Skip to main content

Evalueringsansættelse af udenlandsk sundhedsfaglig arbejdskraft ruller lige så stille ind i regionerne. Noget der ellers har været rigtig vanskeligt.

I det tidlige efterår kunne man i Dagens Medicin læse om Iranske Faezeh Ahmarmaher som først efter 100 ansøgninger var sluppet igennem nåleøjet og fået den evalueringsansættelse, der skal til for at få autorisation til at arbejde som sygeplejerske i Danmark.

Regeringen havde ellers i begyndelsen af året indgået en bred politisk aftale med Socialistisk Folkeparti, Liberal Alliance, Det Konservative Folkeparti og Radikale Venstre om rekruttering af sundhedspersoner fra udlandet, som netop skulle afhjælpe besværlighederne. Men hjalp ikke umiddelbart.

I sommers måtte formand for Lægeforeningen Camilla Rathcke ifølge Ugeskrift for Læger derfor sende en opfordring til regionerne, hvor hun delte 45 udenlandske lægers frustration over at de ikke kunne få en evalueringsansættelse.

”Lægerne og deres over 40 andre kolleger er alle stærkt motiverede og villige til at tage imod en evalueringsansættelse, uanset hvor det er i landet. De har derfor sendt ansøgninger, ringet og endda besøgt rigtig mange afdelinger, sygehuse og hospitaler rundtom i landet, men uden held”, skrev Camilla Rathcke i et brev, der blev sendt til koncerndirektørerne i de fem regioner.

Klik her for mere om evalueringsansættelse

Formålet med en evalueringsansættelse er, at en sygeplejerske eller læge fra tredjeland der ønsker at praktisere i Danmark, over en periode bliver vurderet på sine kliniske kompetencer og evner til at kommunikere med patienterne og det øvrige sundhedspersonale i praksis.

Evalueringsansættelsen skal sikre, at vedkommende har de nødvendige fundamentale faglige og sproglige kompetencer og ikke er til fare for patientsikkerheden.
Der er derfor tale om, at der under en evalueringsansættelse sker en afprøvning af personens faglige og sproglige færdigheder inden de får en dansk autorisation.

Kilde: Styrelsen for Patientsikkerhed

Det trækker på økonomien

Næsten samtidig sammensatte Amager Hospital ifølge en pressemeddelelse et særligt program for evalueringsforløb.
Det gjorde man bl.a., fordi den administrative proces og samarbejdet med myndighederne var meget kompliceret. Men forløbet har båret frugt.

“Pludselig kom der et boom af ansøgninger fra udenlandske sygeplejersker. Mange af dem havde allerede været i Danmark i nogen tid og arbejdet som ufaglærte på plejehjem, og flere af dem havde enten kardiologisk eller intensiv erfaring fra deres hjemland,” fortæller chefsygeplejerske Jette Beck Mieritz.

Men det har ikke været uden omkostninger at have evalueringssygeplejersker. De får nemlig fuld løn i det halve år, de er i evalueringsansættelsen, men de tæller ikke med i normering. ”Det trækker på økonomien. Men jeg har fastansat samtlige, der har været i evalueringsforløb hos os,” lød det i sommers fra Jette Beck Mieritz.

Region Hovedstaden har sideløbende oprettet en kandidatbank på regionens hjemmeside, hvor udenlandske sygeplejersker kan søge om at få en evalueringsansættelse. Kandidatbanken blev oprettet i juni og indeholder mere end 90 profiler fra udenlandske sygeplejersker som ønsker evalueringsansættelser.

Afsat otte millioner

Senest har regionsrådet i Region Sjælland ifb med budget 2025 afsat otte millioner kroner til at tilbyde evalueringsansættelser på to sygehuse (Holbæk og Slagelse) for fire læger og fire sygeplejersker.

”Region Sjælland skal være en attraktiv arbejdsplads at søge til som sundhedspersonale, også for udenlandsk arbejdskraft. Det er en investering i, at vi kan tiltrække udenlandske læger og sygeplejersker på længe sigt,” siger regionsrådsformand Trine Birk Andersen, der i øvrigt selv er sygeplejerske.

På Holbæk Sygehus har man i mange år haft udenlandske læger i evalueringsansættelser, men er meget glade for, at der nu er økonomi og dermed mulighed for at give dem et mere struktureret uddannelsesforløb.

”Udenlandske læger i evalueringsansættelser er den gruppe, som har mest brug for vejledning, supervision og evaluering fra erfarne læger,” siger konstitueret sygehusdirektør Dan Brun Petersen, Holbæk Sygehus i en pressemeddelelse.

Han peger på, at det har givet udfordringer, at økonomien ikke tidligere er fulgt med, når man tog læger ind i evalueringsansættelser.

”Det har blandt andet givet den udfordring for evalueringslægerne, at de først skulle finde én stilling og derefter en anden for at kunne færdiggøre deres uddannelse. Nu kan vi tilbyde et struktureret, sammenhængende forløb til gavn for både sygehuset og lægerne,” siger Dan Brun Petersen.

Strækker sig over et år

Det er som sagt ikke kun læger, som kan komme i evalueringsuddannelser med et særligt forløb i Region Sjælland. På Slagelse Sygehus modtager man nemlig ofte ansøgninger fra sygeplejersker, der ønsker en evalueringsansættelse, og her ser man frem til at kunne tilbyde ansættelse til fire ansøgere fra 1. januar.

Vicedirektør Anne Grethe Larsen fortæller, at de erfaringer man gør sig med evalueringsansættelserne, skal bruges i fremtiden.

”Evalueringsansættelserne er både en rigtig god mulighed for dem, der bliver ansat i stillingerne for at blive dygtige sygeplejersker, og det er også en speciel mulighed for vores egne medarbejdere til at udvikle deres kompetencer som mentorer,” siger Anne Grethe Larsen.

Evalueringsansættelsen strækker sig over et år, da de fire sygeplejerskers forløb kommer til at rumme seks måneder i præ-evaluering og seks måneder i selve evalueringsansættelsen.

Vil du læse resten af artiklen?

Prøv Regional-Indsigt gratis i 4 uger

Få adgang med det samme - ingen binding - ingen kreditkort 4 ugers gratis prøveperiode

Log ind