Der er umiddelbart meget, der fungerer i dansk psykiatri.
Den nyeste udgave af LUP Psykiatri 2025, hvor over 10.000 patienter og pårørende har svaret på spørgsmål, tegner et billede af et system, hvor patienterne i høj grad oplever mødet med personalet som positivt.
Spørgsmål som “Venligt og imødekommende personale” scorer 4,22 ud af 5 mulige point og ligger dermed i toppen af tilfredsheden, men at kunne komme i kontakt med personalet ligger noget længere nede i gennemsnit på tværs af regionerne. (3,69 point) (se oversigtsfigurerne side 5 og 9) .
Relationerne bærer systemet
Vi ved, at det er relationerne, der bærer psykiatrien, og netop derfor bliver det også tydeligt, hvad der mangler.
Når man bevæger sig ned i de spørgsmål, der handler om patientens egen rolle i behandlingen, ændrer billedet sig. Spørgsmålet “Med til at træffe beslutninger om undersøgelse/behandling” får i gennemsnit 2,55 point hos de indlagte patienter og en smule højere hos de pårørende.
Resultatet ligger mildt sagt ikke blandt de bedst vurderede, og det samme gælder spørgsmål om at få hjælp til at håndtere psykiske vanskeligheder eller tale om, hvad man selv kan gøre for at få det bedre.
Det efterlader et genkendeligt mønster: Patienten møder et system, der lytter og er imødekommende – men ikke i samme grad et system, der deler styringen.
Læs også: Høj tilfredshed skjuler gammelt problem: Patienten er stadig tilskuer
På den måde gentager psykiatrien det mønster, der også kendes fra somatikken. Forskellen er blot, at det her fremstår mere problematisk. For i psykiatrien er relationen ikke bare en del af behandlingen – den er en stor del af selve behandlingen. Når patientinddragelsen halter her, bliver det ikke et randproblem, men et kerneproblem.
Regionerne: Et ujævnt Danmarkskort
Ser man på de regionale forskelle, bliver billedet ikke klarere – snarere tværtimod. Overordnet set er variationen begrænset. “På regionsniveau … er det kun 21 % af alle resultater … som er signifikant forskellige fra landsresultatet,” skriver man i undersøgelsen.
Det betyder, at langt de fleste resultater ligger tæt på hinanden, og at der ikke tegner sig et entydigt Danmarkskort med klare forskelligheder.
Alligevel er der bevægelser under overfladen.
I den ambulante psykiatri for voksne markerer Region Hovedstaden sig positivt, hvor “tre ud af ni resultater ligger signifikant over landsgennemsnittet” .
Men det billede holder ikke, når man ser på børne- og ungdomspsykiatrien. Her er det netop Region Hovedstaden, der skiller sig ud – denne gang i den modsatte retning, som “den eneste region, der har resultater, som ligger signifikant under landsresultatet”, fremgår det af et oversigtsdokument, der har fokus på regionerne.
Inddragelsen er ujævn – og datagrundlaget tyndt
De øvrige regioner placerer sig i et mere blandet landskab. Nordjylland, Midtjylland og Sjælland har alle områder, hvor de ligger under gennemsnittet, men også områder, hvor de ligger over. Det gør det vanskeligt at tale om en klar geografisk forskel mellem øst og vest. Snarere fremstår psykiatrien som et system, hvor styrker og svagheder er spredt – og hvor ingen for alvor bryder mønstret.
Det handler også om inddragelse af pårørende.
Når man ser på de indlagte patienter, forsvinder forskellene næsten helt og her skal man være opmærksom på, at for flere undersøgelser gælder det direkte, at “der er ikke sammenlignet over tid, fordi der ikke er indsamlet data i to hele år”, fremgår det af undersøgelsen.
Patienten er ikke med ved bordet
Samlet set tegner LUP Psykiatri 2025 derfor et billede af et system, der fungerer i mødet mellem mennesker, men som har vanskeligt ved at flytte sig strukturelt.
Patienterne bliver mødt med respekt og ordentlighed. Men de bliver ikke i samme grad gjort til medspillere i deres eget forløb.
Det er ikke en ny erkendelse. Men det er en vedvarende en. Og efter endnu et år uden tydelig fremdrift står konklusionen tilbage:
Relationerne bærer psykiatrien – men patienten sidder stadig ikke med ved bordet.
