Et af de store spørgsmål, der har cirklet længe før regeringen midt i september, kom med deres udspil til en sundhedsreform, er om det vil afstedkomme et nyt forvaltningslag.
I nogens verden mere bureaukrati.
Alene det at vi kan se frem til 17 sundhedsråd får tankerne til at dreje i den retning, særligt ifølge professor i offentlig ledelse og styring Carsten Greve, men her er det værd at bemærke, at han på ingen måde er enig med hans kollega Jørgen Grønnegaard Christensen, der er professor emeritus ved Aarhus Universitet. Det fremgår af en artikel i Sundhedsmonitor.
I følge Carsten Greve, kommer de nye sundhedsråd nemlig til at blive et fjerde forvaltningslag.
”Og det er jo sådan lidt paradoksalt, fordi man har talt om afbureaukratisering og enkelthed. Men alt andet lige, så lægger du et fjerde forvaltningslag ind, som du så skal til at tage hånd om. Og de skal koordinere med andre. De skal også koordinere internt, med regioner og kommuner og i forhold til det geografiske. Der er en masse koordinering,” han.
På den anden side har vi så Jørgen Grønnegaard Christensen, der mener, at den nye reform ikke er et værktøj til at stramme grebet om regionerne og de kommende sundhedsråd.
Tværtimod skulle det være en garanti for, at det nære sundhedsvæsen bliver prioriteret.
”Den vægt, der er lagt på nu, betyder at regeringen og de nationale myndigheder bliver en form for beskyttere i forhold til de nære led i sundhedsvæsenet,” siger Grønnegaard.
Et skalkeskjul for en regionalisering
I kommunerne er man enige i, at sundhedsrådene skal være motoren, der skal bygge det nære sundhedsvæsen op. Det fremgår af en artikel i Altinget.
Og her er man sådan set enig i, at regionerne skal sidde for bordenden.
“Det rigtige tænkt, at der skal sidde kommunal- og regionspolitikere. Og det er sådan set også rigtig nok tænkt, at det er nødt til at være regionen, der sidder for bordenden, fordi sundhedsvæsnet primært er et regionalt ansvar. Det er en meget god løsning,” lyder det fra Kristian Vendelboe, der er administrerende direktør for KL.
Men for ham hopper kæden hopper af, når regeringen vil sikre de regionale medlemmer af rådet et flertal på forhånd. I KL betragter man det som et skalkeskjul for en regionalisering af de nære sundhedstilbud.
Akutsygepleje som ny kampplads
Spørger man en ekspert, der har været tætter på praksis end de to professorer og KL`s direktion om, hvad der er lagt op til, hvis man flytter akutsygeplejen og de midlertidige pladser til regionerne under sundhedsrådenes ansvar, så er svaret klart.
Flytningen af eksempelvis akutsygeplejen åbner for et potentielt nyt slagsmål mellem kommuner og regioner, mener Sidsel Vinge, som har været både projektchef i Vive og sundhedschef i Gladsaxe Kommune.
Hun peger på, at akutsygeplejen er en funktion og ikke en gruppe af medarbejdere, derfor kan det blive svært at afgøre, hvad akutsygepleje er. Hun forudser, at regionerne vil have deres eget syn på, hvad der er akutsygepleje
”Mens kommunerne vil stå og sige, at de opgaver har akutsygeplejerskerne altid løst, og at det derfor ikke er den almene sygepleje og dermed kommunernes opgave. Det er det slagsmål, man inviterer til ved at flytte akutsygeplejen, siger Sidsel Vinge til Danske Kommuner.
Kan give rekrutteringsudfordringer
Sidsel Vinge understreger, at der er stor forskel på, om sygeplejerskernes kollegaer sidder i en akutmodtagelse, eller om de sidder i hjemmeplejen og den almene sygepleje.
Selv hvis det lykkes at skille enkelte kommunale medarbejdere ud som dem, der arbejder i akutteams, kan der stadig være udfordringer ved at definere deres opgaver.
Den helt store udfordring, er for hende at se, hvad denne opgaveflytning kan få for kommunernes muligheder for at rekruttere sygeplejersker.
”Det er i forvejen svært for kommunerne at rekruttere sygeplejersker, og hvis du så tager akutfunktionerne, som er der, hvor du har alle de spændende opgaver, hvor der er noget udvikling, og hvor du er i tæt samarbejde med nogle læger og føler, du skal stå lidt på tæer rent fagligt, så kan det få stor betydning for rekrutteringen.
