Skip to main content

Fagforeningen Danske Fysioterapeuter, der er over 100 år og repræsenterer mere end 16.000 fysioterapeuter, har den seneste måned oplevet, at tre segmenter af medlemmer har forladt foreningen efter repræsentantskabsmøde i begyndelsen af november.

Der er umiddelbart tale om, at det private medlemssegment er gået selvstændigt og har etableret ikke mindre end tre konkurrerende foreninger.

Læs også: Fagforening forlader Fagbevægelsens Hovedorganisation til fordel for Akademikerne

Den første medlemsgruppe der forlod Danske Fysioterapeuter var de privatansatte, og de trak stikket dagen efter repræsentantskabsmødet, hvor de stiftede Fysioterapeuternes Fagforening, som bliver en del af Fagbevægelsens Hovedorganisation (FH) via Serviceforbundet.

Det skete, fordi man på Danske Fysioterapeuters repræsentantskabsmøde forkastede et forslag om, at foreningen fremover kun skulle være en fagforening for ansatte og selvstændige uden arbejdsgiveransvar.

Der var her ifølge flere kilder tale om en optrapning af en årelang, men skærpet debat hos Danske Fysioterapeuter, om det mix af arbejdsgivere og arbejdstagere, der er hos Danske Fysioterapeuter.

En debat som formanden Jeanette Præstegaard ifølge et nyhedsopslag lukkede ved bl.a., at sige:

  ”Et flertal i hovedbestyrelsen er imod forslaget.[…] Men bliver dette forslag vedtaget, kræver det omskrivning af vedtægter. […]. Det vil medføre, at alle medlemmer med arbejdsgiveransvar skal ekskluderes.” 

Behov for en stringent fagforening

Grundlæggende handler det for arbejdstagerne i den private sektor om en overenskomst og fair arbejdsvilkår 

“Når man er imod en overenskomst for sine medlemmer, så er man ikke længere en fagforening for medlemmerne. Så er man bare en forening. Vi taler om mellem 3.000-5.000 fysioterapeuter, der har betalt det samme kontingent som kollegerne i det offentlige, der er på overenskomst,” siger formand Signe Lærke Børsting, der er formand for den ny fagforening i en pressemeddelelse.

Hun mener, at der er behov for en ny fagforening, der arbejder mere stringent efter den danske model, hvor parterne sætter sig ligeværdigt til forhandlingsbordet med klinikejerne som modpart. Og hvor arbejdsgiverne er organiseret i deres egen forening.

Går efter forhandlingsretten

Det ser heller ikke ud til, at der bliver grund til, at Danske Fysioterapeuter skal ud og ekskluderer fysioterapeuter med arbejdsgiveransvar, hvis man skulle gå hen og lave vedtægterne om.

Arbejdsgiverne går nemlig af sig selv, for nu viser det sig, at en gruppe af private fysioterapeutiske virksomheder det seneste år har arbejdet med oprettelsen af en forening under Dansk Erhverv. 

Den er opstået, fordi klinikrejerne har følt et behov for kompetent rådgivning indenfor sundhedspolitik og personalejura, fremgår det af et nyhedsopslag hos Dansk Erhverv.

Danmark får med andre ord en ny brancheforening for klinikejere indenfor fysioterapi, der udfordrer den sammenblanding mellem lønmodtager- og arbejdsgiverinteresser, der indtilnu har været hos Danske Fysioterapeuter. 

Den nye forening som formelt skal stiftes i december under Sundhed Danmark vil ifølge opslaget arbejde for at overtage forhandlingsretten af praksisoverenskomsten der ligger hos Danske Fysioterapeuter, samt kæmpe for en central placering af fysioterapeuter i en ny sundhedsstruktur.

”Vi ser frem til at blive en del af et stærkt netværk blandt størstedelen af den private sundhedsbranche. Hos Sundhed Danmark og Dansk Erhverv kombineres en dybdegående viden indenfor sundhedspolitik med dyb personalejuridisk rådgivning på højt niveau,” udtaler Kenneth Madsen, der er klinikejer under fysioterapikæden, BeneFiT.

