To danske regioner har fået status som nogle af EUs Regional Innovation Valleys (RIV). Det fremgår af en række dokumenter fra EU-Kommissionen.
Det drejer sig om dels Region Nordjylland og dels Region Sjælland. Begge regionerne er vurderet til at være stærke ledende innovatører.
De er udpeget med hver deres hovedfokus. I region Nordjylland handler det om et forbedret sundhedsvæsen og i Region Sjælland handler det både om et forbedret sundhedsvæsen, men også om flere nye digitale og forebyggende løsninger til gavn for borgerne.
Med udnævnelserne kommer de to danske regioner med i en ”klub” på 149 regioner, hvor der følger både penge og prestige som en del af et stærkt netværk af europæiske aktører, der går forrest i udviklingen af nye sundhedstilbud, fremgår det af en pressemeddelelse fra Region Sjælland.
”Denne EU-udnævnelse er en stor anerkendelse af vores arbejde på sundhedsinnovationsområdet, som en central aktør i udviklingen af fremtidens sundhedsløsninger,” siger Ricco Dyhr, sygehusdirektør på Sjællands Universitetshospital.
Han ser, at det vil åbne døre for yderligere finansieringsmuligheder fra EU og andre internationale aktører, så man fremadrettet kan skabe digitale og forebyggende løsninger, som vil løfte sundheden til gavn for vores patienter.
Foreløbig modtager Region Sjælland 15 millioner kroner ifb med et projekt regionen er en del af. Hos Region Nordjylland er der ikke en direkte EU finansiering, “men vi regner med et betydeligt større hjemtag af midler i forlængelse af udpegningen,” skriver regionen, da vi henvender os.
Vil transformere sundhedsvæsnet digitalt
Samlet set støtter EU de Regional Innovation Valleys med 116 mio. EUR, heraf får partnerskabet i projektet UNITE, som Region Sjælland er en del af tildelt knap 150 millioner kroner. Det vil sige regionen får knapt 10 pct.
UNITE, et stort paneuropæisk program, der har til formål at transformere sundhedsvæsenet gennem digital deep tech innovation og indeholder en bred vifte af internationale partnere fra Belgien, Tyskland, Grækenland, Italien, Polen, Rumænien og Storbritannien.
Her kan Region Sjælland spille ind med flere erfaringer. Regionen har bl.a. arbejdet med en E-hospitalsløsning, hvor man flytter mere behandling hjem til patienterne, så de helt undgår at komme ind på sygehuset.
Styrke det nordjyske økosystem
I Region Nordjylland hænger udnævnelsen bl.a. sammen med regionens aktive partnerskab med AAU og Aalborg Kommune om Life Science City Aalborg.
“Deltagelsen i RIV skal styrke både sundhedsvæsenet og erhvervslivet omkring digitale sundheds- og velfærdsløsninger her i regionen, og på tværs af regionerne i EU,” skriver regionen.
På seneste møde i Regionsrådet den 30 september har man orienteret politikerne om RIV og perspektiverne herunder:
At man vil styrke det nordjyske økosystem omkring sundhedsforskning og -innovation. Der eksisterer allerede et stærkt samarbejde mellem de centrale private og offentlige aktører i Nordjylland.
Derudover lægger RIV, og fokus på innovation i det nære sundhedsvæsen, op til den konference som Region Nordjylland skal afholde i september 2025 som en del af det danske EU-formandskab.
Mere turbo og flere åbne døre
UNITE-projektet, som Region Sjælland er en del af, løber i fire år og har som mål at skabe et ”grænseløst europæisk digitalt sundhedsinnovationsøkosystem”, der samler aktører fra den private og offentlige sektor, universiteter og civilsamfundet.
Sjællands Universitetshospital og Sundhedsinnovation Region Sjælland har i projektet primært fokus på sundhedsløsninger omkring behandlinger i eget hjem.
Jens Ravn der er formand for udvalget for forebyggelse, det præhospitale område, forskning og innovation i Region Sjælland er stolt over udnævnelsen.
”Udnævnelsen åbner døre til et unikt europæisk samarbejde og er en anerkendelse af vores hidtidige arbejde med at udvikle løsninger, som er særligt relevante for borgere udenfor de større byer,” siger Jens Ravn og fortsætter:
” Nu kan vi sætte endnu mere turbo på udviklingen og omstillingen til fremtidens sundhedsvæsen, der kan tackle udfordringerne med flere syge, manglen på sundhedspersonale og en stigende ulighed.”