Region Nordjylland får fra 1. maj én regionsklinik mindre. Regionsklinikken i Skelund, som blev etableret for to år siden, overgår til privat praksis, når en af klinikkens egne læger overtager driften.
Det fremgår af en pressemeddelelse.
Konverteringen sker i en situation, hvor regionen i flere år har haft en klar strategi om at reducere antallet af regionsklinikker – men hvor vi på Regional- Indsigt flere gange har peget på, at udviklingen i praksis er gået den modsatte vej.
Læs også: Fra licensklinik til regionsklinik på under et år
Efter flere rokader og konverteringer er antallet af regionsklinikker vokset. Første juni havde man været oppe på otte, hvis ikke klinikken i Skelund, var blevet konverteret, kan man læse ud af regionens hjemmeside. Og netop konverteringerne til PLO-klinikker har haft det svært.
Men nu sker det så.
Strategi gentaget – men først nu effekt
Regionsrådsformand Mads Duedahl (V) lægger i forbindelse med overdragelsen ikke skjul på, at det er netop denne bevægelse, regionen ønsker:
“Vores lægedækningsstrategi er, at vi allerhelst ser, at lægeklinikkerne drives af læger på overenskomst. Derfor er det glædeligt, en læge i almen medicin har ønsket at overtage vores regionsklinik i Skelund og drive den videre som selvstændig lægepraksis.”
Han kobler samtidig overdragelsen til de nationale ambitioner om bedre lægedækning:
“Samtidig er det endnu et positivt skridt på vejen til at opfylde sundhedsreformens ambitioner om en bedre lægedækning.”
Dermed fastholder regionen den linje, som også tidligere er blevet gentaget politisk: regionsklinikker er en nødvendig, men midlertidig løsning.
Kendt læge overtager
Den konkrete klinik i Skelund overtages af speciallæge i almen medicin Grit Kassebaum, der allerede arbejder i klinikken i dag.
“Jeg er ansat i Regionsklinik Skelund, og jeg kender derfor patienterne og personalet rigtig godt i forvejen. Jeg ved, hvor vigtigt det er med kontinuitet for patienterne, og jeg ser frem til at drive klinikken videre som læge i egen praksis,” siger hun.
Klinikken har omkring 3.100 patienter og videreføres i de eksisterende lokaler, når overdragelsen træder i kraft 1. maj.
Grit Kassebaum overtager to lægekapaciteter, hvor hun selv skal varetage den ene, mens der i løbet af året vil blive ansat en anden læge med speciale i almen praksis til at varetage den anden kapacitet.
Ét skridt frem – efter flere tilbage
Når Regionsklinik Skelund bliver til en PLO-klinik, falder antallet af regionsklinikker i Nordjylland med én.
Men det ændrer ikke ved, at regionen fortsat befinder sig i et spændingsfelt mellem strategi og virkelighed:
På papiret skal regionsklinikker udfases. I praksis opstår de igen – når lægedækningen kræver det.
Skelund viser, at konverteringerne kan lykkes. Men også, at de stadig sker enkeltvis – og ikke i det tempo, regionen selv har ønsket.



