Skip to main content

Ny aftale skal sikre, at borgerne ikke længere falder mellem to stole – men den er midlertidig, og så skal lige en tur forbi Folketinget. – Det vender vi tilbage til.

Læs også: Analyse: Politisk streg i sandet sender næsten styrelse hjem i ludo

For lidt over en uge siden kunne vi på Regional-Indsigt skrive om, hvordan Ankestyrelsen ophævede principmeddelelse 4-24 om kompressionsprodukter for at rette ind efter en ny vejledende udtalelse fra Social- og Boligministeriet.

Samtidig udsendte styrelsen en sværm af afgørelser, der gav kommuner medhold i deres afgørelser, og her kunne man så tro, at ansvaret for opgaver fremover blev lagt over på regionerne.

Social-og boligministeriet ophævede nemlig afgrænsningscirkulærets bestemmelse om, at den myndighed, der er tættest på borgeren, i tvivlstilfælde, skulle udlevere produktet, hvorefter betalingsspørgsmålet må afklares efterfølgende myndighederne imellem.

Men nu er der altså kommet en aftale mellem de tre parter – regeringen – KL og Danske Regioner, der trækker et dybere streg i sandet. Det fremgår af pressemeddelelse.

Indenrigs- og sundhedsminister Sophie Løhde peger i pressemeddelelsen på årsagen til problemet:

“Vi har desværre set, at alt for mange er kommet i klemme og ikke har fået udleveret nødvendige kompressionsprodukter, fordi jura har sået tvivl om, hvilken myndighed der var ansvarlig for at udlevere eksempelvis kompressionsstrømper,” siger hun.

Ministeren understreger samtidig, at det har været fuldstændig urimeligt, at sætte mennesker i denne situation. “Derfor er jeg meget tilfreds med, at det nu bliver mere klart, hvem der har ansvaret for at udlevere kompressionsprodukter,” siger hun.

Afventer fortsat en mere entydig model

Aftale slår fast, at regionerne får ansvaret for kompressionsprodukter, når behovet opstår som led i sygehusbehandling. Regionen skal i den forbindelse udlevere produkter svarende til ét års forbrug ved udskrivning, og ansvaret forbliver hos regionen, så længe der er tale om behandling.

Når behandlingen er afsluttet, og behovet fortsætter ud over ét år, overgår ansvaret til kommunen, som herefter skal behandle sagen efter servicelovens §112. Det samme gælder ved nyopstået behov, hvor borgeren ikke har været i sygehusbehandling.

Aftalen har til formål at sikre, at borgerne ikke længere mødes af afslag med henvisning til, at ansvaret ligger hos en anden myndighed. Dermed forsøger parterne at dæmme op for den uklarhed, der i flere år har præget området og har ført til et stort antal klagesager.

Læs også: Aftale om kompressionsredskaber – Hvor ligger linjen fremover?

Ifølge aftalen træder ordningen i kraft hurtigst muligt. Parterne gør dog opmærksom på, at enkelte elementer kan forudsætte lovændringer og Folketingets opbakning, før de kan implementeres fuldt ud.

Aftalen gælder midlertidigt, indtil der som led i sundhedsreformen er udviklet en ny og mere entydig model for udlevering af hjælpemidler og behandlingsredskaber.

Tilfredse aftaleparter

Hos de øvrige parter i aftalen er glæden også tydelig.Social- og boligminister Sophie Hæstorp Andersen glæder sig over, at borgerne ikke længere skal kastes rundt mellem region og kommune uden at få hjælp. 

Formand for Danske Regioner Anders Kühnau peger på, at det vigtigste for Danske Regioner har været at finde en løsning for de borgere, som er kommet i klemme på grund af uklarhed om ansvaret for udlevering af kompressionsprodukter.

“Vi er tilfredse med aftalen og ser nu frem til, at der som led i sundhedsreformen kommer en varig løsning på hele hjælpemiddelområdet,” siger han 

Han suppleres af Sisse Marie Welling, der er formand for KL’s Sundheds- og Ældreudvalg med ressortansvar for sundhedsområdet. 

“Det har vi kæmpet for gennem flere år, og nu ligger det helt fast, hvem der har ansvaret for hvad. Så borgerne kan få de støttemidler, de har behov for efter en udskrivelse.”

Vil du læse resten af artiklen?

Prøv Regional-Indsigt gratis i 4 uger

Få adgang med det samme - ingen binding - ingen kreditkort 4 ugers gratis prøveperiode

Log ind