Vil være et alternativ

Hermed skulle man tro, at medlemsblødningen fra Danske Fysioterapeuter måtte stoppe, men nej.

Der er nemlig endnu en krølle i kølvandet på repræsentantskabsmødet hos Danske Fysioterapeuter.

Mandag den 11 november, dagen efter at Fysioterapeuternes Fagforening blev stiftet og to dage efter repræsentantskabsmødet, så stiftede andre Danske Praktiserende Fysioterapeuter (DPF)

DPF skal ifølge næstformanden Mathias Holmquist, der medejer af Aarhus Rygklinik være en forening der udelukkende er til for de selvstændige praktiserende fysioterapeuter og differentierer sig hermed fra Danske Fysioterapeuter ved ikke at have en dobbeltrolle som både fagforening og brancheforening. 

“Vi vil være det primærer fællesskab for de mange  selvstændige fysioterapeuter, vi har i Danmark. Vores mål er at skabe mere fair konkurrence i sektoren og sikre bedre behandlingsmuligheder for borgerne,” siger Mathias Holmquist til Regional-Indsigt.

Vil bryde monopol

Han peger desuden på en anden problemstilling end løn, nemlig den monopoldannelse, han ser på markedet.

Offentligt tilskud til fysioterapi sker i dag gennem den såkaldte praksisoverenskomst fra 1988. Den regulerer ydernummersystemet, hvor muligheden for tilskud er fordelt alene til de fysioterapeuter, der havde etableret klinik i 1988. Nye fysioterapiklinikker, der er kommet til siden, har ifølge Mathias Holmquist ingen chance for at komme ind med mindre, de opkøber oprindelige tilskudsklinikker fra 1988.

”I dag har vi et system, som er en lukket fest, og hvor kapitalstærke virksomheder opkøber mere og mere af retten til offentligt tilskud. Det har skabt en monopolsituation, der slet ikke matcher markedet af i dag,” siger han.

Situationen er nemlig den, at der side 1988 er kommet dobbelt så mange fysioterapeuter i praksissektoren, men ingen af disse vil som selvstændige fysioterapeuter have mulighed for at være leverandør til den offentlige sygesikring, og det er et ærgerligt tabt potentiale for både borgere og samfund, mener Mathias Holmquist. 

“Vi har i ti år forsøgt at fremme de selvstændige fysioterapeuters interesser indefra. Men det er blevet tydeligt, at de, der sidder på ydernumrene, har opnået en stærk indflydelse i Danske Fysioterapeuters politiske magtapparat. De har kunnet lukke ned for forslag, der kunne skabe bedre muligheder for både patienter og klinikker,” siger formanden for DPF Mark Ebbesen i en pressemeddelelse.

Danske Praktiserende Fysioterapeuter bliver organiseret under erhvervsorganisationen SMVdanmark, der vil hjælpe med bl.a. juridisk rådgivning, kommunikation og politisk interessevaretagelse.

“Jeg er virkelig stolt af, at vi får muligheden for at støtte Danske Praktiserende Fysioterapeuter og den kamp, de tager mod monopoliseringen inden for fysioterapien. Det nuværende system har skabt nogle meget uhensigtsmæssige strukturer, som i sidste ende går ud over borgerne. Jeg føler mig helt overbevist om, at det kan vi sammen få gjort op med,” lyder det fra Adm. direktør i SMVdanmark, Jakob Brandt i en pressemeddelelse, da DPF træder ind i SMVdanmark.

Regional-Indsigt har i forbindelse med udarbejdelse af denne artikel været i kontakt med Danske Fysioterapeuter, men det har ikke været muligt, at få en kommentar, før redaktionens slutning.

Danske Fysioterapeuter har dog lovet, at deres formand vil stille op til interview senere på ugen.

Vil du læse resten af artiklen?

Prøv Regional-Indsigt gratis i 4 uger

Få adgang med det samme - ingen binding - ingen kreditkort 4 ugers gratis prøveperiode

Log ind