Region Sjælland åbner en ny pendler-buslinje fra Høje-Taastrup i Hovedstadsområdet til Nykøbing Sjælland i Nordvestsjælland.

Da Regional-Indsigt i efteråret beskrev, hvordan Region Sjælland ville udvide sin personalebusordning for læger i almen praksis, var det med afsæt i en konkret rute mellem Flintholm og Maribo – og med et politisk løfte om, at transport ikke måtte stå i vejen for lægedækningen.

Nu er næste skridt taget.

Ifølge Region Sjælland har “pendlerbussen til Nykøbing Sjælland nu ramt vejene, mens pendlerbussen til Kalundborg følger inden længe”

Dermed udvider regionen modellen ganske som lovet i efteråret, hvor man afsatte 5 mio. kr. til ordningen i perioden 2025-2028.

Læs også: Pendlerbusser for læger kan give skattesmæk, hvis man er uopmærksom

Et udviklingsredskab

Direktør for Det Nære Sundhedsvæsen, Dan Brun Petersen, fortælle til Dagens Medicin, at der er flere årsager til, at man nu satser på det her. 

“Når der kommer en god idé og et ønske, så vil vi gerne efterkomme det. Derudover giver pendlerbusserne os mulighed for at eksperimentere med nogle løsninger i almen praksis, som vi ikke tidligere har forsøgt os med, og så kan en forbedret infrastruktur hjælpe os med at udvikle sundhedsvæsenet på sigt”

Dermed bliver pendlerbusserne ikke kun et logistisk greb, men også et udviklingsredskab.

Turbulent forløb

Allerede i oktober meldte regionsrådsformand Trine Birk Andersen (S) klart ud over for Regional-Indsigt, at transporten var tænkt som et aktivt politisk redskab:

“Vilkår og rammer såsom transport skal ikke stå i vejen for løsninger, der virker. Jeg tror på, at busserne og generelt hjælp til transport er noget af det, der skal til, for at vi kan indfri de store ambitioner i sundhedsreformen om at skabe et mere lige, nært og sammenhængende sundhedsvæsen.”

Den melding kom efter en del turbulens og kritik af regionens håndtering af sagen, hvor man først havde afvist ideen om at udvide en eksisterende ordning.

Læs også: Lokal løsning  skaffede flere læger til udkanten – men så satte systemet bremsen i

Fra “pop-up” til busdrift

Men nu noget tyder på, at regionen er ved at bevæge sig fra “pop-up-løsninger” til noget der minder om regulær busdrift.

For at koordinere de forskellige ruter og kommende udvidelser har Region Sjælland nemlig besluttet at oprette en fælles driftsgruppe for transportordningerne. 

“Vi har samlet indsatsen for at sikre os, at vi tænker på tværs af sygehuse, almen praksis og psykiatri i stedet for, at der dukker nye ruter op hist og her,” siger Dan Brun Petersen.

Den næste rute som forventes at starte op i 2026 bliver mellem Hovedstadsområdet til Kalundborg.

Infrastruktur som sundhedspolitik

Set i sammenhæng tegner der sig et billede af en region, der – efter kritik og politisk pres – har valgt at gøre transport til en integreret del af sin lægedækningsstrategi.

Hvor pendlerbussen på Lolland tidligere blev symbolet på et system, der “satte bremsen i”, er den nu blevet en model, der udvides til Nykøbing Sjælland og snart Kalundborg.

Spørgsmålet er ikke længere, om regionen vil køre bus – men om busserne i sig selv kan være med til at flytte lægedækningen i de områder, hvor behovet er størst.

Det er i hvert fald den politiske ambition.

Vil du læse resten af artiklen?

Prøv Regional-Indsigt gratis i 4 uger

Få adgang med det samme - ingen binding - ingen kreditkort 4 ugers gratis prøveperiode

Log ind