Skip to main content

Regionerne driver hospitaler og sundhedstilbud for milliarder af kroner. Det gør dem ikke kun til en afgørende spiller i danskernes sundhed, men også til en tung aktør i klimaets regnskab. Faktisk står sundhedsvæsenet ifølge Danske Regioner for omkring seks procent af Danmarks samlede CO₂-udledninger – hospitalerne er de største syndere.

Netop derfor sætter regionerne klimaet på operationsbordet, når Klimafolkemødet løber af stablen i Middelfart fra torsdag til lørdag, det fremgår af et opslag på LinkedIn.

På den fælles regionsstand (bod 27) kan gæsterne opleve alt fra genbrugelige operationshuer til eldrevne akutbiler. – Og i debatten kl. 16.00 torsdag kan man deltage i regionernes programpunkt: ”Vejen til grønne hospitaler”Grøn Scene, her skal politikere, læger og erhvervsfolk diskutere, hvordan man får vendt sundhedsvæsenets klimaaftryk.

Fra strategi til hverdag

Bag de konkrete eksempler som vi kan se skyde frem i regionerne lige nu ligger en fælles strategi, hvor regionerne har forpligtet sig til at halvere hospitalernes CO₂-udledning inden 2035 og skabe et klimaneutralt sundhedsvæsen i 2050. Det sker gennem tre centrale spor: grønne indkøb, cirkulær økonomi og energieffektive bygninger.

Vi har tidligere skrevet om, hvordan man på Hvidovre Hospital fik idéen til at udskifte 50 år gamle varme- og kølepumper, fordi en ansat og ikke en klimakonsulent tænkte sig om. Resultatet er en årlig besparelse på op mod 1 mio. kr. og en CO₂-reduktion svarende til 180 husstandes elforbrug.

Men lige nu rulle de gode ideer, som sagt ud alle mulige steder i regionerne.

Medarbejderne er afgørende

Region Syddanmark er en af de regioner der fremviser resultater. I 2024 lykkedes det at reducere klimaaftrykket fra fødevarer med 13,5 pct. og sortere 30 pct. af affaldet til genanvendelse – langt foran de politiske målsætninger.

Region Syddanmark fremhæver i en pressemeddelelse om deres grønne regnskab, at medarbejdernes indsats er afgørende:

”Medarbejderne løfter i flok, og vi ser fx køkkenpersonale, teknikere og portører, der tænker klima ind i alt fra madplaner og affaldssortering til at spare på strømmen i det daglige,” siger regionsrådsformand Bo Libergren (V).

Længere nord på i Region Midtjylland er der sat fokus på alt fra eldrevne sygetransporter til brug af kunstig intelligens, der optimerer hospitalernes energiforbrug. 

I en pressemeddelelse kan man bl.a. læse om, hvordan man på Aarhus Universitetshospital er et simpelt teknologisk greb – en dråbetæller – med til at reducere både affald og CO₂, samtidig med at personalet skånes og arbejdet effektiviseres.

“Vi styrker arbejdet med bæredygtighed ved at gøre det mere systematisk og tættere på hverdagen. Når vi arbejder helhedsorienteret med klima og miljø, social ansvarlighed og ledelse, understøtter det kvaliteten i vores kerneopgaver,” lyder det fra Anders Kjærulff koncerndirektør i Region Midtjylland.

Det svære næste skridt

Mens mange lavthængende frugter allerede er ved at blive plukket, peger regionerne selv på, at udfordringen bliver at nedbringe klimaaftrykket fra medicin, medicoteknisk udstyr og andre forbrugsvarer – produkter, der i høj grad købes ind fra globale leverandører.

Her spiller dialog og partnerskaber med virksomheder en nøglerolle, og Klimafolkemødet bliver en scene, hvor netop disse samtaler kan tages på tværs af sektorer.

At regionerne stiller sig frem i Middelfart er derfor ikke kun et PR-stunt. Det er en markering af, at sundhed og klima hænger uløseligt sammen. Som WHO har understreget, er klimaforandringerne den største trussel mod den globale folkesundhed.

Regionerne har med andre ord en dobbelt forpligtelse: at passe på både patienterne og planeten.

Vil du læse resten af artiklen?

Prøv Regional-Indsigt gratis i 4 uger

Få adgang med det samme - ingen binding - ingen kreditkort 4 ugers gratis prøveperiode

Log ind