Da Danske Regioner i januar 2026 udsendte pressemeddelelsen “Grønne Hospitaler er kommet godt fra start”, var budskabet velkendt: Store reduktioner, mange konkrete tiltag og et stærkt fællesregionalt samarbejde. Klimaarbejdet er i gang – og det virker.
Formanden for Danske Regioners udvalg for Miljø og Klima Camilla Hove Lund er begejstret for det store engagement, der er omkring Grønne Hospitaler. Både blandt medarbejdere og ledelser i regionerne
Men for læsere af Regional-Indsigt er fortællingen ikke ny. Allerede i marts 2025 dokumenterede vi i en analyse, baseret på regionernes egne NIRAS-rapporter, at langt størstedelen af de opnåede CO₂-reduktioner ikke skyldes regionernes egne indsatser, men nationale og strukturelle forhold. Den nye pressemeddelelse ændrer ikke ved det billede.
Den genanvender endda et citat af Camilla Hove Lund – helt ordret.
”Der foregår rigtig mange tiltag ude i regionerne for at sænke forbruget af el og varme i vores bygningsmasse. Og det er en udvikling, der vil blive forstærket endnu mere i de kommende år”, sagde hun i marts 2025 i en pressemeddelelse.
Nu gentager hun det i en mere positiv indpakning i pressemeddelelsen januar 2026.
Tallet, der går igen – uden forklaringen
Kernen i både 2025- og 2026-fortællingen er den samme: Et fald på 45 procent i CO₂-udledninger fra el, varme og transport siden 2018. Tallet fremstår imponerende og politisk anvendeligt.
Men både NIRAS-notaterne fra 2025 og den fællesregionale afrapportering fra 2026 viser, at omkring 39 procentpoint af faldet skyldes ændrede emissionskoefficienter – altså grønnere el, fjernvarme og brændsler på nationalt niveau. Regionernes egne tiltag forklarer en markant mindre del af reduktionen.
Det centrale er ikke, at regionerne ikke gør noget. Det gør de. Det centrale er, at kommunikationen konsekvent fremhæver effekten, men sjældent tydeliggør årsagen.
Energistyrelsens tal som kommunikativ løftestang
Det samme mønster gentager sig, når Energistyrelsens opgørelser bringes i spil. Pressemeddelelsen fremhæver et fald på 11,6 procent i sundhedssektorens CO₂-udledning fra 2022 til 2023. Forklaringen – at flere store hospitalsbyggerier er afsluttet – nævnes, men uden at ændre fortællingens retning.
Dermed bruges tallene til at understøtte en fremdrift, som i realiteten er midlertidig og strukturel, ikke et resultat af ændret drift, indkøb eller behandlingspraksis. Når byggeriet er færdigt, er den type reduktion også udtømt.
Grøn kommunikation som erstatning for prioritering
Set i sammenhæng peger både 2025-analysen og 2026-pressemeddelelsen på et mere grundlæggende fænomen: Klimaarbejdet i regionerne kommunikeres mere som optimering – ikke som prioritering.
Der tales om:
- samarbejde
- fælles strategier
- konkrete tiltag
- lokale initiativer
Der tales langt mindre om:
- hvad der skal fylde mindre
- hvilke aktiviteter der eventuelt skal fravælges
- hvordan klima spiller sammen med behandlingsintensitet, kapacitetsudbygning og økonomi
Det gør den grønne omstilling politisk lettere – men også mere uforpligtende.
Medløb eller motor?
Det er her, forskellen mellem kommunikation og styring bliver tydelig. Regionerne fremstilles som drivkraft i den grønne omstilling. Men analyserne viser, at de i høj grad løber med på en national energiomstilling, som de hverken har initieret eller kontrollerer.
Samarbejde fremhæves som nøglen. Men samarbejde er også et svar på begrænset styringskraft over:
- leverandørernes værdikæder
- EU’s udbudsregler
- energisystemets udvikling
Det er ikke en kritik af samarbejdet – men en påmindelse om, at samarbejde ikke i sig selv er styring.
Risikoen for et gab
Hvis grøn kommunikation fortsat løber foran dokumenteret effekt, opstår der et styringsmæssigt gab. Når de strukturelle gevinster flader ud, vil regionerne i stigende grad blive målt på deres egen evne til at reducere klimaaftryk fra indkøb, forbrug og behandling.
Her er datagrundlaget stadig usikkert, effekterne vanskelige at opgøre og beslutningerne politisk svære.
Det gør den nuværende situation paradoksal:
Regionerne kommunikerer grøn fremdrift netop i en fase, hvor de svære valg endnu ikke er taget.
Det skal dog nævnes, at Danske Regioner meget åbenhjertigt også nævner, at det endnu er for tidligt at sige, hvad de mange tiltag betyder i forhold til hospitalernes samlede CO2-udledninger, der inkluderer indkøb og forbrug af varer og tjenesteydelser. Effektberegninger for de indsatser er nemlig forholdsvise komplekse, lyder det
En gentagelse – ikke et nybrud
Set i det lys fremstår pressemeddelelsen fra 2026 ikke som et nybrud, men som en gentagelse af den fortælling, Regional-Indsigt allerede problematiserede i 2025.
Tallene er de samme. Mekanismerne er de samme. Spørgsmålene er de samme.Det nye er, at regionernes egen afrapportering nu selv dokumenterer det, analysen allerede pegede på:
At den grønne omstilling af regionernes hospitaler indtil videre bæres mere af rammer end af styring.
