Da Danske Regioner i januar offentliggjorde den første afrapportering af Den fællesregionale strategi for Grønne Hospitaler, var budskabet klart: Regionerne er godt fra start. Med tre handlingsspor og et mål om at halvere hospitalernes klimaaftryk inden 2035 tegnes et billede af en sektor, der tager klimaansvar alvorligt.
”Det er både en meget stor og en meget kompliceret opgave, vi har sat os for. Hvert år diagnosticerer og behandler det danske sundhedsvæsen knap 3 millioner patienter. Og det indkøber og forbruger over 150.000 forskellige produkter. Så det er meget ambitiøst. Men det er også nødvendigt, at sundhedsvæsenet tager sin del af ansvaret på sig”, siger Camilla Hove Lund, formand for Danske Regioners udvalg for Miljø og Klima i en pressemeddelelse.
Men en nærlæsning af afrapporteringen viser også noget andet: Fremdriften er ujævnt fordelt – og på flere centrale områder er det ikke regionerne selv, men strukturelle og markedsmæssige forhold, der driver reduktionerne.
Læs også: Regionernes grønne fortælling løber foran den faktiske styring
Et spor rykker – men ikke kun på grund af regionerne
Ifølge afrapporteringen er det især handlingsspor 3 – energi, transport og bygninger – der leverer de tydeligste resultater. Siden 2018 er regionernes klimaaftryk fra el, varme og transport reduceret med 45 procent, og regionerne er dermed mere end halvvejs mod målet om 75 procent reduktion i 2030.
Men afrapporteringen dokumenterer samtidig, at 39 procent af reduktionen skyldes ændrede emissionsfaktorer i det danske energisystem – altså grøn strøm og fjernvarme – snarere end regionernes egne prioriteringer. Regionernes egne indsatser står for den resterende del.
Det rejser et centralt spørgsmål: Hvor robust er den grønne omstilling, hvis tempoet i høj grad afhænger af eksterne energimarkeder og nationale investeringer?
Indkøb: Store ambitioner – begrænset styring
Hvis regionerne for alvor vil rykke deres samlede klimaaftryk, peger afrapporteringen entydigt på indkøb som den største løftestang. Indkøb af lægemidler, medicinsk udstyr og øvrige varer udgør hovedparten af hospitalernes forbrugsbaserede klimaaftryk
Her er ambitionerne høje: Grønne krav i alle udbud, fælles miljømærkepolitik og skærpede krav til transport. Men dokumentationen af faktisk effekt er foreløbig begrænset. Regionerne peger selv på udbudsjuridiske barrierer, særligt når krav rækker bagud i leverandørernes værdikæder.
Resultatet er, at regionerne i høj grad er afhængige af leverandørernes modenhed – og af EU-regulering, der endnu ikke er på plads. Det betyder, at indkøbssporet i højere grad handler om proces, dialog og forberedelse end om dokumenterede reduktioner her og nu.
Cirkulær økonomi: Mange små skridt – få systemiske greb
Handlingsspor 2 om cirkulær økonomi og adfærd illustrerer en anden udfordring. Her er der masser af konkrete initiativer – fra mindre lejepapir og færre engangsprodukter til genbrug af møbler og flergangsinstrumenter.
Afrapporteringen viser reelle reduktioner på udvalgte områder, men også at de fleste indsatser er inkrementelle. De kræver adfærdsændringer i en presset klinisk hverdag og giver relativt beskedne CO₂-gevinster enkeltvis.
Læs også: Farvel til engangskitlen: Region Midtjylland lancerer operationskittel til genbrug
Regionernes egen model for udbredelse (RUL) er et forsøg på at skalere løsninger, men den er endnu ung – og det er, som det også understreges i pressemeddelelsen for tidligt at sige, om den kan levere de strukturelle ændringer, der skal til for at nå 2035-målet.
Samlet set tegner afrapporteringen et billede af regioner, der vil meget og gør en del, men som opererer inden for snævre rammer. De største fremskridt kan knyttes til energiomstilling på nationalt niveau, teknologisk udvikling og leverandørers egne grønne investeringer.
Det betyder ikke, at regionernes indsats er uden betydning. Tværtimod er strategien et vigtigt koordinerende greb.
