Efter års usikkerhed om, hvordan man håndterer PFAS-forurenet jord, mener Danske Regioner nu, at der er taget et vigtigt teknologisk skridt. To projekter på det nationale PFAS-testcenter i Korsør viser, at PFAS kan fjernes fra jord ved at opvarme den til meget høje temperaturer.
“Det er et kæmpe skridt fremad i arbejdet med at løse udfordringerne omkring PFAS, at vi nu har fundet de første teknologier, der kan rense PFAS i jord,” siger Camilla Hove Lund, formand for Danske Regioners udvalg for miljø og klima i en pressemeddelelse.
Teknologierne bygger på samme princip: PFAS-stoffer nedbrydes først ved meget høje temperaturer. I begge projekter opvarmes jorden derfor til omkring 350 grader, hvor stofferne enten fordamper eller nedbrydes.
To forskellige måder at varme jorden op
Selv om teknologien grundlæggende er den samme, er der væsentlige forskelle på, hvordan den anvendes.
I det ene projekt – udført af entreprenørfirmaet Arkil i samarbejde med belgiske Haemers – graves den forurenede jord op og opvarmes i et anlæg til 350-450 grader. PFAS fordamper under processen, hvorefter gassen føres gennem en flamme på omkring 1.400 grader, hvor stofferne destrueres.
I det andet projekt opvarmes jorden direkte på stedet uden opgravning.- Det kaldes smouldering – Her nedbrydes størstedelen af PFAS i jorden under opvarmningen, mens reststoffer opsamles og behandles efterfølgende.
Læs også: Fra forurening til forbillede: En ny metode til jordrensning
Processen opretholdes ifølge en rapport fra Miljøstyrelsen ved tilsætning af luft til jorden. Når først processen er initieret (antændt), bruges energien af de reagerende stoffer til at forvarme og initiere forbrænding af forurenende stoffer i tilstødende områder, hvorved en forbrændingsfront udbredes gennem den forurenede zone.
PFAS-forbindelser kan dog ikke i sig selv opretholde en forbrænding som f.eks. oliekomponenter, og derfor iblandes jorden granulært aktivt kul (GAC), som ved lave koncentrationer kan generere de høje temperaturer (>900 °C).
Aktivt kul kan ifølge rapporten anvendes som rent stof eller som affaldsprodukt fra f.eks. brugte kulfiltre, der har været anvendt til rensning af f.eks. chlorerede opløsningsmidler. Sidstnævnte vil gøre metoden endnu mere bæredygtig.
Resultatet af de to metoder er ifølge regionerne det samme: PFAS forsvinder fra jorden, men med metode nummer to slipper man for opgravning.
Stadig kun testprojekter
De to projekter er dog fortsat demonstrationsprojekter. De er gennemført på det nationale PFAS-testcenter i Korsør og er finansieret med en bevilling på 10 millioner kroner fra finansloven for 2023.
Forsøgene har desuden været relativt små i skala. I alt er der brugt omkring 60 kubikmeter PFAS-forurenet jord til projekterne.
Dermed er næste skridt at finde ud af, hvor teknologierne kan bruges i praksis.
“Nu har vi en teknisk løsning. Så handler det om at finde de helt rigtige projekter, hvor vi kan teste, hvordan teknikken virker i stor skala og få optimeret processerne,” siger Camilla Hove Lund.
En potentiel milliardopgave
Perspektivet rækker imidlertid langt ud over de to testprojekter. Miljøstyrelsen vurderer, at Danmark i løbet af de næste ti år kan få behov for at håndtere mellem 150.000 og 500.000 ton PFAS-forurenet jord.
Oprensning i den størrelsesorden vil kræve helt andre investeringer end de nuværende demonstrationsprojekter. Samtidig understreger regionerne selv, at metoderne ikke vil være relevante alle steder.
“Den nye teknik løser dog ikke alt. Det koster nemlig mange penge at rense jorden på den måde – også klimamæssigt. Derfor kan og skal den kun bruges de steder, hvor der er mest PFAS i jorden,” siger Camilla Hove Lund.
Regionerne står med en del af ansvaret
Regionerne har ansvaret for kortlægning og oprensning af mange jordforureninger i Danmark – især de historiske industriforureninger. PFAS-problemerne spænder dog bredere og kan også involvere kommuner, statslige myndigheder og Forsvaret.
Netop derfor er spørgsmålet om finansiering stadig åbent.
For mens regionerne nu kan pege på en teknologi, der virker i laboratoriet og i mindre forsøg, er det endnu uklart, hvem der skal betale, hvis den skal bruges i stor skala.
Dermed kan det teknologiske gennembrud meget vel vise sig kun at være første skridt i en langt større diskussion om ansvar og regninger i PFAS-oprydningen.
