Skip to main content

Da Region Nordjylland i december 2024 kunne fortælle, at læge Kim David Villadsen overtog klinikken i Frøstrup som licensklinik, var optimismen stor. 

Udbudsmodellen med Alles Lægehus var brudt og modellen var tænkt som en mellemvej mellem privat praksis og regionsklinik for læger, der ville starte langsomt op:

Regionen stiller nemlig næsten ligesom det private partnerskabsklinikker lokaler, personale og administration til rådighed, mens lægen driver klinikken på almindelige overenskomstvilkår mod et fast bidrag.

Læs også: Regioner sætter turbo på lægedækning i udsatte områder

Ærgerlig over situationen

Men allerede under et år senere har Kim Villadsen meldt ophør pr. 1. marts 2026. Det fremgår af et dokument som Regional-Indsigt er i besiddelse af.

Region Nordjylland bekræfter over for Regional-Indsigt, at aftalen er opsagt.

“Vi er selvfølgelig ærgerlige over, at Kim Villadsen har varslet ophør på trods af, at regionen har stillet en licensklinik til rådighed, men vi tænker fortsat at licensløsningen kan være en attraktiv løsning for nogle læger,” skriver regionen i en mail.

Men fastholder, at licensmodellen fortsat kan være et værktøj – selvom man politisk prioriterer regionsklinikker frem for udbudsklinikker.

Kim Villadsen selv, er ikke meget for at kommentere sagen, men havde som vi forstår det håbet på en anden løsning. Hvad det så går ud på, kan han ikke oplyse, da Regional-Indsigt henvender sig.

Nul ansøgninger på Sjælland

På Sjælland er situationen ikke meget bedre, her annoncerede Region Sjælland to licensklinikker i Næstved og Vordingborg før sommerferien med en deadline for ansøgning i midten af sommerferien.

Her var ambitionen ligesom i nordjylland, at gøre det nemmere for yngre læger at prøve kræfter med egen praksis uden først at skulle købe en klinik. Efter tre måneders rekruttering endte forsøget med én forespørgsel og nul egentlige ansøgninger. 

Regionsrådsformand Trine Birk Andersen (S) måtte kort efter sommerferien over for TV2Øst konstatere, at man i stedet konverterede planerne til nærklinikker med regionsansatte læger – en justering, hun beskrev som ”et lille bump på vejen”.

Et nationalt redskab – uden gennemslag

Licensklinikker indgår ellers i regeringens og Danske Regioners værktøjskasse til at styrke lægedækningen i yderområder. Sundhedsreformen fra 2024 fremhævede netop licensmodellen som en fleksibel løsning i kommuner som Thisted, Næstved og Vordingborg, hvor behovet er størst.

Alligevel har virkeligheden vist sig mere sejlivet. I Nordjylland endte licensklinikken i Frøstrup som en kort parentes, og i Sjælland blev modellen aldrig realiseret.

Back-up fra andre klinikformer

Det efterlader regionerne med en kendt løsning: regionsklinikkerne. Både i Nordjylland og Sjælland understreger man, at borgerne ikke skal mærke forskel, men i praksis betyder udviklingen, at regionerne i stigende grad selv må drive klinikker, når det ikke lykkes at få læger til at tage ejerskab.

Licensklinikkerne skulle være en ny vej ind i almen praksis, men for lægerne, som regionerne gerne vil rekruttere til denne her model i udkantsdanmark, synes valget at stå skarpere: 

Enten fuldt ejerskab som PLO-læge – eller fastansættelse i en udbudsklinik eller en af regionernes egne (regions el. nærklinikker). Dermed risikerer licensmodellen at ende som endnu et sundhedspolitisk eksperiment, der dårligt blev prøvet af i yderområderne,og aldrig for alvor vandt fodfæste.

Vil du læse resten af artiklen?

Prøv Regional-Indsigt gratis i 4 uger

Få adgang med det samme - ingen binding - ingen kreditkort 4 ugers gratis prøveperiode

Log ind