Forandringerne på sundhedsområdet i kølvandet på sundhedsreformen har fået stor bevågenhed i medierne, samtidig har der været næsten radiotavshed omkring de opgaver som regionerne taber ved reformen.
Læser man ned over regionernes pressemeddelelser, hvor de første reaktioner på sundhedsreformen står mejslet, så er det da heller ikke opgaver omkring regional udvikling der bliver nævnt først.
Generelt har de politiske ledere i de fem regioner tommelfingeren oppe og udtrykker glæde over bl.a. de nye ansvarsområder på sundhedsområdet, som inkluderer at de overtager akutsygepleje, rehabilitering og midlertidige pladser fra kommunerne. Men i forhold til tabet af opgaver er det kun tre ud af de fem regioner, der udtrykker sig konkret omkring bortfaldet af de regionale udviklingsopgaver.
Vi giver her en serie nedslag ift., hvem siger hvad eller ingenting om de regionale opgavers bortfald.
En bittersød reform.
I Region Syddanmark er regionsrådsformand Bo Libergren topmotiveret og klar til at håndtere de nye udfordringer, men begræder samtidig nedlæggelsen af opgaver på området for regional udvikling.
”Selvom jeg er glad for de mange gode initiativer, der ligger i den nye aftale, så står jeg alligevel med en bittersød smag i munden. Der er en række opgaver, som vi ikke længere skal håndtere i regionen, og hvor dygtige medarbejdere har gjort en kæmpe forskel over de seneste mange år. Og jeg er bange for, at det arbejde ganske enkelt bliver tabt på gulvet,” siger hvor regionsrådsformand Bo Libergren (V) i en pressemeddelelse.
Han noterer sig, at den endelige aftale – i modsætning til udspillet – fortsat giver regionerne mulighed for at deltage i og medfinansiere grænseoverskridende samarbejder såsom Interreg.
I Region Midtjylland bemærker regionsrådsformand Anders Kühnau, ligeledes, at reformen også får indflydelse på en række opgaver inden for regional udvikling.
“Opgaven må nu være at sikre, at de gode takter, vi i samarbejde med kommunerne har skabt på de områder, ikke går tabt, men lever videre til gavn for borgerne i Region Midtjylland,” siger Anders Kühnau i en pressemeddelelse.
I Region Nordjylland har man ikke udsendt en pressemeddelelse, men henviser i et opslag på LinkedIn til regionsrådsformandens udtalelse i en pressemeddelelse, men her nævner man ligesom i Region Hovedstaden ikke bortfaldet af opgaver.
Fokus på fusion
Den kommende fusion med Region Sjælland fylder i pressemeddelelsen fra Region Hovedstaden.
Her er man optaget af, at sammenlægningen af de to regioner ikke kommer til at ramme patienterne.
Det giver slet ikke rum til bortfald af opgaver.
Til gengæld har man et utroligt stærkt fokus på medarbejderdelen og sammenlægningen.
”Jeg er optaget af, at medarbejdere og ledere oplever en tæt involvering – det gælder også i kommunerne, som vi nu får nye samarbejdsflader til. I fusionsprocessen skal vi lære af hinanden og de styrkepositioner, vi har, så vi i fællesskab udvikler et stærkt sundhedsvæsen i Østdanmark til gavn for vores borgere og medarbejdere,” siger Regionsdirektør Jens Gordon Clausen i en pressemeddelelse.
Ærgerligt at klimaopgaven bortfalder
I Region Sjælland fylder medarbejder- og fusionsdelen i udtalelserne fra politiske formandskab, som består af tre kvinder: Kirsten Devantier (V), Trine Birk Andersen (A) og Anne Møller Ronex (B).
”Vi står foran Danmarkshistoriens største medarbejderfusion i et nyt Region Østdanmark samtidig med, at vi skal gennemføre alle de mange andre forandringer, lyder det i en pressemeddelelse.
Til trods for de omfattende fusionsudfordringer har formandskabet alligevel øje for, den del af aftalen om sundhedsreformen, der betyder, at regionen ikke længere skal løse klimaopgaverne på det regionale udviklingsområde og det ærgrer formandskabet.
”Det er åbenlyst, at vi står over for store udfordringer med klimaet. Det er ærgerligt for den grønne omstilling, at klimaopgaven bortfalder hos regionerne,” lyder det.