Sundhedsstrukturkommissionen vurderer i sin rapport, at digitalisering og brug af data rummer et stort potentiale i forhold til at realisere et mere sammenhængende sundhedsvæsen præget af nærhed til gavn for borgere og medarbejdere.
En digital transformation er en naturlig og central forudsætning for at fremtidssikre sundhedsvæsenet. Samtidig kan endnu bedre brug af digitale løsninger og data være med til at skabe et mere sammenhængende sundhedsvæsen for borgere og medarbejdere.
Det er et af budskaberne fra Sundhedsstrukturkommissionen.
Afgørende betydning for det nære sundhedsvæsen
Men hvad med dem som eksempelvis står i frontlinjen og skal lede implementeringen af den digitale transformation?
Et fokus på dem skal man lede grundigt efter i Sundhedsstrukturkommissionens rapport, men i Region Hovedstaden ser det ud til, at man er et skridt foran.
Her har man erkendt, at digitaliseringen og nye teknologier kommer til at få afgørende betydning for eksempelvis det nære sundhedsvæsen med bedre og mere målrettet patientpleje med hjemmeindlæggelser og selvmonitorering.
Det kommer til at stille nye krav til både læger, sygeplejersker og ledere, hvis vi skal styrke med behandlingen i eget hjem gennem brug af digitale tilbud til borgere med eksempelvis lungelidelser, hjertesvigt, nyresvigt, diabetes og psykisk sygdom.
Digital transformation er en ledelsesopgave
Roskilde Universitet og Nordsjællands Hospital har derfor indgået en efteruddannelsesaftale, som i efteråret og vinteren skal efteruddanne 240 ledere fra hospitalet, så de rustes bedre til den digitale udvikling og omvæltning, som det danske sundhedsvæsen står midt i.
Formålet med lederuddannelsen er bl.a. at bruge det digitale til at frigøre ressourcer. Derudover ønsker man på Nordsjællands Hospital at omlægge patientforløb, så de bliver mere digitale. Her er det Sundhedsplatformen, der er fuldt implementeret og bruges af alle dagligt, som vil være i centrum.
“Den digitale transformation er en vigtig ledelsesopgave, som vores dygtige chefer og mellemledere er i gang med og kan blive bedre til. Deres kompetencer til at lede digitalisering og anvende den digitalisering, som allerede er til rådighed, bliver endnu vigtigere de kommende år,” lyder det fra hospitalsdirektør Bente Ourø Rørth i et nyhedsopslag.
Hun ser frem til samarbejdet med Roskilde Universitet, hvor forskere i digitalisering fra RUC skal bidrage til at styrke lederne, så de er rustet til det pres, der er på hospitalet, om at man skal blive endnu bedre til at understøtte det enkelte patientforløb med nye digitale løsninger.
”Det, som vi som forskere og specialister i digitalisering kan bidrage med, er viden om de organisatoriske og ledelsesmæssige aspekter af digitalisering. Det, vi lærer dem, er at tænke strategisk, at forstå teknologien bedre, at tænke kreativt om anvendelsen af ny teknologi, at planlægge en forandring, og at føre en forandring med digital teknologi ud i livet, så det bliver virkelighed at arbejde på en anden måde end før,” forklarer Professor i datalogi og uddannelsesansvarlig Jan Pries-Heje.