer at økonomien følger kravene
Et af de mest følsomme spørgsmål i kommunerne handler om risikoen for, at regionerne senere skærper kravene uden at tilføre ekstra økonomi.
Her giver KL ikke en egentlig garanti, men slår fast, hvordan aftalerne efter deres opfattelse bør fungere:
”Det skal tydeligt fremgå af tillæggene til kontrakterne, at økonomien følger med, når kravene til sundhedsydelsen ændrer sig,” siger Christian Harsløf til Regional-Indsigt.
Ifølge KL er formålet netop at undgå, at kommunerne ender med en underfinansieret opgave:
”Det sikrer, at kommunerne ikke står med en underfinansieret opgave, hvis kravene ændrer sig, efter aftalen er blevet lavet.”
En aftale kræver to parter
Hvad skal kommunerne gøre, hvis de vurderer, at grundlaget – fagligt eller økonomisk – ikke er tilstrækkeligt til at indgå en aftale inden deadline?
Her placerer KL ansvaret tydeligt i den lokale forhandling:
”For at indgå en aftale kræver det i sidste ende, at begge parter vurderer, at aftalegrundlaget er fyldestgørende.”
Små og store kommuner: KL ser ikke en strukturel skævhed
På spørgsmålet om, hvorvidt mindre kommuner risikerer at blive presset hårdere end større, afviser KL, at modellen i sig selv skaber en systemisk skævhed:
”Aftalerne bliver indgået mellem den enkelte kommune og region. Det skal sikre, at opgavens krav og omfang passer til den enkelte kommune.”
Ifølge KL skal den lokale aftale netop sikre, at kommunerne ikke påtager sig opgaver, de ikke har forudsætninger for:
”Samtidig sikrer det også, at kommunerne ikke påtager sig en opgave, medmindre der er økonomi og kompetencer til at løse opgaven.”
Anerkender risikoen og sætter sin lid til aftalemekanismen
Ser vi analytiske på svarene fra Christian Harsløf og KL, så rummer de tre centrale pointer:
For det første anerkender KL åbent, at der er en reel risiko for, at beslutninger træffes på et utilstrækkeligt oplyst grundlag. Det er en klar indrømmelse af, at tempo og manglende afklaring kan udfordre det politiske ansvar i sundhedsrådene.
For det andet giver KL ingen hård garanti for, at kommunerne ikke kommer til at bære en økonomisk risiko. I stedet henviser organisationen konsekvent til, hvordan aftalerne bør fungere, hvis tillægsaftaler anvendes korrekt.
For det tredje placerer KL det endelige ansvar lokalt: Aftaler kan kun indgås, hvis begge parter vurderer grundlaget som fyldestgørende. Dermed fungerer KL ikke som stopklods, men som rammesætter for en model, hvor kommunerne selv må sige fra, hvis de ikke føler sig tilstrækkeligt beskyttet.
Kort sagt:
KL deler bekymringen – men accepterer modellen og sætter sin lid til, at den kan fungere i praksis, hvis tillægsaftalerne bruges rigtigt.
