Den 22. august kan passagererne for første gang køre hele vejen med Hovedstadens Letbane fra Ishøj i syd  til Lundtofte i nord.

Dermed åbner de sidste stationer på den 28 kilometer lange letbanelinje. Når hele strækningen er i drift, omfatter letbanen 29 stationer og skaber en kollektiv forbindelse på tværs af hovedstadens S-togslinjer og en række kommuner.

Letbanen kommer til at gøre hverdagen lettere for, ikke mindst patienter og medarbejdere på Rigshospitalet Glostrup og Herlev Hospital. Samtidig giver den nye forbindelser til erhvervsområder som Hersted Industripark, Gladsaxe Erhvervskvarter og Lautrup samt til uddannelser som DTU.

Direktøren for Hovedstadens Letbane er glad for at sikkerhedsgodkendelsen nu er på plads.

“Det skyldes et godt samarbejde med myndighederne, entreprenørerne og vores øvrige samarbejdspartnere. Nu glæder vi os til at tage imod passagererne lørdag den 22. august. Det bliver en festdag, hvor alle kan rejse gratis med Letbanen,” siger Mikkel Kjær Jensen i en pressemeddelelse.

Folkefest ved rådhuset i Gladsaxe

Regionsrådsformand Lars Gaardhøj (S) kalder åbningen kulminationen på mange års arbejde.

“Letbanen bliver et stort løft for den kollektive trafik, og det fortjener at blive fejret,” siger Lars Gaardhøj ifølge en pressemeddelelse.

Letbanens første strækning mellem Ishøj og Rødovre Nord åbnede 26. oktober 2025.

Dengang fremhævede Gaardhøj især forbindelsen til hospitalerne.

“Den vil gøre det nemmere for både borgere, patienter og medarbejdere at komme rundt – ikke mindst til to af vores hospitaler,” sagde han ved den første åbning.

Den fulde strækning får blandt andet stationer ved Rigshospitalet Glostrup og Herlev Hospital og binder kommunerne langs Ring 3 sammen med blandt andet DTU og en række større erhvervsområder.

Region Hovedstaden er medejer af Hovedstadens Letbane sammen med 11 kommuner. Åbningen 22. august markeres med en folkefest ved Gladsaxe Rådhus.

Vil du læse resten af artiklen?

Prøv Regional-Indsigt gratis i tre uger

Få adgang med det samme - ingen binding - ingen kreditkort 3 ugers gratis prøveperiode

Log ind