Ventetiderne i børne- og ungdomspsykiatrien er fortsat blandt de største udfordringer i Region Midtjylland. Samtidig kæmper de voksenpsykiatriske sengeafsnit med overbelægning og pres på både patienter og medarbejdere.
På Børne- og Ungdomspsykiatrisk Afdeling har man i flere år haft lange ventelister. I april 2026 var den gennemsnitlige ventetid fra henvisning til afsluttet udredning på 195 dage. Kun 7 % af patienterne blev udredt inden for 30 dage efter henvisning, fremgår det af dagsordenspunktet til politikerne.
Og på voksenområdet er virkeligheden den, at belægningen i de almene ofte over er 100 %, selv om man har et politisk måltal for 90 %.
Derfor har forretningsudvalget nu sendt en række nye initiativer videre til regionsrådet, fremgår det af en pressemeddelelse.
“Psykiatrien er under stort pres. Det mærker patienter, pårørende og medarbejdere hver dag. Derfor sætter vi nu fra politisk side en række tiltag i gang, der sammen med de mange initiativer, der allerede er i gang på de psykiatriske afdelinger, skal sikre kortere ventetider og bedre rammer for behandlingen,” siger regionsrådsformand Anders G. Christensen (V).
AI skal frigøre tid til patienterne
Et af de mest markante initiativer, som er beskrevet i dagsordenen til politikerne, er en styrket satsning på kunstig intelligens.
Regionen vil igangsætte projekter om AI-understøttet dokumentation, AI-baseret opsummering af journalmateriale samt udvikling af et nyt ressource- og planlægningssystem.
Ifølge regionens eget bilag er formålet at reducere tidsforbruget til dokumentation og forberedelse og samtidig styrke kvaliteten og ensartetheden i journalføringen.
“Målet er at mindske tiden til administrative opgaver, så medarbejderne får mere tid til patienterne,” lyder det i pressemeddelelsen.
Flere patienter skal hjælpes uden for hospitalerne
Et andet spor handler om samarbejdet med kommuner, almen praksis og privatpraktiserende speciallæger.
Regionen vil blandt andet undersøge mulighederne for flere ydernumre til privatpraktiserende børne- og ungdomspsykiatere.
Samtidig ønsker regionen tættere samarbejde med kommunerne om blandt andet PPR-området og med almen praksis om medicinopfølgning og henvisninger. Baggrunden er et ønske om at flytte flere opgaver tættere på borgerne og frigøre kapacitet på hospitalerne.
Organiseringen skal ændres
Regionen lægger også op til en række organisatoriske ændringer.
Blandt forslagene er:
- øget brug af specialpsykologer,
- mere patientaktivitet,
- ophævelse af adskillelsen mellem udredning og behandling,
- tættere samarbejde mellem psykiatri og pædiatri.
Derudover skal der tages stilling til, om aldersgrænsen i børne- og ungdomspsykiatrien skal sænkes fra 21 til 18 år. Ifølge regionens analyser vil det nemlig kunne frigøre kapacitet til yngre patienter.
Ikke en hurtig løsning
Regionen understreger samtidig, at der ikke er tale om hurtige løsninger.
I april 2026 var den gennemsnitlige ventetid fra henvisning til afsluttet udredning i børne- og ungdomspsykiatrien 195 dage, og kun syv procent af patienterne blev udredt inden for 30 dage.
“Vi forventer ikke, at psykiatriens udfordringer kan løses med et snuptag. Og det er afgørende, at medarbejderne bliver en del af det videre arbejde med at udvikle løsningerne,” siger Anders G. Christensen.



