Der er indgået et treårigt overenskomstforlig på det regionale område. Parterne fremhæver reallønsfremgang, fritvalgsordning og familiepakke. 105.000 ansatte er omfattet. Den samlede økonomiske ramme er 9,2 pct. plus 0,2 pct. i teknisk korrektion.
Men én af de mest principielle og potentielt dyreste sager der hamrede ind OK-26 er ikke løst: Voldgiftskendelsen om deltidsansattes merarbejde.
Læs også: Kendelse kan udløse millionkrav i den helt store klasse til regionerne
Kendelsen slog fast, at de hidtidige regler var i strid med EU-retten. Deltidsansatte har været stillet ringere end fuldtidsansatte ved ekstra timer. Det var ikke en gråzone – det var ulovlig forskelsbehandling.
Alligevel indeholder det nye forlig ingen samlet økonomisk afklaring af, hvad det koster at rette op på fortiden.
Fremtiden er finansieret – fortiden er parkeret
I forliget fremgår det, at ændringerne træder i kraft 1. april 2026, og at den samlede merudgift er opgjort til 73.033.626 kr. årligt.
Det er den fremadrettede effekt. Den er indregnet. Den er håndteret. Den passer ind i rammen.
Men når det gælder de historiske krav, er formuleringen markant anderledes. Her står blot:
“Parterne aftaler senest 1. maj 2026 en proces for håndtering af krav om efterbetaling som følge af resultatet af kendelsen af 4. februar 2026.”
- Der er ikke afsat en pulje.
- Der er ikke sat et samlet beløb på.
- Der er ikke aftalt en kollektiv løsning.
Der er aftalt en proces.
73 mio. kr. – men hvad med resten?
Beløbet på 73 mio. kr. årligt er tankevækkende. Regionerne havde i 2024 over 800.000 merarbejdstimer for deltidsansatte. Hvis blot en del af disse timer fremover udløser overtidstillæg, kan den reelle effekt nærme sig eller overstige 100 mio. kr. afhængigt af lønforudsætninger og tillæg.
Det rejser spørgsmålet: Er 73 mio. kr. et præcist teknisk skøn – eller et forligstal, der passer ind i rammen?
Uanset hvad dækker beløbet kun fremtiden. Den potentielle efterbetaling for tidligere år kan vise sig at være væsentligt større.
En bemærkelsesværdig stilhed
Det mest opsigtsvækkende er dog ikke tallene – men tonen.
Læs også: Treårigt forlig på plads for 105.000 regionalt ansatte
Forhandlingsfællesskabets formand Mona Striib taler i en anden artikel om et “rigtig godt og solidt forlig”.
Dansk Sygeplejeråds Dorthe Boe Danbjørg fremhæver reallønsfremgang og et mere bæredygtigt arbejdsliv.
Og fra arbejdsgiversiden kalder RLTN-formand Lars Gaardhøj aftalen “økonomisk ansvarlig.”
- Ingen taler om milliardkrav.
- Ingen taler om ulovlig praksis gennem årtier.
- Ingen taler om regningen.
Det ligner en stiltiende forståelse mellem parterne: OK-26 skulle lande. Voldgiftsregningen måtte ikke vælte bordet.
En sejr uden opgør
Fagbevægelsen vandt juridisk. Regionerne tabte principielt. Det står fast.
Men det nye forlig viser også, at parterne har valgt at skille tingene ad. Den fremadrettede implementering er lagt ind i overenskomsten. Den bagudrettede regning er flyttet over i et teknisk spor med frister, proces og individuelle krav.
Forliget fastlægger nemlig, at Regionernes Lønnings- og Takstnævn vil arbejde for at udvide fristen for anmeldelse af krav til 30. juni 2026, og at forældelse afbrydes frem til 30. juni 2027.
Det kan vise sig at være pragmatisk. Det kan også vise sig at være en måde at sprede en økonomisk belastning ud over tid og undgå en samlet politisk diskussion.
For selv om overenskomstforliget nu er på plads, er den egentlige økonomiske konsekvens af voldgiftskendelsen stadig ukendt.
Den juridiske dom er faldet. – Den økonomiske dom mangler endnu at blive afsagt.
