Da Region Østdanmark i slutningen af april offentliggjorde den nye direktionskabale for koncernstabe, driftsområder og præhospital, blev det samtidig præsenteret som endnu et skridt i fusionen mellem Region Hovedstaden og Region Sjælland.
Men de nye udpegninger rejser også spørgsmål om, hvor stor den administrative besparelse egentlig bliver.
Læs også: Direktørerne i Region Østdanmark – De fleste kom fra hovedstaden
For selv om Region Østdanmark i et skriftligt svar til Regional-Indsigt peger på, at der fremover bliver 12 direktører i den nye organisation mod i dag 12 direktører i Region Hovedstaden og 13 i Region Sjælland, så giver regionen ikke noget egentligt svar på, hvor mange chefstillinger der reelt nedlægges.
”Der kommer til at være 12 direktører i Region Østdanmarks driftsområder og koncernstabe. Til sammenligning er der 12 direktørstillinger i Region Hovedstaden og 13 direktørstillinger i Region Sjælland,” skriver Region Østdanmark i svaret til Regional-Indsigt.
Umiddelbart kan det ligne en halvering af antallet af direktører fra 25 til 12.
Kun seks mister foreløbig direktørstatus
Men det er ikke det, regionen selv skriver.
I samme svar oplyser regionen nemlig, at der på nuværende tidspunkt er tre direktører fra Region Hovedstaden og tre direktører fra Region Sjælland, som ikke bliver direktører i den nye organisation. Det peger på, at langt hovedparten af de nuværende direktører fortsætter enten som direktører eller i andre ledelsesfunktioner.
Region Østdanmark ønsker samtidig ikke at oplyse, hvor mange tidligere direktører der får andre chefstillinger i den nye organisation.
”Der foregår fortsat et arbejde med den endelige organisering og bemanding af Region Østdanmark. Der er tale om igangværende personaleprocesser, og derfor er det ikke muligt at give et samlet billede på nuværende tidspunkt,” skriver regionen.
Det gør det vanskeligt at vurdere, hvor stor den faktiske administrative besparelse bliver.
For samtidig med de 12 direktører er der også udpeget:
- 13 vicedirektører,
- projektdirektører,
- transformationsdirektører
- og konstituerede vicedirektører.
Alene Koncern Økonomi får en direktør samt tre vicedirektørfunktioner, mens Ejendomme og Byggerier får en direktør, tre vicedirektører og en projektdirektør.
Ingen springer fra vicedirektør til direktør
Gennemgangen af organisationspapiret viser også et andet mønster.
Der er ingen tydelige eksempler på personer, der går fra vicedirektør til direktør i den nye organisation. Til gengæld er der flere eksempler på ledere – især fra Region Sjælland – som går fra direktørniveau til vicedirektør- eller projektfunktioner.
Eksempelvis bliver Ulrik Edelbo, der senest har været konstitueret økonomidirektør i Region Sjælland, nu konstitueret vicedirektør i Koncern Økonomi.
Helle Gaub går tilsvarende fra rollen som konstitueret direktør for Koncern Byg i Region Sjælland til rollen som projektdirektør i Ejendomme og Byggerier.
Hovedstaden sidder på de tunge områder
Samtidig viser den nye kabale en tydelig magtbalance mellem de to gamle regioner. Ud af de 12 direktørposter går otte til personer med baggrund i Region Hovedstaden, mens fire går til Region Sjælland.
Region Hovedstaden får samtidig direktørposterne på næsten alle de tunge koncernområder:
- Sundhed,
- Økonomi,
- HR,
- Digitalisering,
- Kommunikation,
- Byggeri,
- Apoteket
- og Præhospitalet.
Region Sjælland får især:
- Socialområdet,
- Regionsudvikling,
- Koncerntekniske områder
- og Steno Diabetes Center.
Det giver et billede af, at Region Hovedstaden i høj grad kommer til at præge den administrative struktur i den nye region.
Flere af direktørerne kommer direkte fra centrale chefposter i Region Hovedstadens administration.
Regional Indsigt har tidligere kortlagt direktørniveauet
Regional-Indsigt kortlagde sidste år antallet af personer der have en stillingsbetegnelse som direktør i de fem regioner gennem aktindsigter.
Læs også: Næsten 200 direktører står i spidsen for regionerne
Undersøgelsen viste, at de fem regioner samlet havde 192 direktørstillinger med en samlet lønsum på omkring 268 mio. kr. årligt.
Region Hovedstaden havde alene 60 personer, der havde en direktørstilling, mens Region Sjælland havde 31 direktører.
Undersøgelsen viste samtidig, at regionerne anvender en lang række forskellige direktørtitler – blandt andet centerdirektører, projektdirektører, socialdirektører og forskningsdirektører – hvilket gør det vanskeligt entydigt at opgøre det samlede administrative ledelsesniveau.
Netop derfor bliver det også centralt, hvordan Region Østdanmark i de kommende måneder vælger at organisere chefniveauerne under den nye direktion.



