Region Sjælland har indført en ny app til ambulancepersonalet, der med kunstig intelligens kan identificere stroke-symptomer, det fremgår af en række opslag på regionens sociale medier. (LinkedIn og Facebook)
”Appen sikrer en mere struktureret gennemgang af patienterne, så vi nemmere kan fange drilske symptomer. Det betyder, at vi har mulighed for at sende patienterne til det rigtige sygehus første gang,” siger Troels Wienecke, ledende overlæge på neurologisk afdeling på Sjællands Universitetshospital og professor ved Københavns Universitet til Danmarks Radio.
Med et enkelt klik med fingeren og så kan telefonen fortælle, om der er tale om et stroke og det er en stor hjælp også for professionelle. Ikke alle symptomer på et stroke er nemlig lige lette at se.
Stroke er en af de hyppigste årsager til hjerneskader og handicap i Danmark, og hvert minut er afgørende. Wienecke forklarer til DR, at der ved stroke dør millioner af hjerneceller i minuttet, og tab af celler kan medføre permanente skader. Derfor er målet med appen at reducere forsinkelsen i at påbegynde behandling, da hurtig behandling kan begrænse skaderne markant.
Undgår tidstab og giver hurtigere behandling
Det er ambulancebehandlere i Præhospitalt Center – Region Sjælland og Falck Ambulance Sjælland, som en del af et projekt er blevet undervist og udstyret med det nye digitale værktøj, der ved hjælp af blandt andet video og kunstig intelligens kan fortælle, om patienten har symptomer på et stroke.
Med appen kan ambulancepersonalet indtaste informationer om patientens tilstand og filme patientens ansigt. Herefter stiller de en række simple spørgsmål og opgaver som for eksempel ”Hvilken måned er det?” eller ”Luk venligst dine øjne i to sekunder og åbn dem igen.” Video og informationer sendes herefter til en specialist på Roskilde Sygehus, som vurderer, om patienten har brug for akut stroke-behandling
På den måde tabes der ikke kostbar tid, og den medicinske behandling, som opløser blodpropper – såkaldt trombolyse-behandling – og genetablerer blodforsyningen til den ramte del af hjernen, kan gives hurtigere, hvilket redder liv og giver patienterne færre følgevirkninger eller handicaps.
Emilie Brauer Ghanoum, ambulancebehandler i Region Sjælland, ser appen som en vigtig hjælp, især når symptomerne ikke er tydelige. ”Det er en enorm stor tryghed for borgerne i Region Sjælland, at vi har fået den her app til at hjælpe os,” siger hun. Det giver sikkerhed i travle situationer og sikrer, at patienterne hurtigt kommer til det rigtige sted.”
Norge var det første land
Region Sjælland lancerer appen som den første af sin slags i verden, der er målrettet ambulancepersonalet, men det er ikke helt korrekt.
Teknologien er ganske vist ny, men i Norge har Stiftelsen Norsk Luftambulanse og Prehospital klinikk og Nevrologisk avdeling ved Nordlandssykehuset Bodø i et offentligt-privat samarbejde udviklet en tilsvarende i efteråret 2022. Det fremgår af et presseopslag.
Her beskriver man appen eSTROKE på samme måde som Region Sjælland.
”Før skete det, at vi sad med en urolig følelse efter at have leveret patienter på akutmodtagelsen. Vi spekulerede på, om patienten faktisk havde fået den hjælp, han havde brug for, eller om der var noget mere,” siger Silje Strøm, der er ambulancemedarbejder hos Norsk Luftambulanse.
Hun oplever, at man med eSTROKE fanger flere patienter med muligt slagtilfælde. ”Vi hjælper flere, der kan få et godt liv efter deres stroke,” siger hun.
Også på hospitalssiden har man gode erfaringer i Norge
”Tidligere sad vi i den anden ende af telefonen, inde på hospitalet, og ville have meget mere information. Nu kender vi patienten godt, allerede inden de træder ind ad dørene på hospitalet, siger Maja Helén Olavsen, der er læge med speciale i neurologi.
Om stroke-appens tilblivelse
Den danske app er udviklet i et samarbejde mellem forskere i Præhospitalt Center, Neurologisk Afdeling, på universitetshospitalet i Roskilde og Koncern Digitalisering.
TrygFonden har bidraget med knap en million til udvikling og test af teknologien, der i lighed med den norske model bygger på NIHSS – National Institutes of Health Stroke Scale – der er en international standard til vurdering af mulige stroke-patienter.
Det er ved redaktionens slutning ikke til at sige, om den danske model teologisk er længere fremme end den norske.