Den politiske aftale om udlevering af kompressionsprodukter markerer et tydeligt brud med flere års politisk tøven. Efter en lang periode, hvor patienter reelt har været kastebolde mellem kommuner, regioner og Ankestyrelsen, lægger aftalen nu en foreløbig linje for, hvem der har ansvaret – og hvornår.
Men aftalen er ikke et punktum. Snarere er den et forsøg på at stabilisere et område, der har været præget af Ankestyrelsens zigzag-kurs, klagesager i tusindvis og markante forskelle i kommunernes praksis.
Sendt hjem i ludo
På Regional-Indsigt har vi de seneste år fulgt området for kompressionsredskaber, som på mange måder har haft pendulerende tilværelse, som ligger beskrevet i vores temaarkiv.
Lidt firkantet kan man sige, at den politiske aftale sender Ankestyrelsen hjem i ludo, da den i brede træskolængder – med lidt justeringer – skruer tiden tilbage til den praksis, kommunerne havde før principmeddelelse 20-22 fra Ankestyrelsen.
Den meddelelse der skubbede patienterne endeligt ud mellem to stole, efter at kommunerne i årevis – skønt det ikke var let – havde taget det meste af opgaven.
Læs også: Afgørelse i Ankestyrelsen driver patienter ud mellem to stole
En politisk reaktion på et forvaltningsmæssigt sammenbrud
I pressemeddelelsen hvor to ministre annoncere den nye aftale lægger de ikke skjul på, at situationen på kompressionsområdet har været uholdbar. Det fremhæves, at formålet med aftalen er at sikre, at borgere ikke længere “sendes rundt mellem myndigheder” og oplever uklarhed om, hvem der har ansvaret
Den formulering er central. Aftalen kan læses som en indirekte erkendelse af, at hverken Ankestyrelsens principmeddelelser eller den eksisterende lovgivning har været tilstrækkelig til at sikre ensartet praksis.
Tværtimod har forsøgene på praksisregulering skabt nye gråzoner, som kommuner og regioner har håndteret meget forskelligt.
Klarhed nu – men kun inden for snævre rammer
Aftaleteksten fastlægger relativt entydigt, at regionerne har ansvaret for kompressionsprodukter, når behovet opstår som led i sygehusbehandling, og at dette ansvar som udgangspunkt dækker op til ét år. Herefter – eller ved nyopstået behov uden for sygehusbehandling – overtager kommunen ansvaret efter servicelovens §112
På papiret er det en klar opdeling. Men samtidig understreger aftalen, at ordningen gælder indtil en ny model er udviklet og implementeret som led i sundhedsreformen.
Læs også: Politisk aftale trækker foreløbig streg i sandet på kompressionsområdet
Det betyder, at aftalen bevidst er konstrueret som midlertidig. Den skal skabe ro i systemet her og nu – ikke løse de strukturelle problemer én gang for alle.
Hvorfor aftalen ikke lukker sagen
Der er flere grunde til, at kompressionsområdet næppe er færdigdebatteret.
For det første adresserer aftalen ikke det grundlæggende spændingsfelt mellem servicelov og sundhedslov. Den trækker en praktisk grænse, men den ændrer ikke ved, at borgerens rettigheder, herunder adgangen til frit valg, er væsensforskellige afhængigt af, hvilket spor sagen havner i.
For det andet efterlader aftalen økonomien relativt ubelyst. Det fremgår, at ansvaret følger behandlingen eller hjælpemidlet og at det skal holdes inden for den økonomiske ramme, men ikke hvordan eventuelle merudgifter i regionerne, som nu sandsynligvis vil få nogle ekstra udgifter.
Tidligere – for 2022 lå de fleste udgifter i kommunerne, men med den nye streg i sandet må man forvente, at regionerne får en række ekstraudgifter og skal de så hentes hos kommunerne?
Dermed er det indbygget, at kompressionsområdet kun er første brik i et større puslespil.
Et politisk indgreb efter Ankestyrelsens kursskifte
Det er også værd at bemærke timingen. Aftalen kommer umiddelbart efter, at Ankestyrelsen har ændret praksis og ophævet principmeddelelse 4-24. Dermed har statsadministrationen allerede forsøgt at rette op på området via endnu praksisregulering, inden de blev sendt helt hjem i ludo.
Det har derfor den sidste uge været ventet, at der ville komme en aftale eller en eller anden form for politisk melding, for ret beset skabte Ankestyrelsens seneste udmelding ikke ro.
Den lignede mest af alt et forsøg på ikke at tabe helt ansigt, da man vidste, at en politisk aftale var undervejs.
Den politiske aftale kan derfor ses som en erkendelse af, at praksismeddelelser alene ikke kan løse et strukturelt problem, når ansvaret er delt mellem to sektorer med forskellige lovgrundlag, økonomiske incitamenter og styringslogikker.
En nødvendig afklaring – men kun et komma
Set i det lys er aftalen både nødvendig og begrænset. Den trækker en streg i sandet og giver kommuner og regioner et fælles udgangspunkt, som Ankestyrelsen fremover kan lægge til grund.
Men for det første skal Folketinget fjerne lovgivningsmæssige barrierer for, at aftalen kan føres ud i livet. – Det står der eksplicit i aftalen og det betyder i praksis, at vi er godt inde i 2026 inden der er en lovgivning underbygger den helt og fuldt – dernæst flytter den ikke ved, at det egentlige opgør om ansvar, økonomi og borgerrettigheder først kommer, når sundhedsreformens næste fase materialiserer sig.
Aftalen skaber ro på overfladen. Men under overfladen venter de samme grundlæggende spørgsmål.
Og netop derfor er kompressionsområdet næppe det sidste sted, hvor grænsen mellem kommune og region bliver politisk spændende at følge i 2026.
