Da Sundhedsstyrelsen i slutningen af 2025 sendte udkast til nationale kvalitetsstandarder for sundheds- og omsorgspladser i høring, var ambitionen klar: mere ensartet kvalitet, tydeligere krav til kompetencer, lægedækning og rehabiliterende indsatser – og et nationalt fastsat kapacitetsniveau fra 2027.
Men høringssvar fra henholdsvis KL og Danske Regioner peger i hver sin retning – og tilsammen blotlægger de en strukturel udfordring i reformens implementering ved at aftalerne indgås før rammerne er endeligt fastlagt.
Læs også: KL er bekymret for beslutningsgrundlaget i horisontale aftaler
Regionerne: kravene kommer for hurtigt – og låser strukturen
Danske Regioner retter i deres høringssvar kritik mod, at kvalitetsstandarderne allerede fra 2027 fastsætter et nationalt minimumskrav til antallet af sundheds- og omsorgspladser. Organisationen kalder det ”uhensigtsmæssigt” og advarer mod, at kapacitetskrav bliver et mål i sig selv frem for et middel til kvalitet.
Regionernes hovedpointe er ikke, at der ikke skal stilles krav – men at kravene kommer, før systemet er klar. Ifølge Danske Regioner indebærer standarderne nye og omfattende krav til bemanding, kompetencer, fysisk indretning og dataunderstøttelse, som ikke kan efterleves inden for de nuværende rammer. Implementeringen vil tage tid og kræve trinvis opbygning.
Det er samtidig værd at bemærke, at regionernes kritik primært handler om styring og fleksibilitet – ikke om finansiering eller kontraktforholdet til kommunerne.
KL: fokus på aftaler, økonomi og sikkerhed
KL angriber problemstillingen fra en anden vinkel. I sit høringssvar til vejledningen om horisontale samarbejdsaftaler peger KL på risikoen for, at kommunerne påtager sig åbne og økonomisk uafklarede forpligtelser i en situation, hvor både opgaveindhold og kvalitetskrav fortsat er i bevægelse.
KL lægger særlig vægt på:
- at nye nationale standarder og retningslinjer kan udløse meropgaver og meromkostninger
- at der derfor er behov for klare tillægsaftaler og fuld økonomisk regulering
- og at sikkerheden i de horisontale aftaler er blevet svækket, hvis regionerne fortsat kan pålægge kommunerne yderligere opgaver uden for den oprindelige aftale
Hvor Danske Regioner efterlyser fleksibilitet i struktur og kapacitet, efterlyser KL forudsigelighed og økonomisk værn.
Når standarder møder aftaler: et klassisk implementeringsgab
Set i sammenhæng peger høringssvarene på et klassisk problem i store reformer:
Tidsmæssig forskydning mellem aftale, standard og praksis.
De horisontale aftaler er konstrueret som rammeaftaler med mulighed for senere tillæg, netop fordi kvalitetsstandarderne endnu ikke var endeligt fastlagt. Men kvalitetsstandarderne – sådan som de ligger i udkast – er ikke blot præciseringer. De udgør et reelt løft i krav til:
- lægedækning og behandlingsansvar
- tværfaglige kompetencer og døgnbemanding
- dokumentation, monitorering og data
- fysisk indretning og kapacitet
Spørgsmålet er derfor ikke, om aftalerne skal justeres – men hvornår, hvordan og hvem der bærer risikoen i mellemtiden.
To advarsler – ét fælles problem
Danske Regioner advarer mod at låse systemet for tidligt.
KL advarer mod at indgå aftaler uden økonomisk sikkerhed.
Begge advarsler er legitime – men tilsammen peger de på et uafklaret krydsfelt, hvor:
- regionerne ønsker handlefrihed i implementeringen af standarderne
- kommunerne risikerer at stå med driftsansvaret, før finansiering og opgaveafgrænsning er på plads
Det gør de horisontale aftaler til mere end blot et teknisk overgangsværktøj. De bliver i praksis den arena, hvor kvalitetskrav, økonomi og ansvar skal forhandles – også efter reformens formelle ikrafttræden.
Kvalitetsstandarderne er endnu ikke endelige, men selvom parterne anerkender behovet for justering over tid, viser høringssvarene, at spændingen mellem nationale ambitioner og lokale aftaler allerede er tydelig.
