Lone Kjær Jensen er akutsygeplejerske i Tårnby og når sundhedsreformen træder i kraft, bliver Tårnby en del af et stort akutteam med ni kommuner, som skal sidde på tre forskellige baser: Høje Taastrup, Tårnby og Hvidovre.

Det bekymre hende, for det betyder, at fx akutsygeplejerskerne i Tårnby kan komme til at køre mere rundt, miste nærheden til patienterne, og at det bliver uklart, hvordan ansvaret skal fordeles mellem fx hjemmesygeplejersker og akutsygeplejersker i borgernes hjem.

Læs også: Akutsygeplejerske frygter reformens bagside 

Til kørsel-kritikken siger formand for sundhedsrådet i Amager og Vestegnen Tormod Olsen til Regional Indsigt, at akutsygeplejerskerne meget gerne skulle køre i deres nuværende distrikt, når opgaven overtages af regionerne.

”Det er bestemt ikke meningen, at akutsygeplejerskerne skal køre fra den ene ende til den anden. I udgangspunktet, skal akutsygeplejen have med de borgere at gøre, som de har med at gøre i dag, så altså inden for det samme område. Fordi det er jo en opgave, vi overtager fra kommunen. Det er vores mål,” siger Tormod Olsen, der også er gruppeformand for Enhedslisten.

Han anerkender dog, at man pt. ikke ved, hvordan opgaverne og kørslen reelt kommer til at se ud, når sundhedsreformen bliver rullet ud.

Læs også: Akutsygeplejen i Region Øst: Seks sundhedsråd, og tre styringslogikker

Regionen overtager tomme årsværk

”Udfordringen er, at det antal sygeplejersker, som regionen overtager fra kommunen, er et teknisk tal, som er udregnet på baggrund af, hvad kommunerne meldte ind af årsværk. Men kommunernes stillinger har typisk dækket over mere end kun akutområdet, så der har ikke kunne overdrages rigtige medarbejdere en-til-en. Tværtimod har regionerne overtaget tomme årsværk, og det har efterladt et stort rekrutteringsproblem i regionerne,” siger han.

Det betyder reelt, at der kan komme til at mangle akutsygeplejersker. Og derfor medgiver Tormod Olsen, at hvis pladserne ikke alle bliver besat, når reformen ruller ud, kan det godt være, at nogle akutsygeplejersker kommer til at køre længere. Dertil tilføjer Tormod Olsen, at behovet hos borgerne jo også ændre sig, og derfor kan dækningsbehovet ændre sig.

”Men jeg vil helst ikke sætte et skræmmebillede op. Det er hønen og ægget. Hvis jeg bekræfter, at akutsygeplejerskerne kommer til at køre vildt meget ekstra, kan det påvirke rekrutteringen, så der ikke kommer akutsygeplejersker nok. Omvendt bliver vi jo lige nødt til at se, hvor mange vi kan få ind, inden vi overhovedet kan give en garanti for, at man ikke skal køre,” siger han og tilføjer, at forhåbentlig kommer man ud at køre på den base, som man er tilknyttet.

Kan ikke udstede en garanti

Rekrutteringen af akutsygeplejersker har stor prioritet, og noget de følger tæt i sundhedsrådet, forsikrer Tormod Olsen.

”Hvis der er fuldstændigt utilstrækkeligt med akutsygeplejersker, skal vi selvfølgelig lave en plan for det. Ellers bliver det jo en nedadgående spiral,” siger han.

Kan man så ikke frygte, at akutsygeplejersker i stedet søger mod hospitalerne? 

Jo, mener Tormod Olsen, som tilføjer:

”Jeg kan godt forstå, at man er urolig, men jeg kan ikke udstede en garanti.”

Der er fordele og ulemper

En anden bekymring, som akutsygeplejersken Lone Kjær Jensen peger på, er, at akutsygeplejerskerne mister kendskabet og den nære kontakt med nogle af borgerne.

Det hænger sammen med, at det tager tid både at opbygge en ny relation til de praktiserende læger og de nye borgere. For virkeligheden er den, at fordi akutsygeplejerskerne sandsynligvis får flere nye borgere, teamet bliver større og de samtidig skal dække et større område, så bliver kendskabet mindre.

”Der er jo fordele og ulemper ved den nye sundhedsreform. Forhåbentligt kommer de til at køre ud til de borgere, de allerede kender, men igen kan vi jo ikke udstede nogen garantier,” siger han. Under alle omstændigheder understreger han, at opgaverne vil blive oprettet ud fra, hvor man arbejder i dag. Og så tilføjer han:

”Det skal jo selvfølgelig være sundhedsfagligt forsvarligt i forhold til borgerne, derfor er det meget vigtigt, at der uanset hvad er tid til at give omsorg til dem.”

Vi holder øje

En anden bekymring i forhold til sundhedsreformen, som har været fremhævet af mange, er, hvor snitfladerne kommer til at ligge, og hvem der har ansvaret, når reformen træder i kraft. Hvordan taler man sammen på tværs af sektorer – hvem har fx det overordnede ansvar, når hjemmesygeplejen og akutsygeplejersken er ude hos borgeren? Hvem rapporterer til hvem?

“Lige siden reformen blev lavet, har man været opmærksom på dette spørgsmål, så jeg er fuldt inde i den problemstilling, som man ikke bare skal negligere,” siger han og tilføjer, at det ansvar er noget, der skal koordineres. Og det er noget, der både arbejdes med i kommunerne, i regionen og i sundhedsrådene, påpeger han.

Vil du læse resten af artiklen?

Prøv Regional-Indsigt gratis i tre uger

Få adgang med det samme - ingen binding - ingen kreditkort 3 ugers gratis prøveperiode

Log ind