Mens flere af regionernes store hospitalsbyggerier har været præget af årelange forsinkelser, er en af de første fysiske rammer om Region Østdanmark blevet rejst på ni måneder. Den nye rådssal blev dog tre måneder senere færdig end først varslet.

Region Østdanmark har fået tag over den politiske del af fusionen.

Tirsdag klippede regionsrådsformand i Region Sjælland Trine Birk Andersen (S) og regionsrådsformand i Region Østdanmark Lars Gaardhøj (S) snoren til den udvidede regionsrådssal i Sorø. Det fremgår af en pressemeddelelse.

Et hurtigt byggeri

Første spadestik blev taget den 4. november 2025. Dermed er tilbygningen gennemført på godt ni måneder – en ganske anderledes byggehastighed end den, der har præget flere af regionernes store hospitalsprojekter.

Helt efter den oprindelige tidsplan er projektet dog ikke gennemført. Ved byggestarten oplyste Region Sjælland, at rådssalen forventedes færdig i maj 2026. Indvielsen fandt først sted den 11. august, og ifølge regionen mangler der fortsat enkelte afsluttende arbejder udvendigt.

Den nye sal skal rumme Region Østdanmarks 47 regionsrådsmedlemmer og bliver fremover mødesal for både regionsrådet og forretningsudvalget.

“Om få måneder bliver Region Sjælland en del af Region Østdanmark. Derfor er det en særlig dag, som både er med til at markere en snarlig afslutning af et vigtigt kapitel og samtidig gøre klar til et nyt. Jeg er glad for at kunne tage en moderne rådssal i brug, der skal danne gode rammer om den politiske dialog og de beslutninger, som får betydning for borgerne i Østdanmark i mange år fremover,” lyder det fra Trine Birk Andersen.

Sorø fastholder magten

Placeringen føjer endnu et kapitel til Sorøs lange historie som politisk og administrativt magtcentrum.

Området var i middelalderen tæt knyttet til Hvideslægten, der hørte til rigets mest magtfulde stormandsslægter og stod kongemagten nær. Senere blev Sorø Klosterkirke gravsted for både medlemmer af slægten og flere danske konger.

Siden 1662 har Sorø desuden været centrum for skiftende amtslige og regionale myndigheder. Rådssalen blev opført til Vestsjællands Amt i 1983 og udvidet efter strukturreformen i 2009, da Region Sjælland blev dannet.

Nu overlever Sorø endnu en strukturreform. Når Region Sjælland og Region Hovedstaden bliver til Region Østdanmark 1. januar 2027, bliver regionshuset i Sorø hovedsæde for den nye region.

“Region Østdanmark samler to regioners erfaringer, kompetencer og ambitioner. Det gælder også her i Sorø, hvor de fysiske rammer nu er på plads, så det nye regionsråd kan koncentrere sig om den vigtigste opgave, nemlig at træffe de beslutninger, der skal udvikle et stærkt sundhedsvæsen til gavn for borgerne,” lyder det fra Lars Gaardhøj.

Udvidelsen voksede på papiret

Ved første spadestik oplyste Region Sjælland, at rådssalen skulle forlænges med tre meter, svarende til omkring 45 kvadratmeter. I pressemeddelelsen om den færdige sal angives den seneste udvidelse til cirka 90 kvadratmeter.

Det fremgår ikke, hvorfor arealet nu er dobbelt så stort som først oplyst, eller hvad den endelige udvidelse har kostet.

Det første møde i den nye rådssal bliver holdt den 18. august, når Det Forberedende Regionsråd mødes i Sorø.

Vil du læse resten af artiklen?

Prøv Regional-Indsigt gratis i tre uger

Få adgang med det samme - ingen binding - ingen kreditkort 3 ugers gratis prøveperiode

Log ind